En Jomfru sender sin allerkieriste bud/ Saa sild’ om aftens tid; Hvilken svend som mig haver kier/ Hand skal i aften ride. Da kunde jeg ve kiende min skiønne jomfru. Eller: Selv vinder hand jomfruen med stor ære.
2. Hvilken svend som mig haver kier/ Alt baade med tukt og ære/ Hand skal opvogn’ af søvnen først/ Og aarle hos mig være.
3. Haver hand mig i sit hierte kier/ Da skal hand i aften ride/ Jeg holder min tro jeg haver jæt/ Men hand skal tiden bide.
4. Min hest er træt/ og jeg er mod/ I aften kand jeg ikke ride; Du beder hende holde det hun har loved/ Og bie mig huld under lide.
5. Dog gik jeg til min gode hest/ Dog jeg var træt og mod; Saa reed jeg Femten stærke mile/ For villen var saa god.
6. Jeg gik saa til min gode hest/ Forgyldene vare de mile/ Og reed hen til min skiønne jomfru/ Førend mig lystet at hvile.
7. Jeg bandt min hest for oven/ Alt ved de grønne tofte/ Saa gik jeg den liden grøn-sti/ Som løb til jomfruens lofte.
8. Der kom jeg til den Portener/ Og kaldte hannem min frende; Hand soor alt om dend øverste Gud/ At hand mig aldrig kiende.
9. Jeg giver dig min kaabe/ Og saa mit løvgrøn skind/ Om du vilt bære mit bud i dag/ For fruer og jomfruer ind. Da kunde jeg vel kiende min skiønne jomfru. Eller: Selv vinder hand jomfruen med stor ære.
10. Ind da kom den portener/ Og stilledes hand for bord/ Hand var snild i tale/ Hand kunde vel føje sin’ ord.
11. Her holder en svend foruden vor gaard/ Hans klæder er alle hvide; Hver den svend hand haver med sig/ Hand lignes ved Riddere rige.
12. Her holder en svend foruden vor gaard/ Hans hest er abildgraa/ Hver en svend hand haver med sig/ Ham skinner blank harnisk paa.
13. Dend jomfru sprang over breden bord/ Med sølvkar i hvide hænde/ Og saa gaar hun i gaarden ud/ Hun kaldte ham være sin frende.
14. Gak du dig i stuen ind/ Drik der baade miød og vin/ I mens jeg ganger i høje-loft/ Og samler det guld i skrin.
15. Hvad skal jeg i højeloft Blant drukne hofmænd være? Hold du mig det du haver jæt/ Jeg haver saa langt at fare.
16. Jeg gik mig i højeloft/ Jeg skelved som en hare; Mit øje var til den skiønne Jomfru/ Var for de andre stor fare.
17. Dend eene bar øll/ dend anden mad/ Dend tredie mig hyndet bar/ Dend fierde hun mig spurde ad/ Hvorfra jeg kommen var’.
18. Jeg er en fattig pelegrim/ Øder ej i fruerstue; Men hvilken jomfru mig haver kier/ Hun kommer mig vel ihue.
19. I er’ ingen pelegrim/ Eders skiort’ er singlet med guld; Jeg kand det paa eders øjne see/ At I er en jomfru huld. Da kunde jeg vel kiende min skiønne jomfru. Eller: Selv vinder hand jomfruen med stor ære.
20. Der vare vel tredive dragne sverd/ Udi det Brude-huus/ Før jeg kunde vinde min skiønne jomfru/ Var derfor til hesten fus.
21. Saa tog jeg dend stolte jomfru/ Løfte hende paa min hest/ Saa reed jeg af gaarden ud/ Som jeg kund’ allerbest.
22. Jeg reed hen over de enge/ Og over de grønne lide: De fugle de siunge som nattergal/ Og selv vare vi saa blide.
23. Tak have bolde Her Nielus/ Hand torde det fuld vel vove/ Hand førde hende paa sin egen hest/ Igennem de lange skove.
24. Hand førde hende med ære/ Saa listelig gennem den by: Hand førde hende til sin egen gaard/ Der drukke de bryllup paa ny. Da kunde jeg vel kiende min skiønne jomfru. Eller: Selv vinder hand jomfruen med stor ære.
Forklaring.
Miød haver fordom været dend gæveste drik/ og efter de Tiders Tarvelighed/ vidste de ej meget af Vin at sige/ men lode sig med sit eget benøje. At Miød haver været udi brug i disse Lande/ langt før Christi Fødsel/ see vi af K. Hadings Histori hos Saxo i Første Bog/ og i dend gamle Rim-Krønike/ prentet 1501. Hvorom tales ogsaa i Fru Grimilds Vise/ een af de ældste. Meere derom findes og i dend vidtberømte Doct. Thomas Bartholi Bog/ om de Danskes Lægedom.
Pelegrim saasom Peregrin/ af det Latinske Peregrinus/ kaldtes dend/ som ubekiendt udi ringe Dragt besøgte fremmede og hellige Stæder. Dette blev og siden til et Adels Navn. Men Her Peder Pelegrim var dend sidste Ridder/ som bode paa Hagested i Skaane.
Fus ɔ: Snar/ Som skal ud. Fusere (i N. Hirdskraa) meere fremsusende. Jeg er af Døsen fus. (i Visen) Meden thu est therefter saa meget fus (i gl. Haandskr. Krønike.)
