Torkild hand er den gæveste svend/ Som sværdet kand bære ved side/ Og hver den dag der Østen dages/ Da lyster hannem at ride/ Saa felder hun lyden for hannem.
2. Hand rider sig saa aarle ud/ Som fuglen under øe/ feste hand sig stolten Adeluds/ Hun er saa ven en møe.
3. Hand rider sig at bede dyvr/Udi Her Laves have/ Lover hand stolten Adeluds/ Hand agter at vilde hende have.
4. Der var hand i nætter/ Og der var hand i to/ Ingen Mand det vidste/ Og ingen mand det tro.
5. Ingen mand det vidste/Og ingen mand det tro/ Foruden Adeludses tienniste møe/ Og der til hans svenne to.
6. Torkild tager Jomfruen i sin favn/ Hand taler til hende med gammen/ Det er stor ynk at skille dem ad/ Som gierne vilde være tilsammen. Saa felder hun lyden for hannem.
7. Det svarede Adeludses tienniste møe/ Hun kunde baade tugt og ære/ Torkild I vogter og varer eder vel/ I spilder ikke min Jomfrues ære.
8. Svarede det Torkild Trundesen/ Hand ikke af hiertet lo: Hør du Ellenelilde/ Du skal det ikke tro. Saa felder hun lyden.
9. Torkild hand lader hende klæder skære/Hvordanne hun vilde dem have/ hver den søm som der laa paa/ Lod hand med røde guld drage.
10. Mælte det stolten Adeluds der hun de klæder saae/ Christ signe alle de Skrædere/ Som her lagde vind oppaa.
11. Christ signe alle de Skrædere som der lagde vind oppaa/ Baade først og sidst/ Torkild Trundesen/ Som ald den kostning monne staa.
12. Kongen hand lader en Herredag giøre/ Med Ridder og raske Hovmænd/ Og ikke kom Torkild Trundesen/ Før Herredagen havde ende.
13. Det var om en Søndag/ Saa hellig vare de tide/ Det var Torkild Trundesen/ Hand lyster til Kongen at ride.
14. Torkild hand kom der ridend’ i gaar/ Og fremmest for alle sine svenne/ Kongen hand spurde hannem selver ad/ Hvor haver du været saa længe?
15. Med min høg og med min hund/ Var jeg reden i grønnen lund/ hvilken svend som Dyvrene vil bede/ Hand skal end tøve en stund.
16. Du rider saa længe at bede dyvr/ Udi Her Laves have/Det samme dyvr du lyster at bede/ Det legger dit liv udi grave. Saa felder hun lyden for hannem.
17. Jeg skal faa dig andet at giøre/ End bede de dyvr i have/ Du skal fare til Island/ Alt med Her Esben Snare.
18. Da svarede Torkild Trundesen/Hand svared sin Herre med ære; Jeg haver saa ofte i Island været/jeg maatte end slet hiemme være.
19. Det var Danner Konning/ Hand slo sin haand imod bord/Hand sad alt saa længe/ Og tenkte paa det ord.
20. Her er vel de dig ynke/ Og ikke forgæmme dig/ Hør det Torkild Trundesen/ Til Island skalt du for mig.
21. Det var Torkild Trundesen/ Sin ord kunde hand vel vende/ I er min Herre/jeg er eders svend/ I hvor I vil mig sende.
22. Det var om en søndag/Saa hellig da var den tid/ Torkild hand sende sin svend for sig/ Bad Præsten efter hannem bide.
23. Det var Torkild Trundesen/ Bad sadle sin Ganger med ære; Hand rider til den samme kirke/ Hvor Adeluds mon være.
24. Det var Torkild Trundesen/ Hand ganger ad kirken ind/Helser hand Fruer og stolte Jomfruer/ Saa hæderlig helser hand dem.
25. Hand taler til Fruer og stolte Jomfruer/ Som hannem stod allernest/ Baade først og sidst stolten Adeluds/Hand unde hende allerbest.
26. Det var stolten Adeluds/ Hun spurde ad Moder sin/ Hvem da er det Sendigebud/ Der skal til Island ride. Saa felder hun lyden for hannem.
