Denne Vise/ meenis at skulde være digtet af Konning Christian den Anden/ udi hvilcken hand beklager sin Forseelse og Elendighed. Er vel et merckeligt Exempel/ at ingen fordrister sig paa sin egen Velde og Magt. Thi ingen er kommen saa høyt i Sædet i denne Verden/ at hand udi sin egen Formastelse kand jo falde/ naar GUD tager Haanden bort. Og salig er den som GUD refser i denne Verden/ at hand kand kiende og af Hiertet fortryde sin Forseelse/ og indfly til GUd om Naade og Venskab. Thi denne Verden er dog forgengelig med all sin Herlighed/ men GUds Ord varer ævindelig/ og de som der paa bestaae/ bekomme Ærens ævige og uforgengelige Krune.
Christe GUd jeg vil dig ære/ for din Naade og Miskund: Dog Lycken monne fra mig være/ som mig gaf Konge Nafn. Ofver tre Konge-Riger/ af hvilcke jeg maatte undvige: Med Hustru og Børn saa skiønne/ HERre tag mig til Naade igien.
2. Jeg hafver ogsaa forlaaren min Dronning kysk og reen: Af Keyserlig Blod var baaren/ Elisabeth Allerkiæriste min: Hun hafde ingen skyld med alle/ lad hende dig vel befalde: Vær hende Miskundelig/ thi Skylden findis all hos mig.
3. Ærlig hafver du mig straffet/ for min Utacknemmelighed: Paa min Magt hafver jeg traadzet/ og paa min Vældighed. Hvad som mig tyckte alleene/ det maatte mig ingen formeene: Holt det for en skrefven Low/ O HERre kom mig ihu.
4. Ret af Guddommelig Naade/ vilt du og gifve til: Og frelse mig af all Vaade jeg veed en hvort jeg vil. Til dig flyer jeg alleene/ thi du kand Verden formeene: Hendis Sind og trædske Raad/ O HErre hielp mig af Nød.
5. Nu vilde jeg reformeere Klerckeri og Ridderskaf: De ville intet af mig lære/ derfore gafve de mig Straf. Jeg foragtede mest de Beste/ derfore maatte rømme mine Feste: Og vandre i fremmede Land/ du HERre mig hielpe kand.
6. See HERre/ jeg mig forlader/ paa dig/ du est saa tro; Jeg beder for dennem mig hader/ jeg tencker og intet der paa; Dine Domme de ere underlige/ din Haand kand ingen undvige; Jeg finder min Brøst og Skyld/ O HErre vær du mig huld.
7. Kunde mig det ogsaa hende/ inderlig der om bedis jeg; Min Villie vilt du omvende/ din aldeeles at være lig. Din Villie er stedse den beste/ vi ere ickun fremmede Gieste; O GUd ofver os Miskunde dig/ og gif os Himmerig.
8. Du hafver mig nylig læret/ alt med dine hellige Ord; Salomon det samme begæret i Skriften som der staar; Dine Børn i Verden straffer/ og siden ey lenge plager; Jeg veed du HErre est sand/ løs mig af Syndsens Baand.
9. Sandelig mig mere end glæder/ din trygge og trofaste Tilsagn; I hvilcken du os tilsiger/ Syndere/ som ere din Søns Nafn/ de samme skulle Himmerig erfve/ du HErre monne saadant forhverfve: Alle dem som dig frygte kand/ Unge og Gamle/ Qvinde og Mand.
10. REX JUDÆORUM HERRE/ Pilatus skrifve loed; David monne mig og lære/ at du est sød og god. Hvem dig vil endelige ære/ hannem vilt du Naadig være; Gif mig nu ret Forstand/ send mig den Hellig Aand.
11. Danmarck mit Fæderne Rige/ der til hafde jeg attraa; Kunde det saa skee med lige/ gif alting vel tilgaa. Foruden Blods Udstyrtning/ det hielper en saare ringe Ting; O GUD løs vel min Baand/ jeg setter min Sag i din Haand.
