Ja stræng var Gud, og vreed var Himmelen;
Ey Bønner den, ei Graad bevæge kunde.
Forbarme dig! saa raabte alle Munde;
Men ubønhørt kom Graad og Bøn igien.
Han er ey meer — o grumme Dødens Bud!
Saa skinnende en Ungdoms Morgenrøde
Af Vredens Skye saa hastig sluktes ud!
Saa stort et Haab i feyrest’ Blomster døde!
Min unge Ven! jeg svimler ved Din Grav!
Mørkt er Guds Raad, og Nat mit Syn omgiver,
Vellysten groer, tit sølvgraa Lasten bliver;
Men Himlen Dig saa kort en Bane gav!
Og — ach Du var den beste Faders Lyst,
Du var Din ømme Moders eene Glæde,
Din Alders Ziir, den Hielpeløses Trøst,
Mit Haab, min Ven. Hvis Øie maa ei græde?
Ja strænge Gud! for haardt var dette Slag!
Dog tie Fornuft og knæl for Naadens Throne!
Kun Godhed, kun Retviished er din Krone
Retfærdige! skaan, straf, og giv og tag.
Forblindet jeg dit Raad ei her forstaaer,
Men hist jeg skal din Miskundhed tilbede.
Her Hierte! har du Balsom for det Saar,
Som Herren slog i en barmhiertig Vrede.
Maaskee han skuer alt, den Salige,
Den Labyrinth, de Falskheds skiulte Snarer,
De Fristelser, de Millioner Farer,
Som en uskyldig Ungdom truede:
Maaskee han deres Engel være skal,
Hvis Lyst han var, hvis Glæde her paa Jorden:
Maaskee han her iblant Cherubers Tal
End i sin Kreds udbreder Held og Orden.
O smiil da tit, min Ven! medynksom ned
Paa mig, som end omkring i Mørket traver,
Og dersom Du for Jorden Omsorg haver,
Saa glem, o glem ey i Din Salighed,
De Elskede, hvis eeneste Du var!
Giør Sorgen mild, skab Trøst i deres Smerte!
Men du, som vist for Jorden Omsorg har,
Du Trøstens Gud, læg selv det knuste Hierte!