Hvor er mit Hierte glad og let,
naar jeg kun drager Raalen ret!
den lange Som snart færdig er,
saa stikker jeg min Linning her;
og hurtig, hurtig skal det gaae,
at jeg det Alt kan færdigt faae.
Snart tager jeg den sidste Traad,
og ønsker: gid jeg al min Daad
som denne Søm kan ende fro,
og stedse blive Dyden tro!
og takker, milde Skaber! Dig,
som skabte Dyd saa elskelig.
Hvis Tiden stundum falder lang,
jeg ikkun synger Hannas Sang;
thi skiøndt jeg ofte nynned’ den,
jeg fandt den altiid ny igien.
Den Digter signer jeg saa glad,
som bliidt om munter Uskyld qvad.
Naar nu min Syening færdig er,
saa ligger Skoven mig jo nær;
jeg løber da i den omkring,
og seer og nyder mangen Ting,
og takker den, som lærte mig,
o, fri Natur! at elske Dig.
Jeg skuer glad de Fugle smaa,
de Fiske, som i Vandet gaae;
den Lundens Bæk jeg har saa kier,
som Reenheds fagre Billed er;
og i min lille Verden fro
jeg nyder Livets Held med Ro.