27. Det svarede hendes kiere Moder/ Hun smilede under sit skind/ Det skal Torkild Trundesen/ Den allerkiereste din.
28. Jeg haver ikke meere med Torkild/ End med en anden unger svend/ HErre Gud lade mig leve Den dag/ At Torkild kommer glad igen.
29. Messen hun var siungen/ Og folket det foer hiem/Torkild og stolten Adeluds/ De giorde deris tale saa længe.
30. Hør du stolten Adeluds/ Du skalt hverken sørge eller kvide/ En liden stund ikke halve længe/ Vil jeg til Island ride.
31. En stakked rejse er snarlig endt/ Til Island at ride; Den tøkkis en stakked tid være lang/ Som baade skal sørge og kvide.
32. Det var stolten Adeluds/ Fuldte Torkild til Ganger sin/ Der hun vende tilbage igen/ Da rand hende taare paa kind.
33. Der var liden glæde/ De bøde hver andre gode nat/ Saa finge de bør hin blide/ De segled’ til Island saa brat.
34. Fire af sine svenne/ Tog hand af Landet med sig/ I andre skulde hiemme være/ At vogte min hiertens kiere.
35. De vunde op deres silke-segel/Under deres forgyldte raa/ Saa seglede de til Island/ Mindre end maanede to.
36. De vunde op deres silke-segl/ Dennem bleste baade vejr og vind/ Alt sad Torkild Trundesen/Med haand under hviden kind.
37. Vejret det bleste og skibene skred/ Og bølgerne legte for bord/ Stille sad Torkild Trundesen/ Hand taled ikke et ord. Saa felder hun lyden for hannem.
38. Det var Her Esben Snare/ Hand talede om den vind; Ikke er her segled den søe i dag/ At Torkild tør blegne om kind.
39. Jeg vil segle en søe med dig/Om tusind gylden at være/ jeg vil bryde en stang med dig/ For alle Jomfruers ære.
40. Saa kaste de deres Anker/ Alt paa den hvide sand/ Torkild og Her Esben Snare/ De trene der først paa land.
41. Mit udi den borrig-gaard/Da axlede de deres skind/ Og saa gaa de i høje loft/ For Islands Konning ind. Saa felder hun lyden.
22. Hil sidder I Islands Konning/Alt over eders brede bord/ Konningen ud af Dannemark/ Haver sendt eder brev og ord.
43. Det var Islands Konning der hand udi brevet saae/ Saa tog hand ud en liden kniv/ Og skar dem udi stykker smaa.
44. Det melte Islands Konning/ Hannem kom saa meget i hu/ Før haver mand hørt saa fattig en svend/ Haver faaet saa rig en Jomfru.
45. Det svarede Torkild Trundesen/ Hand stod Kongen allernest; Ikke var brevet saa ilde skrevet/ At I maatte det jo have for læst.
46. Hør du Torkild Trundesen/ Fuldvel kiender jeg dig/ Syv tønder af det hvide sølv/ Dem skattede din fader fra mig.
47. Syv tønder af det hvide sølv/ Det skattede din fader fra mig/ Otte tønder af det røde guld/ Vil jeg ikke have for dig. Saa felder hun lyden for hannem.
48. Det svarede Torkild Trundesen/ Det meste der hand torde/Fuld lidet kand jeg volde der i/ Hvad som min fader giorde.
49. Hør du Torkild Trundesen/ Haver du det ikke før hørt/ Det skal grisen gielde/ Det gamle svin have giort. Saa felder hun lyden.
50. Det svared Torkild Trundesen/ Det beste der hand kunde/ Op da voxer den liden gris/ Med hvase tænder i munde.
51. Alle da finge de Kongens mænd/ Orlov hiem at fare/Foruden Torkild Trundesen/ Hand maatte der eene være.
52. Alde Danner Kongens mænd/ Fore hiem hver til sin møe/Foruden Torkild Trundesen/Hand skulde udi taarnet døe.
53. Toge de Torkild Trundesen/ Lode hannem i taarnet ind/ Hand tænkte paa Fruer og stolte Jomfruer/ Og mest paa kiereste sin.
