1. Nu Dagen vil oprinde/
Og Hanen gal paa tinde/
Tid er at Odins Sønner
Arbejd og striden rønner.
O! vaager/ opper eder/
I Høvetsmænd fremtræder/
Af Adils venner største/
Hver er i krig den første.
2. Hør som Haardhænded lyder/
De Vaabn’ og Rolv som skyder/
Samt andr’ af gode slekter/
Som løber ei/ men fekter.
Op/ ei til lystigt gilde/
Ei Jomfru snak hin milde/
Men Hilders leg den haarde/
Hver skal mod fienden baarde.
3. Lar drick og leflen fare/
Paa krigen tager vare/
Hvo Kongen trolig mener/
For guld og penge tiener;
Nu kand her prisen vindes
Af hver/ som trofast findes.
Bort feghed/ frykt af bringe!
Om mand skal fienden tvinge.
4. Den gæveste blant alle/
Som vi mon Konger kalde/
Rolf/ gav os guld og sverde/
Med mad og klæder nærde.
Nu ligger hand nedfælded/
Med svig og overvælded.
Den skal en Niding være/
Som hevner ej sin Herre.
Forklaring.
Dette vers haver dette navn af Bjarke K. Rolfs Svoger/ som blev slagen i Lejre/ hvorom Saxo i Anden Bog; men Kæmperne opregnis udi Edda/ eller af en anden Bjarke Skald; og er vel et af de ældste/som mand haver/ i henseende/at det efter manges Meening var til nogle hundrede Aar før Christi Fødsel.
Saxo haver udsat denne Vise i herlige Latinske Vers/ men haver udeladt de 4 første rim/ men slutter saaledis om dennem alle: Denne Formaning og tileggelse var udsæt i en gammel Vise/ hvilken mange endnu paa denne dag vide at sjunge/ som have forfarenhed og kundskab i de gamle Historier. Men det var stor skade/ at Saxo ej indførde denne og andre i det da brugelige maal; hvilket er og at beklage om K. Frodes Gravskrift/ som ej heller blev indsat af hannem i sit rette Sprog.
De 2 første Sangvers findes endogsaa i det gamle maal i dend Trykte Nordske Krønnike i S. Olufs Historie/ og i Konnunga-Sagan/trykt paa Svensk i Visingsborg 1670. F. og ere her i det nu brugelige maal udsatte. De andre 2 vers ere nogenledis udlæste af Saxes vidtløftige digt: Men Tormod Skald sang samme Vise/ der S. Olaf Konge skulde stride/saa højt at ald Hæren vognede derved og lydde til: Der Visen var udsjungen/ takkede de hannem og sagde den være dennem bekvem og tækkelig paa den tid/ og kallede den Hus-karla-Hvot/ det er Hofmands Hvashed; thi den eggede og tilskyndede dem til snarhed og frimodighed. Kongen gav hannem og selv en guldring derfor. o. s. f.
I Landnamma Saga/ Item Spec. Islandiæ og Crymogæa tales om Skegge/en Islænder/som sejlede vidt omkring/ at der hand laa under Sjeland/ gik hand paa Landet og grov i Rolfs Høj/ hvor hand kom ind og fand K. Rolf med Hjalte og Bjarke/ sidende i deres fulde Harnisk/ men tog hans sverd Skofnung og meget andet gods. Med sverdet vand hand siden mangt et slag; hvilket sverd var det ypperste/som nogen tid til Island var kommen/ hvor efter og Islænderne og Skaldrene have kalled et hvert godt sverd Skofnung.
Kong Adils eller Attil siges at have været Konge i Sverrig (thi deres ældste Historiskriver Ericus Upsalensis, som levede i det femtende hundret aar/ bruger disse Ord/ Narratur, Fertur, og Snorre Sturlesen udelader ham/ paa det sted i sin Nordske Krønnike/ hvor hand opregner de Svenske Konger) hand skulde og have sæt en Hund til Konge over Danmark/ hvorom dog intet findes enten i vore Danske eller Nordske Krøniker/ hvoraf de Svenske dog have meget af deres/ men alleene at det skulde være skeedt i Norge/ Men de Svenske have det uden tvil deraf/ at een af de 5 Høvdinger/ som regerede Danmark/ heed Hunding. Og i den Anden Orden eller Serie Regum Daniæ læses: i Hans tima vart fem Høfdinga i Tanmark/ og Sverikes Kunung skivade en Ragga ad var da Kaunung i Tanmark. Hunding forsvarede sig og forhindrede og fordervede andre (K. Erik Pomers Krøn:) kand derfor mueligt til spot af landsens fiender være kalded Hund. Hvoraf skal være kommen den Fabel om Hundekongen eller Rakke. Hvortil Johannes Magni haver vel hiulped og ellers ilde forvendt meget af Saxo i K. Rolfs Historie. Med hvilket hans sædvanlige forhold hand anstiller sig utaknemmelig mod vore Nørre Historiers Fader/ af hvilken hand dog maa laane at bygge paa/om endskjønt hand ej altid bygger fasteligen og paa Sandheds klippe. Tilmed haver dette end ikke nogen lighed med sandhed/i betragtning/ at K. Rolv (i hvis tid Johannes Magni forfører dette) roses i Rolvs Saga og nogle steds i Edda og kaldes Agiætastr allra Konga. Item at Hrolfr Kongr i Hleidru svar mestr madr a Nordelondum. Saa og Gram hin gioflasti/ storlati ɔ: Fornemmeste blant alle Konger/ og K. Rolf i Ledre var største Konge i Nordlandene. Item hin Rundeste og højsindede. Ja de drukke Rolf Konges/ som en fornemme Heltes skaal. N. Krøn. 27 S. Ellers taler vel baade Saxo og Snorre om den Hunde-Konge i Norge. Udi gamle Rimkrønike taler Rolv saaledis:
Svenske siæ thet met falske stundh/
Ath the sænde Danske til Koning en hundh/
Och at thet skullæ wedh myn tid ske/
Som jeg skullæ Danmarks rygge førstæ/
Men hade the tha santh then hwnd/
Jeg skullæ ræth ladhet them enghenlwnd/
Jeg skullæ saa latet hannum at them gøt/
Ath saaræ skullæ theres nackæ hafve bløt.
Ware them æn at then samme hwund
Han drauer ey ov en ondher grwnd/
Komme the fore hans tand igen/
Som the haffve været/ the fo eth men/ o. s. f.
Jeg tør vel og sige/ at de Danske og Nordske skulde før ladet sig ihielsla/ end have en Hund til Konge og saadan spot.
Har ɔ: Høj. Saa kaldes Odin blant mange andre navne/ hvilket navn indføres stedse i Edda hvor Har altid svarer til Spørsmaalet/som Gangler giør eller Gylfe.
Hilde ɔ: Gudinde for krig. Hildes leg ɔ: Strid.
