Algreven blæser i sin luur/ Dend længeste nat/ Det hørde Dronningen i sit buur/ Mig tvinger elskoven.
2. Dronningen heder paa liden smaadreng/ Du bed Algreven ind for mig gaa.
3. Ind kom Algreven og stedes for bord/ Hvad vil i mig Dronning/ men I sender mig ord.
4. Dersom jeg lever min Herres død/ Da skalt du raade for mit guld saa rød.
5. Holder op kiøn Dronning/ i siger ikke saa/ I veed ikke hvo der lyder her paa.
6. De viste ikke andet end de var ene to/ Da stod den Konning og lydte paa.
7. Konningen heder paa svenne to/ Beder Dronningen ind for mig gaa.
8. Hør i min Dronning faver og fin/ Hvad talte I i gaar med Greven min.
9. Jeg talte ikke andet med Greven din/ End jeg sagde i var dannis/ Dydig og fin.
10. Kongen hand heder paa svenne to/ I beder Greven ind for mig gaa.
11. Hør du min Greve hvad jeg siger dig/ Hvad talde du i gaar med Dronningen om mig.
12. Jeg talde ikke andet med Dronningen i gaar/ End at i dannis og dydefuld var.
13. Kongen hand heder paa liden smaadreng/ Bed de kokke gaa til mig frem.
14. Hugger Greven i stykker efter mit ord/ Og bærer ham ind paa Dronningens bord.
15. I hugger ham saa smaa som fisk/ I bærer ham ind paa Dronningens Disk.
16. Lenge sad Dronningen saae hun der paa/ Og intet er dette af nogen raa.
17. Men det er Algreven i Kongens gaard/ Hun sanked op de stykker smaa.
18. Hun svøbte dem i det hvide hermelin/ Hun lagde dem i det forgyldte skrin.
19. Hun sanked op stykker baade store og smaa/ Til Mareboe kilde monne hun gaa.
20. Hun døpped dem i det klareste vand/ Stak op/ stat op du kristen mand.
21. Den mand stod op og takkede Gud/ Saa drog hand sig af landet ud.
Anmerkning.
Enddog mand vel legger adskillige Kilder stor Kraft til/ saa er den dog ofte mindre end udi gemeen troes. Thi hvor Vandet i Jorden gaar forbi nogle Mineralier/ kand det vel deraf have nogen dyd mod en eller anden Sygdom/ men ej mod alle. Langt mindre haver nogen Kilde havt den Kraft/ at give nogen død Liv igen; Men Skaldrene have herved givet tilkiende/ at hand besynderligen ved Guds Hielp af største Livs Fare er undkommen.
En deel Kilder kaldtes hellige/ fordi de første Kristne døb tes i dennem; En deel af adskillige Helgene/ saasom de berømte Helenæ Kilder/ af hende/ som er indflydt og begraven der. Tilforn kaldtes Kilden Tiis/ Væld/ som Byen derhos/ efter Tyr eller Tisa/ som vare af disse Nordske Afguder/ ligesom Torskilde/ en halv Miil fra Roskild/ af Tor. Saa siges og en Kilde obbrunsten ved Harrested (Haraldsted) dersom St. Knud Hertug blev slagen/ og ved Karise (Karls riis) dersom Hellig Marthas Lig hvilede. Ved det forfaldne Slot Bistrup hos Roeskild er og en heelsom Kilde/ kaldes det Hellige Blod/ som og til Vilsnack og flere steds/ fordi her var skeet fordum noget Tegn med Blodregn eller sligt/ som de i Pavedømmet udtydde til sin Fordeel.
