Maa vel skee/denne Herr Rimaardsøn/hafver været Bendit Rimaardsøns Broder/ som ogsaa var en Søhane/ og fangede Herr Alf Anno 1289/som her efter skal omtales. Herr Jon hafver været en Nafnkundig Voghals/ og i sin Lifs Tid til Land og Vand/ giort meere Skade end Gafn/ som hand self bekiender: Dog hand for sin Dristighed og Søefarenhed hafver været berømt og antagen i Kongens Gaard. Et Exempel paa det som siges/ Kanden gaar til Kilden til eniger Dag: Om dem som forhærdelige synde/ og paa sidste maa høre sig for Budsis Stød under Brindholm.
Item.
Ah miser, & si qvis primum perjuria celet,
Sera tamen tacitis pœna venit pedibus.
Enddog mand Synden med Meen-Eed skyl.
Saa kommer dog langsom/ Løn som skyld.
Tvende Omqveddninge ere sæt til denne Vjse/ som den og ellers siunges anderledis/ og icke af den eene som af den anden.
Snecken hun ligger paa Lande/ og Græsset under hende groer: Og hende styrde aldrig saa rask en Hofmand/ siden hende styrde Herre Jon. Men Søen hun tager saa mangen.
2. Dan Konning hand sidder udi Ribe/ og skrifver hand ud saa vide: Hand biuder alle sine gode Hofmænd/ af Styreshafn sig udrede.
3. Og det var Herr Jon Rimaardsøn/kaste Brynien ofver hviden Hals: I hvo som icke vil seyle i Dag/ hand tiener sin Herre med Falsk. Min skiønniste unge Lif/ hun ganges mig aldrig udaf Hue.
4. Det var Herr Jon Rimaardsøn/ hand giorder sig med sit Sverd: I hvo som icke vil seyle i Dag/ hand tiener sin Herre med Flerd. Min skiønniste.
5. I Aften saa ville vi dricke/ om vi kunde Øllet faa: I Morgen saa ville vi seyle/ om Børen den vil staa. Men Søen hun tager.
6. Det svarede Herr Jon Rimaardsøn/ det maa vor Herre icke spøre: Hand sende os Bud og der til Bref/ det maa vi lyde og høre.
7. Og det var Skipper Hogen hin fromme/ hand løftet sine Øyne mod Sky: I hvo som Søen vil seyle i Dag/ kommer aldrig lefvend til By.
8. Det svarede Herr Jon Rimaardsøn/ og hand tog atter oppaa: I hvo i Dag gaar icke til Skibs/ hand er sin Konning utro.
9. Det melte hand gamle Skipper Hogen/ hand ud af Viduet saae: Icke kand nogen Mand seyle i Dag/medens saadan Storm staar paa. Mit skiønniste unge Lif/ hun ganges mig aldrig udaf Hue.
10. Det var Herr Jon Rimaardsøn/ hand robte ofver all den Hafn: I vinde op Seyl I Danske Hofmænd// med mig i HErrens Nafn.
11. Og der de komme lidet ud fra Land/ den Bølge reyste sig under Sky: Alt sad hand gamle Skipper Hogen/ hand viste hvercken Land eller Ly.
12. Der de komme paa det vilde Haf/ de Bølger legte fra Grunde: Alt da sad den gamle Skipper/ saa saare hans Øyne de runde.
13. Skibet vilde icke lyde sin Roer/ det dref for Vog og Vind: Alt sad hand Herr Jon Rimaardsøn/ med sørgende Haand under Kind.
14. Hver den salte Søe som Stormen dref/ den gick ofver Budsis Bord: Saa stille sad Herr Jon Rimaardsøn/ som Fruer hafde skaaren Hans Haar. Men Søen hun tager saa mangen.
15. Hvor ere nu de gode Hofmænd/ i Aftes talde saa stort: De tage nu self den Styre i Haand/ og nu gaar Anckeret bort.
16. Hvor ere nu de store Voghalse/ i Aftes giorde den Røst: De gaa her self til Styren at staa/ og nu er Seylet løst.
17. Melt det Skipperen af stor Angist/ og sagde hand der fra. Her er vist en Bandsmand inde/ medens Skibet vil icke fremgaa.
18. Vi ville kaste den Lod omkring/ og see hvo den falder paa: Er her nogen udødiske Mand inde/ hand skal for Skibs-Borde gaa.
19. Og det var Herr Jon Rimaardsøn/ hand taler til liden Smaadreng: Du hente mig ind mit Taflebord/de Terning maa hafve deris Genge. Men Søen hun tager saa mangen.
20. Saa kaste de med Terning omkring/ de Terning vare saa smaa: Og det falt Her Jon Rimaardsøn til/ hand skulde for Skibs-Borde gaa.
21. Nu ere vi komne saa langt fra Land/ jeg kand icke Præsten naa: Thi vil jeg giøre mit Skriftemaal/ vor HErre maa høre der paa.
22. Det var Herr Jon Rimaardsøn/ falt paa sine bare Knæ: Og saa giorde hand sit Skriftemaal/ alt til det Seyle-Træ.
23. Locket saa hafver jeg mangen skiøn Encke/ og daaret saa mangen Møe: Men det kom aldrig udi min Hu/ jeg skulde paa Hafvet døe.
24. Locket saa hafver jeg Encker/ og daaret saa mangen Vif: Men det kom aldrig udi min Tancke/ jeg skulde her miste mit Lif.
25. Jeg hafver gangen paa Helsingborg/ bedrefven baade Hoer og Mord: Saa mangen ærlig Bonde Søn/ begrafven i Hedenske Jord.
26. De hellige Kircker dem hafver jeg brødt/ og Kloster hafver jeg brend: Saa mangen hafver jeg stolt Jomfru/ paa Hæder og Ære skend.
27. Den rige Christ i Himmerig/jeg tacker her for sin Naade: Hafde jeg henfaren uden Skriftemaal/ min Siæl maatte lid stor Vaade.
28. Kommer der nogen af eder til Land/ og møder min Festemøe: I sige/hun maa vel gifte sig/ Jeg sanck udi salten Søe.
29. Kommer der nogen af eder til Land/ og spørger min Moder ad mig: I sige/jeg tiener i Kongens Gaard/ og er baade karsk og qveg. Men Søen hun tager saa mangen.
30. Det var Herr Jon Rimaardsøn/band Poser tre paa sig. Og den skal aldrig fattig bortdøe/ som skal jorde mit Lif.
31. Det var stor ynck der hand giorde Kaars/ alt ofver den Bølge blaa: Og tog saa bort den vilde Sti/ til Hafsens dybe Baand laa.
32. Og de vare siu og siusindstive/ udaf de Kongens Mænd: Der kom ingen til Land uden fem/der iblant var Herr Jons Dreng.
33. Vi gaa os til Kirckegaard/ bede Gud i Himmerige: Vi bede for Herr Jon Rimardsøn/ Kongen fanger aldrig hans Lige.
34. Og nu ligger Budz for Boringholm/ og saa for striden Strøm: Der flyde omkring de uselig Lige/ hun gifver dem icke i giem. Men Søen hun tager saa mangen.
