Her Karl sidder over tavelbord/ Og taler til svenne sine: I skulle mig en Jomfru hente/ Den venneste solen over skinner. I meden hand rider mod hende.
2. I skulle lede over lande/ Og over de norde-rige/ Og hente mig en Jomfru ven/ Der vel kand være min lige.
3. I skulle mig den Jomfru faa/ Der vel kand være min lige/ Er hun dannis og dyderig/ Jeg agter ej om hendes rige.
4. Bort da rede de Danne-svenne/ Baade over land og rige/ Og de kund’ ikke finde den møe/ Som dem tykte være hans lige.
5. Hiem da rede de Danne-svenne/ Alt over de grønne tvede/ Da funde de saa skiøn en Jomfru/ Som vogtede bøndernis fæ.
6. Det da mælte den gamle svend/ Hand reed i kiortelen rød; Nu seer jeg under lide/ Og end saa ven en møe. I meden hand rider mod hende.
7. Det da var den gamle svend/ Hand reed af bierget ned; Taled hand til den skiønne møe/ Bad hun vilde følge med.
8. Sig mig nu o skiønne møe/ Og sig mig det i løn; Hvad Adel er I kommen af/ I meden I er saa skiøn.
9. Hyrden er min fader/ Hand vogter det fæ under lide/ Selv heder jeg Kragelild/ I meden I vil det vide.
10. Revne saa vare hendes klæder/ Tilsammen i stykker smaa; Haar havde hun som spundet guld/ Som mellem hendes hærder laa.
11. Hendes hals var hvid som hermelin/ Hendes kinder rosen-rød; Det undred’ alle de Danske hovmænd/ At hun skulde lide den nød.
12. Det da var den gamle svend/ Svøbte hende i skarlagen smaa; Saa løfte hand hende saa listelig/ Alt paa sin ganger graa.
13. Vill’ I mig saa bortføre/ Saa brat og overfuus? Lader mig paa marken blive/ Og genne det fæ til huus.
14. Hør I det min skiønne jomfru/ I skal hverken sørg’ eller kvide; Jeg før eder af landet ud/ Saa riig en Ridder at give.
15. Klædde de hende i silcke/ Og saa i skarlagen rød; Det vil jeg for sanden sige/ Det var saa ven en mø.
16. Klædde de hende i silke/ Slog’ over hende skarlagen skind/ Saa fulte de hend’ i højeløft/ For unge Her Karl ind.
17. Det var ungen Herre Karl/ Hand klapped paa Hyndet blaa: Hør I det min skiønne jomfru/ I hviler her lidet paa. I medens hand rider mod hende.
18. I sige mig nu min skiønne mø/ I mens vi ere saa eene: Hvad for Adel er I af/ Men I er møe hin venne?
19. Her Karl heed min Fader/ En Ridder kæk og kiøn/ Fru Brynial heed min moder/ Selv heder jeg Adelbrun.
20. Jeg var mig saa liden/ Og end saa liden en maard/ De bønder slog min fader ihiel/ Kaste hannem i ormegaard.
21. De bønder sloge min fader ihiel/ Der de mod hannem stride/ Min moder blev af landet førd/ Mig selv til sorg og kvide.
22. Min moder blev af landet ført/ Jeg veed ej om hun er død; Siden var jeg hos de bønder/ Og de have mig opfød.
23. Det var ungen Herre Karl/ Klapped hende ved hviden kind; I skal hvercken sørg’ eller kvide/ I er allerkiereste min.
24. Vil Gud udi Himmerig/ mig give der til evne/ Da skal jeg inden maanets dag/ Dig over de bønder hevne.
25. Vil I mig over de bønder hevne/ Det er mig ikke imod/ I skaane bondens hustro/ Hun var mig altid god.
26. Tak have ungen Her Karl/ Saa vel holdt hand sin tro/maanets dag der efter kom/ Lod hand sit brøllup boe. I meden hand rider mod hende.
Antegnelser.
Denne Vise kommer meget overeens med den anden K. Regners Vise (den 4 i dette hundret) Og med den/som der hos findes/ ja denne ubekiendte mø heder ogsaa Krage. De have da ikke bejled efter got Navn og Rykte/som burde at skee/men som de funde og saae/ligesom i den første Verden/og Samson siden/dem/som behagede deris Øjne vel/og mere endsom deres Ører.
Om Ormegaard/ see 5 Vise/ om K. Regner.