54. Alle da stode de Danske hovmænd/ De saae ilde der ved/ Toge de Torkild Trundesen/ Vunde hannem i taarnet ned.
55. Det svarede Torkilds liden smaadreng/ Var klæd i kiortel rød/ Enten skal jeg følge Torkild hiem/ Eller jeg skal med hannem døe.
56. Hør du nu Her Esben Snare/ En bøn saa beder jeg dig/ Sig stolten Adelunds tusind gode nat/bed hende ej forglemme mig.
57. Du bede hender dandse og kvede/ Og være baade glad og fro/ Jeg vil inden aar og dag/ Med hende bygge og bo. Saa felder hun lyden for hannem.
58. De vunde op deres silke-segl/ Under deres forgyldte raa/ Saa seglede de til Dannemark/Mindre end maaneder to.
59. Kaste de deres anker/Alt paa dend hvide sand/ Det var Her Esben Snare/ Hand treder der først paa land.
60. Det var Her Esben Snare/ Hand treen der først paa land/ Det var stolten Adeluds/ Hun rakte hannem hviden haand.
61. Velkommen Her Esben Snare/ Og vilt du sige mig/ Hvor lider Torkild Trundesen/ Af landet foor med dig.
62. Torkild hand tienner udi Island/ baade for guld og ære/ Hand sender eder tusinde gode nat/ I er hans hiertens kiere.
63. Hand bad eder hverken sørge og kvide/ I skulde være baade glad og fro/ Hand vil inden aar og dag/Med eder bygge og bo.
64. Da svarede stolten Adeluds/Og hende rand taare paa kind/ Det raade Gud fader i himmerig/ At Torkild bliver nogen tid min.
65. Det da svared den liden smaadreng/Var klæd i kiortel rød/ Torkild hand sider udi Island/ I taarnet monne hand døe.
66. Torkild hand sidder udi Island/ Alt inden saa haarde giemme/ Hand bad eder for den øverste Gud/ I skulde hannem ikke forglemme.
67. Er nu Torkild udi Island/ Alt udi taarnet sat/ Det vil for sandingen sige/ At mig nyder hand det ad. Saa felder hun lyden for hannem.
68. Sidder nu Torkild Trundesen/Alt inden saa haarde giemme/ Jeg vil mit liv for Torkild vove/ Jeg vil hannem aldrig forglemme.
69. Det var ikke der efter/ Maaneder uden to/ Det var Her Stj Jonsen/ Hand bode for Synden aa.
70. Det var Her Stj Jonsen/ Hand bad sadle sin hest/ Jeg vil ride mig op paa land/ Her Lave vil jeg gieste.
71. Det var Her Stj Jonsen/ Hand kom der ridend’ i gaard/ Ude stander Her Lave/ Hand var vel svøbt i maard.
72. Hil stander du Her Lave/ Du est vel svøbt i skind/ Du giver mig stolten Adeluds/ Den kiereste dotter din.
73. Det svarede Her Lave/ Hand var baade klog og snild/ Jeg vil spørge min dotter ad/ Om det er hendes villie.
74. Hil sidder du stolten Adeluds/ Vel er dig du lever/ Dig beder Her Stj Jonsen/ Og hannem vil jeg dig give.
75. Hil sidder du stolten Adeluds/ Vel er dig alle dine dage/ Dig beder Her Stj Jonsen/ Og hannem skalt du hove.
76. Det svarede stolten Adeluds/ Hun svoor om Gud og mænd; Det kom aldrig i min hu/ At jeg vil gifte mig end.
77. Det svarede hendes kiere moder/ Og svarede hun da saa; Dend svend hand er i Island/ Der hendes hu ligger paa. Saa felder hun lyden for hannem.
78. Dend svend hand er i Island/ Der ald din hu ligger paa/ Var hand end nu af Island/ Du skalt hannem aldrig faa.
79. Jeg haver ikke meere med Torkild/End med en anden unger svend/HErre Gud lad mig leve den dag/At Torkild kommer glad igen.
80. Det svarede Adeludsis tienniste-møe/ Og svarede hun der til/ I giver ikke min Jomfru anden svend/ End hun selv have vil.
