Konning Erick Menved var ickun tolf Aar gammel der hans Fader blef slagen/ og blef siden kronet paa Tredie Aar der efter/ og giorde kort Tid der efter sit Bryllup med Frøicken Ingeborg/ Kong Magnus Ladelaasiss Daatter af Sverrige/ som her omtales udi Visen. Hand aflede med hende otte deylige Børn/ som alle hendøde udi deris unge Dage/ hun døde Anno Domini 1313. den 11. Novembr. Kort Tid der efter at hun var udkommen af den Forvaring/ udi hvilcken hun var indlagt i Clare Kloster udi Roeskilde/ af denne Aarsage. Kongen blef hende vred/ fordi at der hafde faldet uforvarendis/ som hun reyste imellem Abramstrup og Holbeck/ hendis sidste Barn/ en sextan Uger gammel Søn af Vognen fra hende/ og slog Halsen i tu paa sig. Men Kongen loed sig formilde/ at hun kom ud med det første/ og de døde saa begge paa et Aars Tid/ den eene efter den anden.
Det var Her Konning Erick/ hand reed sig under Øe: Feste hand sig Jomfrue Ingeborg/ hun var saa væn en Møe. I bede for dem som Krunen skal bære.
2. Det da var den Svendske Dronning/ Hun tager sin Daatter at lære: Skalt du Dronning i Danmarck blifve/ lad Bonden icke ofver dig kiære: I bede for dem som Krunen skal bære.
3. Skatte du icke den Fattige Bonde/ forinden sin Kiortel graa: Fattes dig enten Guld eller Sølf/ du kand det dog vel faa.
4. Jeg hafver været i din Faders Land/ i femten Aar med ære: Der er hvercken fattig eller rige/ som noget skal ofver mig kiære.
5. Svarede det stolte Jomfru Ingeborg/ hun svarede med stor snilde: Skulde enten Bonde eller Borger mig skylde/ da loed det mig saa ilde. I bede for dem som Krunen skal bære.
6. Det melte den unge Hertug bold/ og hand var Kongens Broder: HErre Christ signe det unge Lif/ som saa vilde svare sin Moder. I bede for dem som Krunen skal bære.
7. Der blef Silcke og herlig Sindal/ saa viit paa Jorden breed: Det var stolte Jomfru Ingeborg/ hun blef til Stranden udleed.
8. Og de vunde op deris Silcke Seyl/ Gud unde dem Børen hin blide: Seylet de dem til Dannemarck/ mindre end Maaneder to.
9. De strøge Seyl og kaste Ancker/ alt paa den hvide sand: Det da var den unge Konning/ hand rider sin Ganger paa Sand.
10. I være velkommen Jomfru Ingeborg/ I ere min Hiertens Kiære: Den første Bøn I bede mig om/ den vider jeg eder til Ære.
11. Den første Bøn jeg beder eder om/ den vide I mig saa gierne: I gifve mig alle de Fanger løse/ og Marsk Stigs Døttre af Jerne.
12. Den anden Bøn I bede mig om/ allerkiæreste Festemøe: Men Marsk Stigs Døttre gifver jeg icke løs/ de skulle i Taarnet døe.
13. Det var Jomfru Ingeborg/ hun blef i Huen saa modt: I ærlige Mænd som førde mig hid/ føre mig af Landet ud.
14. I vende eder om Jomfru Ingeborg/ eders Villie vil jeg giøre: Aldrig bede I mig om den Ting/ jeg vil jo gierne giøre.
15. Dan Konning hand taler til sin Drost/ I lade de Fanger optage: I lade Herr Marsk Stigs Døttre ud/ og heden af Landet drage.
16. Det var stolte Jomfru Ingeborg/ vilde icke paa Danske Jord gaa; Førend hun fick de Fanger af Jern/ og de motte for hende staa: I bede for dem som Krunen skal bære.
17. Saa dydelig var Jomfru Ingeborg/ hende prisede Mand og Qvinde: De tackede GUd saa mangefold/ at hun var kommen til Lande. I bede for dem som Krunen skal bære.
18. Der var stor Glæde i Fruer Kloster/ de Nunner læste og siunge: End var der meere i Kongens Gaard/ de legte med Danske Tunger. I bede for dem som Krunen skal bære.
