Child Waters
(En gammel engelsk Folkevise.)
(En gammel engelsk Folkevise.)
Childe Maters stander udi sin Stald;
han klapper sin melkhvide Hest;
ind treen saa faur en Jomfrue,
og talte, som hun kunde best.
”Christ signe Dig, ædle Childe Maters!
Chrisi naadelig signe Dig!
Mit gyldne Belte, som var for langt,
er nu for trangt til mig.
Alt er det formedelsk Dit lidet Barn
sig rører imod min Side;
min Kiortel grøn er nu saa trang,
tilforn den var saa viid.” —
”Er det lidet Barn mit, skiøn Ellen,
Alt som Du siger mig,
Du tage Dig Cheshire og Lancashire baade
de skulle tilhøre Dig.
Er det lidet Barn mit, skiøn Ellen,
alt som Du monne sværge,
Du tage Dig Cheshire og Lancashire baade,
og Barnet Din Arving være!” —
”Mig lyster heller et eneste Kys
alt paa Din Mund saa sød,
end mig lyster Cheshire og Lancashire baade,
med alt Dit Guld saa rød.
Mig lyster heller et eneste Smiil,
ædle Childe Maters, af Dig,
end mig lyster Cheshire og Lancashire baade
de skulde tilhøre mig.” —
”I Morgen aarle jeg sadler min Ganger,
og rider høit op i Land;
den faureste Jomfru jeg der kan finde,
maa drage med mig paa Stand.” —
”Vel er jeg ikke hiin Jomfru faur,
dog lad mig med Dig gaae!
jeg beder Dig, ædle Childe Maters,
Din Smaadreng jeg være maa!” —
”Og lyster Dig være min liden Smaadreng,
alt som nys lød Din Bøn,
en Tomme over Dit hvide Knæ
afskiær Din Kiortel grøn.
Du binde op Dine gule Lokker
en Tomme over Dit Øie blaa;
ingen Mand maa Du nævne mit Navn,
og min Smaadreng Du være maa!”
Childe Maters reed den lange Dag;
hun barfod løb ved hans Side;
dog aldrig var han Ridder saa fiin,
at sige: vil Du ride?
Childe Waters reed den lange Dag,
hun barfod i Lynget monn’ gaae;
dog aldrig var han Ridder saa fiin,
at sige: tag Skoe oppaa.
”Riid sagte, sagte, o Childe Waters!
saa hastelig rider Du;
det Barn, som er ingen Mands uden Dit,
det river mit Hierte itu.” —
”Seer Du hiint Vand, skiøn Ellen,
det flyder med stride Strømme?” —
”Jeg haaber til Gud, o Childe Waters,
Du ei vil lade mig svømme.”
Men da hun kom til Vandets Bred,
til Hagen naaede de Bølger;
”Hielpe mig Gud Fader i Himmerig!
nu maa jeg lære at svømme!”
Vor Frue bar’ hendes Hage op;
hendes Klæder bare salten Strømme.
Herre Gud! hvor Childe Waters var haard,
han lod skiøn Ellen svømme.
Og da hun nu over Vandet var,
da kom hun til hans Knæe.
Han sagde: ”kom hid, skiøn Ellen!
hvad monne Du hisset see?
Seer Du hiint Slot, skiøn Ellen?
det skinner af Guld saa rød;
af tyve faure Jomfruer der
den faureste er min Fæstemø.
Seer Du hiint Slot, skiøn Ellen?
de Taarne skinne af Guld;
der ere sig tyve faure Jomfruer;
den faureste er mig huld.” —
”Alt seer jeg Slottet, Childe Maters!
det skinner af Guld saa rød.
Gud give Dig Godt nu af Dig selv
og af Din Fæstemø.
Alt seer jeg Slottet, Childe Maters!
de Taarne skinne af Guld;
Gud give Dig Godt nu af Dig selv
og af Din Brud saa huld!”
Der vare tyve faure Jomfruer;
de alle leged’ med Bolt,
og Ellen den faurest Jomfru af dem
hans Hest ved Stalden holdt.
Der vare sig tyve faure Jomfruer;
de leged’ Skaktavl for sand,
og Ellen den faurest Jomfru af dem
maatte lede hans Hest til Vand.
Det da meldte Childe Waters Søster,
og saa tog hun oppaa:
”Min Broder! Du har Dig den finest’ Smaadreng,
mit Øie allenstund saae.
Uden det, hans Mave saa svar monn’ være,
hans Belte saa høit monn’ staae;
jeg beder Eder, Childe Waters,
i mit Buur han sove maa.” —
”Ei sømmer det sig, en Gangerpilt,
der rendte i Mose og Kiær,
sover udi det gyldene Buur,
hvor stadselig Jomfrue er.
Bedre sig sømmer den Gangerpilt,
der rendte i Mose og Kiær,
æder sin Nadver’ alt paa sine Knæe
og sover i Kiøkkenet der.”
De ginge fra Nadver’ een og hver
til Sengs at føie sig.
”Du komme nu hid, min Gangerpilt!
mærk hvad jeg siger Dig.
Du gaae Dig strax i Byen ned,
søg i de Gader brat;
den skiønneste Jomfru, Du finder der,
veed sove hos mig i Nat;
og tag hende op i Dine Arme to,
at ei hun smudser sin hvide Fod!”
Ellen gik sig i Byen ned,
søgte i de Gader brat;
den skiønnest Jomfrue, hun monne finde,
bad hun sove, hos ham i Nat,
og tog hende op i sine Arme to,
at ei hun smudsed’ sin hvide Fod.
”Jeg beder Eder, ædle Childe Waters!
lad mig ligge ved Eders Fod;
thi ellers er her intet Sted,
hvor Søvnen vil være mig god.”
Han sagde Ja, og skiøn Ellen
sig lagde ved hans Fod;
den Nat faldt paa saa sagtelig;
alt lakker det Dag imod.
”Stat op, stat op, min liden Smaadreng!
giv Gangeren Korn og Straa,
og saa den gode, sorte Havre,
at han mig bære maa.”
Alt stod op skiøn Ellen,
gav Gangeren Korn og Straa,
dertil den gode, sorte Havre,
at videre han monn’ gaae.
Hun læned’ sin Ryg mod Krybben,
stor Vaande monne hun lide;
hun læned’ sin Ryg mod Krybben,
og streg udaf stor Qvide.
Fornam dette hans Frue Moder,
fornam hendes bedske Graad.
”Stat op, stat op, Childe Waters!
til Stalden flux Du gaae.
Thi i Din Stald er vist en Aand,
som monne ynkelig skrige;
eller er det en Qvinde i Barnsnød stødt,
der tør jeg for Sanden sige.” —
Op da stod Childe Waters,
drog Silkeskiørte oppaa,
og Klæder over sin melkhvide Krop,
og flux til Stalden monn’ gaae.
Og da han kom til Døren,
da stod han stille der,
at han maatte høre skiøn Ellen,
hvorlunde hun Monne kiær’.
Hun sagde: ”Vysselu, mit eget lille Barn!
Vysseluli, lille Barn søde!
Give Gud, Din Fader en Konge var,
Din Moder iblandt de Døde!”
Han sagde: ”Alt nok, skiøn Ellen!
Din bedste Sorrig bortslaa!
Vort Bryllupsfærd og Barselgilde
skal nu paa een Dag slaae!”