I Anledning af Hendes Kongelige Majestæts Dronning Juliana Maria høie Fødsels-FestDen 4. September 1778Stort er Dit Navn, Du Cimbrernes Veninde! — Dets Lyd er høie Hymners Klang;Og ved dets Kraft, skal Bragas Afkom finde Et bundløst Veld af Sang.Glimt af Din Roes skal naae de sidste Skialder, Og hastig smelte dem, det naaer,I Minni-Sang om Nordens gyldne Alder, Og JULIANES Aar! —Kun jeg, hvis Bryst dens første Straaler fryde — Jeg, Skiebnens alt for glade Ven,Som svimler i din Glands, kun jeg vil nyde, Og ei besynge den! —Hvi skulde jeg, som Glæder giennemtrænge, Afmaale Sprog og Røst? — og slaaeMed sikker Haand de nøiestemte Strænge, Som ingen hører paa? —Ei vil jeg trette mig med Sang, og kiøle Min Fryd med kunstled Harpe-Leg;Hvor hver, som selv kan see, paastaaer at føle Dens Magt saa got, som jeg. —Naar Minni-Sang — Naar Arilds Tider strømme Igiennem Harpen fra min Siel;Da smile de, som troe mig ei, og dømme, At jeg har siunget vel. —Forundrings Raab, og Bifalds høie Stemme, Opflamme den roeskiere Skiald,Og gierne skuffed troer han at fornemme Sin Ild og Bragas Kald. —Men neppe svulmer en forvoven Tone, O Nordens Moder, af din Dyd;Før hver, som øiner Glandsen af Din Throne, Forsmaaer dens matte Lyd. —„Stolt siger man, og daarlig maa du være, „Som tør anprise Cimbrerne,„Den Himmel, de bestraales af — og lære „Dit Folk den Kunst at see! —„Føel, knæl, og græd, som vi, om Du vil prise „Vor JULIANES ædle Barm;„Og stræb ei mat, og frostig, at bevise, „At Soelens Ild er varm! —Dog stræbte Harpen — — skiønt jeg ydmyg lærte, At al min Kunst ei skildrer Dig,Saa sandt, saa stærkt, som hvert et cimbrisk Hierte, Der blot udøser sig. —Men Du, selv Du, som Helte-Dyd er Vane, Som Skialders Roes er daglig Klang;O store, alt for store JULIANE, Du føler ei min Sang!De Toner, som tiltroe sig at ophøie Din Siel — De — ak de naae den ei,Ustyrkede ved Smilet af Dit Øie, Paa dens umaalte Vei. —Derfor lad seent en Barde, som ei nyder Dit Vink — som kun Dit Navn betroes,Naae Bragas Krands ved Klang af dine Dyder, Ved Gienlyd af Din Roes! —Men jeg, som zitrer i Din Glands — hvis Læbe, Hvis Hierte smelter i din Lyst;Min Sang skal stolt attraae dit Smiil — og stræbe At naae Dit eget Bryst. —Og naae det skal jeg! — Nordens Engel lærte Min gyldne Stræng en mægtig Lyd;Som rask og sikker altid traf Dit Hierte, Og tvang det til sin Fryd!Thi Cimbrer vil jeg synge om — og prise Dit Danmarks Floer og Vext og Fred!I tusind Straaler skal min Flamme vise, Dit Folks Lyksalighed. —I tusind’ Toner skal din Siel fornemme, De elskte Myriaders Held,Og Nordens Fryd skal bruse i min Stemme, Tilbage til sit Veld. —Da skal Dit Smiil bestraale Odins Høie, Og søge Danne-Harpens Klang —Og henrykt skal jeg læse i Dit Øie, At Du har følt min Sang. —Men naar den da, opflammed ved Dit Minde, Fortolker Nationers Raab;Som kalde Dig der’ Moder, der’ Veninde, Der’ Liv, der’ stolte Haab. —Da skal Din Glæde voxe høit — og ligne De Danskes Fryd — og blande sig,Med Normænds Lyst — — Og Du skal selv velsigne Den Dag, som gav os Dig! —