Epilog
(Fremlagt efter Declamatoriet paa det Kgl. Hoftheater.)
(Fremlagt efter Declamatoriet paa det Kgl. Hoftheater.)
Hvis Skiønhed Du, mit Værk! besad som Villie,
Du torde dristig vove at gaae frem
for Kunstens Ynder og for Kunstens Dommer!
Jeg føler Alt, hvad dristig jeg har vovet,
jeg føler Alt, hvad ærlig jeg har villet:
jeg føler — ak! —- hvor lidet jeg har naaet.
— Men — ingen Kunst udspender sit Pauluun
i Dalen — høit paa Field staae Kunstens Templer;
en evig Morgen straaler over dem,
og lokker hver, som ei alt aarle mat,
ved Staven kraft- og modløs hiem sig sniger,
opad, did hvor kuns faa Udvalgte naae;
did op, hvor Roses store Skygge staaer
omstraalet af sin Gloria; did op,
hvor, Rosing, Du mit Mønster, elskte Mester,
paa Templets lyse Tinde staaer urokket,
omsavn’t af Nords gienfødte Melpomene,
som barnløs — barnløs græder ved Dit Bryst!
Var da min Evne kun min Villjes Skygge,
saa mindes, ædle Folk! at i hver Sag
Begyndelsen er svær, og dobbelt svær,
tidobbelt svær i Alt, hvad kaldes Kunst! —
Hiin Kunst, hvormed Din Abildgaard nu vlkker
Din stolte Oldtiids Kiæmper op af Graven
til herligt, kunstriigt, evigt Liv paa ny —
hvad var vel den i første Barndoms Dage?
Hvad var den første vel af hine Borge,
som være Ild i Vandets Skiød, de stolte
Havslotte, fra hvis gyldne Tinder ned,
o, stolte Nord! det høie Dannebroge,
urokket, som Nordstjernen, blinker paa Dig?
Fortiente da den rene Lue selv,
som reen sig offred her paa Kunstens Alter,
langt fra Beundring — o, saa mødte den,
saa møder den dog vel et Glimt af Haab,
som ei tilstæder, at den slukkes i
den samme Stund dens rene Flamme tændtes.
Hvad Kunstdiscipelen har syndet her,
vil han med ærlig Anger stræbe efter
at vinde Aflad for et andet Sted!
Og nu tilsidst mit Hiertes varme Tak
til hver, hvis Ankomst understøtted Sagen,
og huldt og herligen opmuntred Manden! —