Ingefred og Gudrune/ De sade udi deres bure. Det er saa favert om sommeren.
2. De sade i deres bure/ Stolten Ingefred guldet giorde/ Gudrune græd saa saare.
3. Giorde/ Gudrune græd saa saare/ Hør du Gudrune kier søster min/ Hvi rinder dig taare paa kind?
4. Kier søster min/ Hvi rinder dig taare paa kind? Fuld vel da maa jeg kvide/ For jeg maa sorgen lide.
5. Kvide/ for sorgen maa jeg lide: Hør Ingefred hvad jeg siger dig/ Viltu i nat være brud for mig?
6. Jeg siger dig/ Vilt du i nat være bruud for mig? Alle mine brude-klæder/ Saa gierne giver jeg dig?
6. Brud for mig/ De brudeklæder giver jeg dig; Jeg vil give dig meere/ Ald min bruderede.
8. Meere/ Ald min bruderede. Ikke vil jeg være brud for dig/ Uden jeg faar din fæstemand med.
9. Brud for dig/ Uden jeg faar din brudgom med. Mig skeer hvad min HErre Gud vil/ Ikke fanger du min brudgom til. Det er saa favert om sommeren.
10. HErre Gud vil/ Ikke fanger du min brudgom til. De klædde bruden i silke/ Saa ledde de hende i kirke.
11. I silke/ Saa ledde de hende til kirke. Præsten stod i guldsko/ Saa viede hand Samsing til sin brud.
12. I guldsko/ Saa viede hand Samsing til sin brud. De fore over enge og mæ-jord/ Hvor hyrden ganger med sin hiord.
13. Og mæ-jord/ Hvor hyrder ginge med sin hiord. I vogt’ eder vel venne maard/ Kommer ikke i Her Samsings gaard.
14. Venne maard/ Kommer ikke i Her Samsings gaard; Her Samsing haver to nattergale/ De kunde saa artigt om fruer tale.
15. Nattergale/ De kunde saa artigt om fruer tale. De kunde saa vel det sige/ Om hand faaer kvind’ eller pige.
16. Det sige/ Om hand faar kvind’ eller pige. De vende deres karm i grønnen lund/ Og skifte deres klæder i samme stund.
17. I grønnen lund/ De skifte deres klæder i samme stund; De skifte meere og de skifte minde/ De kunde ej skifte deres rosens kind.
18. Minde/ De kunde ej skifte deres rosens kind. De førde bruden i Her Samsings gaard/ Det røde guld var der uspard.
19. Samsings gaard/ Det røde guld var der u spard/ De satte bruden paa brudebenk/ For da bare de Riddere skenk. Det er saa favert om sommeren.
20. Brudebenk/ For da bare Riddere skenk/ Det mældte den Leger i sit sted/ Mig tykkes I er stolt Ingefred.
21. I sit sted/ Mig tykkes I er stolt Ingefred/ Hun tog guldringen af sin haand/ Dend gav hun den spillemand.
22. Af sin haand/ Dend gav hun den spillemand. Jeg staar her en drukken daare/ I tager ej mine Ord til fare.
23. En drukken daare/ I tager ej mine ord til fare. Hun traadde den Leger paa sin fod/ Blodet gik af negle-rød.
24. Paa sin fod/ Blodet sprang af neglerod: Ingen tage min’ ord til gemme/ Foruden min Herre Samsing alleene.
25. Til gemme/ Uden min Herre Samsing alleene. Silde om aften røgen fald paa/ Den unge brud skulde til senge gaa.
26. Røgen fald paa/ Den unge brud skulde til senge gaa. Her Samsing taler til Nattergale/ I skulle for min unge brud tale.
27. Nattergale/ I skulle for min unge brud tale: I synger en sang til ende/ Om jeg haver møe i senge.
28. Sang til ende/ Om jeg haver møe i senge. Du haver møe i brudeseng/ Stolt Gudrune staar paa gulvet end.
29. Brudeseng/ Stolt Gudrun staar paa gulvet end. Gak af min seng stolt Ingefred/ Gudrune kom igen her hid.
30. Ingefred/ Gudrune kom igen her ind/ Sig mig Gudrune kiereste min/ Hvi da rømmer du sengen din? Det er saa favert om sommeren.
31. Kierest min/ Hvi da rømmer du sengen din. Min fader boer ved strande/ Hvor ufred lagdes til lande.
32. Ved strande/ Hvor ufred lagdes til lande; De vare vel otte min bure brød/ En Ridder der min ære nød. Det er saa favert.
33. Mit bure brød/ En Ridder der min ære nød. Een af hans svenne holdt min haand/ Det var en Ridder min ære vand.
34. Holdt min haand/ Det var en Ridder min ære vand. Hand klapped hende ved hviden kind/ Du sørg ikke allerkiereste min.
35. Ved hviden kind/ Du sørg ikke allerkiereste min; Det var mine svenne der buret brød/ Selv var jeg den din ære nød.
36. Din bure brød/ Selv var jeg den/ din ære nød/ Det var mine svenne toge dig ved haand/ Selv var jeg den din ære vand.
37. Toge dig om haand/ Selv var jeg dend din ære vand. Ingefred fik for brud hun var/ Saa rig en Ridder i Kongens gaard. Det er saa favert om sommeren.
Forklaring.
Denne Vise findes eens-lydende i tvende gamle Haandskrevne Bøger; thi ellers ere de gierne ulige. Dog kaldes dend eene Sølverland i een af dennam. Der vare vel nogle navne/ som endedes paa land/ ligesom nogle paa Borg og gaard. Men Gudrun var et gammelt navn/ som Adelrun.
Der var fordom meget utrygt at bo ved strandsiden/ fordi Søe-Røveri var da saa gemeent her udi Norden; Hvorfor og de gamle Kiøbstæder ere bygde oppe i landet/ vidt fra Søekanten.
De gamle have og meget agtet Fugle-skrig/ligesom og de Romere og Græker; Saxo i sin 6 Bog/skriver om K. Fridlev/ som forstoed Svanesang/ og Snorre Sturlesen i Nordske Krønike om K. Oluf Kyrre/hvorledis en Bonde kunde vide af Kragegalen/at Kongen havde ladet tage hans Oxe fra hannem/ o.s.f. Saadant Kragemaal/forstaa vi ej nu; men det maa da være gaaet til/ som i Æsophi Tid/da Dyvr og Fugle talede.
Mæ-jord ɔ: Eng-bond. Mader/ Enge/ disse Ord bruges endnu paa landet