81. Fuld snart da svared Her Lave/ hand var en en mand saa brat: Fuld vel giver jeg min datter bort/ Og spørg ikke min terne til raad.
82. Aldrig finge de hendes Villie/Og aldrig sagde hun ja/ Drukke de deres bryllup dend samme maanets-dag.
83. Drukke de deres bryllup/Alt baade med glæde og gammen/ Adeluds og hendes tienneste-møe/ De vidste vel snildhed tilsammen.
84. Det var silde om en aften/ Der de fulde bruden til seng/ Stolten Adelunds og hendes møe/ De giorde deres tale saa længe.
85. Hør du Ellinelild/Vilt du være brud for mig/ Alle de dage jeg leve maa/ Fuld vel skal jeg lønne dig.
86. Det svarede Ellinelilde/ Hun svarede sin Jomfru med ære/ Gierne vilde jeg det giøre/ Hvad eder til villie kand være.
87. Silde om den aften da skikkede de det saa/ Ellenlild hun ganger til brude-huus/ Og stolten Adeluds ganger der fra. Saa felder hun lyden for hannem.
88. Det var Her Stj Jonsen/ Hand klapped hende ved hviden kind/ Er jeg nu dend allerkiereste/ I haver udi eders sind.
89. Det var Ellinelilde hun svarede sin Jomfrues ord/ Alt er I den allerkieriste/ Men jeg maa ikke Torkild faa.
90. Jeg vil det aldrig forsvære/ At Torkild havde mig ej kier/ Men det vil jeg for sandingen sige/ Hand bød mig aldrig u-ære.
91. Aarle om den morgen/ Da skikkede de det saa/ Adeluds hun gik til brude-huus/ Og Ellin gik der fra. Saa felder hun lyden for hannem.
92. Aarle om den morgen/ Det første dagen var lyvs/ Det var Danner Konning/ Hand ganger til brude-huus.
93. Jeg giver dig det hvide sølv/ Og saa det guld saa rød/ At du tiger kver Her Stj Jonsen/ Om bruden var ikke møe.
94. Jeg giver dig det hvide sølv/ Og saa det røde guldbaand/ Du tiger kver Her Stj Jonsen/ Om der var tvivel iblant.
93. Have I selv eders hvide sølv/Og saa eders guld saa rød/ I gave mig stolten Adeluds/ Hun var saa ven en møe.
96. Er det sandingen du siger for mig/ At Adeluds hun er møe/ Da skal Torkild Trundesen/ Udi Island for hende ikke døe.
97. Drukke de deres bryllup/ Saa meget glædde de dem/ Otte dage der efter kom/ Da fulde de bruden hiem.
98. Det var ikke der efter/ Maaneder uden fem/ Det var Tolkild Trundesen/ Hand kom fra Island hiem. Saa felder hun lyden for hannem.
99. Det var Torkild Trundesen/ Hand kom fra Island hiem/Sterke vare de tidinger/ Hannem ginge imod igen.
100. Sterke da vare de tidende/ Det giorde Torkild allerverst/ Det Her Stj Jonsen havde stolten Adeluds fest.
101. Det var om en Søndag/Saa hellige da vare de tide/ Torkild hand sender sine svenne for sig/ Bad Præsten efter ham bide.
102. Torkild hand ganger ad kirken ind/ Hans haar det skinner som guld/Det maatte mand vel paa hannem see/ Hans hierte var sørgefuld.
103. Det var Torkild Trundesen/Hand melte et ord med ære/ Hvo tog af det røde guld/ Stolt Adeluds plejede at bære.
104. Der til svarede den liden smaadreng/ Og svarede hand Torkild saa/Det giorde Her Stj Jonsen/ Hand bode for synden under aa.
105. Messen hun var siungen/ Og folket det foor hiem/Torkild hand ganger ad kirken frem/Hand helser alle dem.
106. Hand taler til Fruer og stolten Jomfruer/ Som hannem stod allernest/ Først og sidst til stolten Adeluds/ Hand undte hende allerbest.
107. Hør du stolten Adeluds/Og hvad jeg adspøre dig/ Var det med din villie/ At du brødst tro mod mig. Saa felder hun lyden for hannem.
