Jeg sad en Aften ene i min Stue;
ved Solens Lys jeg aldrig drømme kan;
men sidder jeg ved Lampens blege Lue,
min Tanke hæves tidt til Drømmens Land.
Og Drømmen har jeg kærest her i Livet;
mit Hjærtes stærke, lyse Vingefang,
den Talisman, jeg fik paa Vuggen givet,
blev Moder til mit Smil og til min Sang.
Naar Dagen dæmper sine svære Strømme,
da elsker jeg ved Lampens Lys at drømme.
Saatidt jeg hørte Drømmen daadløs kalde;
for mig den blev en Vugge for min Daad;
naar mine Kræfter, mine Vinger falde,
da søger jeg i Drømmen Trøst og Raad.
Da er det som min Tankes Grænser svinde,
jeg føler mig ved Himlens Blaa saa nær;
og Fremtidsdrøm gaar frem med Fortidsminde —
min Uro blegner ved min Lampes Skær.
Ved Dagens Lys har Jordens Røster hjemme,
men Nattens Fred tilhører Himlens Stemme.
Jeg altsaa sad en Aften i min Stue;
en dæmpet Saga for mit Øre klang;
og hvad jeg hørte her ved Lampens Lue —
derom jeg, Ungdom, synger dig en Sang.
Saa lyt da til mit Hjærtes Fantasier;
Stig ind som Gæst i mine Drømmes Slot
og del med mig de stille Melodier;
tag til dig, hvad du finder sandt og godt!
Er det kun simple Toners simple Klang —
fra Hjærtet kom de. Hjærte har min Sang.
II.
I Skoven gik jeg under Løvets Tag;
det led mod Aften; Skyggerne blev lange.
I Bøgens Skjul sad Fuglene i Mag
og kvidred et Godnat i glade Sange.
Paa Blomstertæppet laa den blanke Dug
og blinkede i Solens sidste Flammer
og Aftenvinden klang som sagte Suk
fra Mørket mellem Bøgens ranke Stammer.
Og bagved Krattet sang en sagte Vove
sin Aftenpsalme i de mørke Skove.
Og som jeg gik ad blomsterstrøde Sti,
da blev jeg var i Græsset ved min Side
en Skikkelse, der undred mig, fordi
dens lange Klædebon som Sne var hvide.
Forfærdet stansed jeg; igen jeg gik —
han strakte frem sin Haand og bød mig stanse.
Jeg veg tilbage med et angstfuldt Blik,
men kunde ingen mulig Redning sanse.
Hans Øje lyste mildt i Aftenrøden;
»hvem er du?« hvisked jeg; »mit Navn er Døden.«
Da jog det i mig, og jeg sank i Knæ;
min Læbe skælved; taaget blev mit Øje,
jeg lænede min Pande mod et Træ
og mumlede et Nødraab mod det høje.
Da følte jeg hans Aande paa min Kind;
en dæmpet, kærlig Stemme lod sig høre,
hans Øje trængte i mit Hjærte ind,
han bøjed sig og hvisked i mit Øre:
»Frygt ikke Døden! Han er Livets Frænde!
Men vær kun tryg! Endnu er ej din Ende!
»Dig gælder ej min Færd for dennesinde!
Men sæt dig ned, og lad os tales ved!
Det er mig kært, et Menneske at finde
i denne stille Sommeraftens Fred.«
— Jeg satte mig mekanisk ved hans Side. —
»Tilgiv min Frygt, du Sendebud fra Gud.
Du skræmmed mig med dine Klæder hvide!
Jeg tænkte mig, at Mørkets Sendebud,
den tause Høvedsmand ved Dødens Porte —
hans Klæder, som hans Gerninger, var sorte.«
— »Et Mørkets Sendebud og Mørkets Gerning!
I Mennesker har dog en sælsom Tro;
I mener, den har slaaet højest Tærning,
som længst i Støvets Riger faar sin Bo.
I aner ej, at Livets Solskinsdage
er mørke Pletter mod den Straaleglans,
som lyser over Evighedens Tage
og tænder Stjærnen over Englens Dans.
Det mindste Led i Englehærens Kæde
har mere Lys end hele Livets Glæde.
— Du kalder saa vel mig for Livets Fjende?«
— »Jeg indser ej, at du er Livets Ven!«
— »Ak nej, hvor kunde du vel Døden kende,
du som saa kort paa Jord har levet end.
Naar Tidens Sne sig paa din Isse sænker,
og naar dit Øje sløves og bli’r mat,
— maaske du da som Ven paa Døden tænker,
og længes efter det, du kalder Nat.
Men nu Farvel, min Ven! Min Herre kalder,
en Sjæl jeg hente vil til Lysets Haller.«
Det er vel sandt, som Døden sagde nys,
som unge vi en Skat af Glæder samle
og fryde os ved Livets varme Kys —
og saa er det forbi, naar vi er gamle! —
Saa gik jeg gennem Skoven frem og tænkte,
mens Nattens Skygger over Jorden faldt,
og Nattens Mørke i min Sjæl sig sænkte —
jeg mærked, at mit Hjærtes Fred det gjaldt.
Saa kom jeg til en Plads, nær ved en Kilde;
jeg gik til Bølgen hen, min Tørst at stille.
Dér laa ved Breddens Siv en Mand paa Knæ
og stirred ned i Bækkens dybe Vande;
med Haanden under Kind, i Pilens Læ,
med Bitterhedens Mærke paa sin Pande.