108. Det svarede stolten Adeluds/ Med tugt og fuld god sinde; Det giorde alt venner og frender mine/ Det var aldrig med mit minde: Saa felder.
109. Hør du stolten Adeluds/ Og er det med din villie/ Da vil jeg sla Her Stj Jonsen ihiel/ Og dig fra hannem adskille.
110. Hør I Tolkild Trundesen/ Det er aldrig med min villie/ Den samme Gud os sammen kom/ Hand kand os best adskille.
111. Hør I Torkild Trundesen/ En bøn skuld’ I mig vide/ I skal ride op paa land/ Om Her Peders dotter at bede.
112. I bede ikke om den yngste/ I bede ikke om den ældste/ I bede om stolten Sidsellild/ Hun er den allerbeste. Saa felder hun lyden for hannem.
113. I bede om stolten Sidsellild/ Hun er baade favr og hvid/ Det sige de alle der hende seer/ Det hun er mig saa lig.
114. Hør du stolten Adeluds/ For din skyld skal det saa være/ Dog vil jeg dig for sandingen sige/ Jeg fanger hende aldrig kier.
115. Det var Torkild Trundesen/ Hand bad sadle sin hest/ Jeg vil ride mig op paa land/ Her Peder saa vil jeg gieste.
116. Det var Torkild Trundesen/ Hand kom der ridend’ i gaard/ Ude stander Her Peder/ Hand var vel svøbt i maard.
117. Hil stander I Her Peder/ I er vel svøbt udi skind/ I giver mig stolten Sidsellild/ Allerkiereste dotter din.
118. Det svarede Her Peder/Hand var een mand saa klog: Jeg gaar mig i højeloft/ Jeg spør min dotter til raad.
119. Hil sidder du stolten Sidsellild/ Vel er dig du lever/Dig beder Torkild Trundesen/ og hannem vil jeg dig give. Saa felder hun lyden for hannem.
120. Det svarede stolten Sidsellild/ Hun kunde baade tugt og ære/Det er ikke godt at love den svend/ En anden haver kier.
121. De finge hendes ville derpaa/Gladelig sagde hun Ja/ Drukke de deres bryllup/ Dend samme maanets-dag.
122. Det var Torkild Trundesen/Hand bad sadle sin hest/ Jeg vil end i aften/ Min kiere moder gieste.
123. Det var Torkild Trundesen/ Hand spurde sin moder med ære/ Hvo skal være den eene Frue/ Der min brud skal fremføre.
124. Det svarede hans kiere moder/ Saa lystelig under skind; Du beder hin stolten Adeluds/ Dend allerkiereste din.
125. Det var Torkild Trundesen/ Hand bad sadle sin hest/ Jeg vil ride mig op paa land/ Her Stj Jonsen vil jeg gieste.
126. Det var Torkild Trundesen/ Hand kom der ridend i gaard/ Ude staar Her Stj Jonsen/ Hand var vel svøbt i maard.
127. Hil stander du stolten Adeluds/ Du est vel svøbt i skind/ Vil du være den eene Frue/ Der skal føre bruden min.
128. Længe stod stolten Adeluds/ Og intet torde hun svare/ Ja sagde Her Stj Jonsen/ Du skal det gierne giøre.
129. Hun skar under to silke/ Og saa to sindals hervne/ Ingen der til bryllupet kom/ Gav bruden saadan Gave.
130. Ingen der til bryllupet kom/ Der bruden gav saadan gave/ Hun gav hende den samme svend/ Som hun agtet selver at have. Saa felder hun lyden for hannem.
131. Det var stolten Adeluds/ Rider Torkilds brud imod/ Silke og saa det røde sindal/ Hengde over gangerens food.
132. De rede over de grønne enge/ Igiennem de grønne skove/ Aldrig kom Torkilds hvide haand/Af stolten Adeludses sadelbue.
133. Hør du stolten Adeluds/ Jeg spør dig under øe/ Hvad sagde Her Stj Jonsen/ For du varst ikke møe.
134. Jeg takker Ellin min tieniste møe/ Bruden var hun for mig/ Og hun løste der æren min/ Dermed hviden hals for dig.
135. Det var Torkild Trundesen/Og smiled hand derved/ I aften skal jeg mig vogter/ For saadan kvinde sned.
136. Det svared stolten Adeluds/ Lo listelig under skind/ Hvor finge I de udydelige ord/ Hierte allerkiereste min.
137. Det var silde om aftenen/ De fulde bruden til seng/Torkild og stolten Adeluds/ De giorde den tale saa længe.
138. Hvi stander I her saa længe/Det vorder end halve værre/ I fanger utak af eders brud/ Og jeg udaf min Herre.
139. Hielp mig saa sandt den sande Gud/ Baade af sorrig og kvide/ At jeg vilde heller med eder tale/ End sove hos brudens side.
140. Hielp mig saa snart Gud af himmerig/Baade af sorg og harm/ Jeg vilde helder med eder tale/ End sove i brudens arm. Saa felder hun lyden for hannem.
141. Det var stolten Adeluds/ Hun drog de sparlagen sammen/ Hendes Øine runde og hiertet græd/ Hun giorde det ej af gammen.
142. Det var stolten Adeluds/ Hun drog over den silke-peld/ Det veed Gud fader i himmerig/ At jeg heller laa der selv.
143. Det var stolten Adeluds/ Hun lukte den dør saa brat/ Torkild og hans unge brud/ Sagde hun tusind gode nat.
144. Det var Her Stj Jonsen/ Af sot og siugdom laa/ Det var stolten Adeluds/ Hun gik hannem til og fra.
145. Det var Her Stj Jonsen/ Hand meldte et ord af harm/ Det være Gud kært i himmerig/ Vi have ikke sammen et barn.
146. Det svarede stolten Adeluds/ Saa listelig under skind/ Det baader rige frender din/ Og skaden bliver min.
147. Det var Her Sti Jonsen/ Hand vendes til væggen der ved/ Det vil jeg for sandingen sige/ Hand døde i saa slet.
148. Ind saa kom den liden smaadreng/ Var klæd i kiortel rød/ Et Pater noster for Her Stj Jonsen/ Hand bad før hand var død.
149. Det var Torkild Trundesen/ Hand sloe de tavelbord sammen/ Et Pater noster for hans siel/ Hand bad/ Det var alt udaf gammen.
150. Det var ikke der efter/ Meere end maaneder tre/ Det var stolten Sidsel/ Hun fødde saa faver en søn. Saa felder hun lyden for hannem.
151. Det var stolten Sidsel/ Hun var saa ven en Frue/Det vil jeg for sandingen sige/Før hannem sit liv der loed.
152. Det var stolten Adeluds/ Hun breder sine benkke/ HErre Gud fader i himmerig/ Hand vider mig det jeg tenkker.
153. HErre Gud fader i himmerig/ Hand vider mig det jeg tenkker/ Lad mig være inden dag og aar/ Hvercken møe eller enkke.
154. Det var Torkild Trundesen/ Hand beder sadle sin hest/ Jeg vil ride mig op paa land/ Stolten Adeluds vil jeg geste.
155. Det var Torkild Trundesen/ Hand kom der ridend i gaard/ Ude staar stolten Adeluds/ Hun var vel svøbt i maard.
156. Det var Torkild Trundesen/ Hand taler til hende saa brat/ Hører I stolten Adeluds/ I laaner mig huus i nat.
157. Hør I Torkild Trundesen/ I stander af eders hest/ Vild I hove her hiemme/ Det er eder allerbest.
158. Hør I Torkild Trundesen/ I tør ikke andet tro/ Et aar vil jeg efter eder enke side/ Alt i mit eget boo. Saa felder hun.
159. Det var megen glæde/ Der de vare komme tilsammen/ Det var alt deres meste sorg/ Den sommers nat var ikke lang.
160. Det giorde stolten Adeluds/ Alt men hun sad saa eene/ Gav hun Ellen sin tieneste møe/ En af Torkilds svenne. Saa felder hun lyden for hannem.