Hans Klædebon var sort som Ravnens Fjer,
og Dødens Smerte ruged i hans Øje;
i Haanden førte han et skærpet Sværd,
hvert Træk bar Præg af Savn og Sorg og Møje.
Jeg spurgte angst, hvad Navn der blev ham givet?
Da sukked han og svared: »Jeg er Livet!«
Jeg smilte bittert: »Altsaa var det sandt,
hvad Døden sagde mig om Livets Smerte!.
Hans Klædebon er hvidt; vort Livs Gevandt
er sort som Skyggen i et Menneskehjerte.«
— Da for han op; han greb omkring min Haand
»Hvor traf du Døden? Sig, hvor jeg ham finder!
Derfor er sort som Nat mit Klædebon,
derfor er Dødens Præg paa mine Kinder,
fordi jeg søger ham, der har i Værge
den store, mørke Port til Lysets Bjærge!
Du saa ham her i Skoven? Saa farvel!
Jeg maa afsted! Jeg maa min Fred forfølge,
maa rastløs søge Hvile for min Sjæl!«
— Og ene stod jeg saa ved Bækkens Bølge,
Fortvivlet segned jeg blandt Blomster smaa,
mens mørke Skygger daled over Voven; —
en liden Stund jeg halvt forstenet laa —
da hørte jeg en Stemme gennem Skoven:
En Vandringsmand, der stræbte gennem Vange,
af fulde Bryst sang Livets glade Sange.
De skar mig i min Sjæl; jeg stirred vildt
med Vanvid i mit Blik paa Vandringsmanden;
hans Kind var rød, hans Øje lyst og mildt,
og Sjælens Adel skrevet stod paa Panden.
»Hvem søger du? Hvormed vil du mig saare?
Stød til! Jeg ligger magtløs for din Fod!
Du kom vel for at se min sidste Taare,
den eneste, de andre efterlod?
De andre Dødens, Livets Magt fik givet —
Hvem er da du?« »O jeg er mer end Livet!
Naar du er mod i Hu, og Modet svigter,
da er det mig, der letter dig dit Aag;
og naar du segned under Livets Pligter,
da fik du Livskraft i mit muntre Tog.
Og naar du retted dig fra Livets Møje,
og Livets Toner for dit Øre klang,
da var det mig, der lyste i dit Øje,
da var det mig, der jubled i din Sang.
og segned du mod Jord med brudte Vinger,
da var jeg Livets Bud og Lysets Bringer.«
»Hvad er dit Navn?« »Mit Navn er Livets Gaade.«
»Da er det dig, jeg søger i min Nød!
Maaske da du mig i min Tvivl kan raade,
thi jeg er hungrig efter Livets Brød!«
— »Du sørger, Ven? Betro kun mig din Smerte!
den Magt blev givet mig, at raade Bod
paa Menneskenes saarforpinte Hjærte.
Og Livets Roser blomstre for min Fod.«
— »Saa sig mig du, hvem saadan Magt blev givet,
men sig mig ærligt kun: Hvad ér da Livetr
Jeg trode engang det var Morgenrøden,
hvor Lysets Maal for Lysets Børn blev sat;
saa traf jeg nylig her i Skoven Døden.
Han kaldte sig for Liv og Livet Nat.
Og Livets Genfærd saa jeg hist ved Kilden;
i mørke Klæder sad han dér og græd;
og al hans Længsel, al hans Tragt og Villen,
det var kun dette: Giv mig Dødens fred.
Du, som er Livets Gaade, maa vel vide,
om Livets Væsen kun er det: at lide.
Er Livet sort? Er Døden Livets Haab?
Er Livets Sang paa Jord et Blændværks Gøglen?
Og fik vi Dødens Spire i vor Daab,
den Død, der til det sande Liv er Nøglen?«
— »Min Ven! Har Livet budt dig af sin Frugt,
og har du smagt den? Da maa selv du vide,
om Livets Klædebon du finder smukt,
og om du kalder Livets Vinger hvide.
Lyt ej til dem, der Livet har beskrevet!
Dit Liv er, som du selv har Livet levet.
Og vil du hylle dig i Klæder sorte,
og vil du græde over Livets Nød,
og vil du længes imod Dødens Porte —
da har du selv forskertset Livets Brød.
Men spejder du med Livsmod i dit Øje
mod Livets straalerige Stjærneglans,
da bliver Livet, trods dit Savn, din Møje,
som Stjærnen venligt, fagert som en Dans.
Da bliver ogsaa — det er Livets Gaade —
da bliver Smerten selv din Sjæl til Baade.
Og nu Godnat! Min Gerning bort mig kalder!
Og husk, hvad jeg har sagt, og lev med Gud!
Til hver en Tid, naar tunge Skygger falder,
jeg iler dig til Hjælp, naar jeg faar Bud.
Mit Navn, som sagt, er Livets, store Gaade.
Min Gerning er de glade Toners Klang.
Og vil du kalde paa mig i din Vaade,
da syng du kun af Hjærtet ud en Sang.
Da daler jog med Livsmod i dit Bryst,
thi Sangen — det er Livets glade Røst.«
Saa gik han bort ad Skovens mørke Stier,
og Natten ruged over Skovens Bo;
mit Hjærte svulmede af Melodier,
af Livets Sange, og af Livets Tro.
I Duggens Spejl var Solens Straaler slukt,
blegt lyste det i Maanens hvide Flammer,
Aftenvinden nynnede saa smukt
fra Mørket mellem Skovens ranke Stammer.
Og bagved Krattet sang en sagte Vove
sin Aftensalme i de mørke Skove.