161. Det var Torkild Trundesen/ Og hand bad sadle sin hest/ Jeg vil ride mig op paa land/ Her Lave saa vil jeg gieste.
162. Det var Torkild Trundesen/ Hand kom der ridend i gaar/ Ude stander Her Lave/ Hand var vel svøbt i maard.
163. Hil stander du Her Lave/ Du est vel svøbt i skind/ Giv mig stolten Adeluds/ Allerkiereste dotter din. Saa felder hun lyden for hannem.
164. Det svarede Her Lave/ Hand var een mand vel klog/ Jeg vil gange udi højeloft/ Og spørge min dotter ad.
165. Hil sidder du stolten Adeluds/ Vel er dig du lever/Om dig beder Torkild Trundesen/Og hannem vil jeg dig give.
166. Med min sax og med min søm/ Der med vil jeg mig føde/ Jeg vil ikke givte mig igen/ Jeg gider ikke hast dend møde.
167. Med din sax og med din søm/ Der med kand du lidet vinde/ Du skalt givte dig igen/ Som andre gode kvinder.
168. Det svarede stolten Adeluds/ Saa gladelig det hun lo/ Det kom aldrig i min hu/ At giøre mig førend nu.
169. Det var stolten Adeluds/ Hun taler til sin moder saa/ Alt er Torkild den samme svend/I sagde jeg aldrig skulde faa.
170. Saa finge de hendes villie/ Saa glædelig sagde hun ja/ De drukke deris bryllup/ Den samme maaneds-dag. Saa felder hun lyden for hannem.
171. Drukke de deres bryllup/ Med lyst og vare glade/ Der var ikke det røde guld/For de legere spart.
172. Drukke de deres bryllup/ Alt baade med glæde og gammen/ Nu sidde de i megen glæde/ De have syv sønner tilsammen/ Saa felder hun lyden for hannem.
Forklaring.
Denne Vise er meget gængse; Hvorfor jeg vilde lade den være i Tallet med de andre. Hvo denne Torkild skal have været/kand ej forvist siges. Kong Knud den Store havde en/som heed Torkild/hvilken forrettede meget i Engelland paa hans vegne. Om samme Torkild og maaskee kand være send til Iisland/ der Kongen havde faaet Norge. Men her siges at Esbern Snare var med/hvilken levede langt derefter/i Kong Valdemars den Førstes og hans Søns K. Knuds Tid. Konger i Iisland have ingentid været/enddog det siges baade i denne og andre Viser; kandskee dermed meentes den fornemste/som med fleere der forestod Regeringen/og kunde tilforn været i disse lande (som ofte skeede) og beskattede af Trunde/Torkilds Fader. Endogsaa Morten Pedersen Abbed af Soor skriver/ at Her Esbern var en saare merkelig/god og duelig Rigens Mand/brugt med ald Ære og Roos i Danmarks Riges Bestilling til Iisland og andensteds.
Ellers i Viserne sættes tit Iisland for Jorsals Land eller Jødeland/ hvorthen Esben Snare og rejste med fleere staalbrødre/og kom hiem igen/hvilket beskrives videre med Her Esberns Berømmelse og Veltalenhed i et gammelt Latinsk Skrivt om de Danskes Rejse til det H. Land. At hand var Gissel i Norge/gives tilkiende i N. Krønike og en Slegtebog saaledis: Tue Lang under Valdemar den Første/hente med sit eget Skib Esbern Snare fra Norge/hvor hand var Gissel. Esbern Snares Fader heed Skialm Hvide/Farfader Adser Ryg; Af hvilket og andre Exempler mand seer/at de tidt forandrede Stam-navnene og Vaabene af adskillige Hændelser. See om hannem tilforn 40 Vise. Sandhed at sige/da kand om dette Iisland/og meere her findes/intet uden Gietninger fremføres: Hvorfor det er best/at lade det staa ved sit værd/i henseende/at udi Viser vil ej alting agtes saa nøje.
Fordom kaldtes den Litverpur/som kaster/fælder lydden i ansigtet.
Sønden aa. Hvitfeld i K. Erik 6. taler om Hertug Valdemar for Synden aa/ɔ: i Synder Jylland.
At ride til Iisland/ɔ: At fare/som i 33 vers forklares med at sejle. De Latiner bruge og det ord Ire/ɔ: At gaa/enten det skeer til Lands eller Vands.
