O du mit Intets troe Veninde
Hvad var jeg, da dit varme Bryst
Oplivede mig til at finde
Det første Gysende af Lyst? —
Hvor var min Sjæl? — O Elskte sig —
O du, som fødte mig med Smerte,
Fortæl — Hvor sov jeg, da dit Hjerte,
Med stærke Slag opvakte mig? —
Ak! — hvilket rædsomt Mulm omspændte
Min Sjæl — og bandt min Phantasie, —
Før dine reene Luer tændte
Det første Glimt af Lys deri —
Dybt sank jeg — Strudler trak mig ned
I Chaos — Natten greb mig svage —
Da drog din Straale mig tilbage
Ufattelige Kjærlighed
Oplys mig da min Sjæls Veyleder
Hvi valgte du Hvor fandst du den
Blant Myriader Mueligheder? —
Hvad var jeg, at jeg blev din Ven? —
Viis mig du Gnist af Gud, og du
Dens Helligdom og dens Præstinde
Lær mig, hvormed jeg kunde vinde
Din Yndest, før jeg var endnu
Fortæl, hvordan det kjælne Hjerte
Blev haardt og turde ruste sig
Mod Dødens Frygt og Dødens Smerte
Og kjæmpe for at frelse mig
Viis mig mit Forbund med din Lyst
Vort Venskabs underlige Kjæde
Du som opelskte mig til Glæde
Med Blodet af dit ædle Bryst
Dog ney, du Gjenskin af den Høye
Du Mødres ømme Følelse
Din Straale blender Støvets Øye
Dit Svælg opsluger Tankerne
Min Sjæl har maalt Orions Vey
Og fulgt med Vredens røde Straale
Afgrunden kan min Tanke maale
Men dine Grændser naaer den ey —
HVi zittre da de fulde Læber? —
Hvi ruste de sig ud til Sang?
Hvi svulmer Harpens Lyd — og stræber
At naae din Straale med sin Klang
O følg mig Muse føl og tie! —
Til at fortolke det jeg finder
Har alle Pindi Sangerinder
Kun kold og kunstled Harmonie
Og har Camoenen Sang til eder
I underlige Billeder
Af hine spæde Saligheder,
Min Barndoms ædle Prydelser —
Hvad Farve skal du skildres med,
Du Dyd, som Mødres Bryster lærte
Vor Sjæl — og tyldte i vort Hjerte;
Du rødmende Uskyldighed —
Slaae sagte paa de fine Strænge
Min Muse — Syng de spædes Lyst,
Og lad det kjælne Klynken trænge
Saa dybt saa himmelsk i vort Bryst —
Udfind en Stræng hvis Zittrende,
Er stærk som den frygtsomme Tone,
Hvormed de Angrende forsone
Den mindste Overtrædelse —
Den Taare, som saa villig flyder —
Og som saa let er stilt igjen —
Den ømme Sjæl — de nøgne Dyder —
Den dybe Frygt For Skaberen —
Den Drift til Venskab og til Fryd —
Den Tillid, som ey kjender Kummer —
Den muntre Spøg — den trygge Slummer —
Er meer end høye Harpers Lyd —
Men du, som gavst mig denne Glæde —
Som har bestrød min Barndoms Vey
Med Roser; og bevart mig spæde,
At Torne saarede mig ey —
Men du hvis Haand veyledte mig
Paa Dyds og Viisdoms snevre Stier,
Hvor fandt jeg stærke Harmonier
Som sige hvad jeg skylder dig —
Hvad er min Muse? — tør hun stræbe,
At naae den kjælne Lyd, hvormed
Din søde reene viise Læbe
Indbød mig til Lyksalighed —
Hvad eller kan min Stemme naae
Det stærke Bud, den høye Klage,
Hvormed du kaldte mig tilbage —
Fra Farer, som din Ømhed saae —
Og nu? — ak! — naar min Sjæl opregner
De trøstende Velgjerninger,
Hvormed din Haand endnu betegner,
Hvert Øyeblik, hvori jeg er —
Da — o da flye Camoenerne
Da svimler Sjælen og fornemmer
En Gjenlyd af AlGodheds Stemmer —
Og drukner i sin Følelse —
Du som forvandlede min Smerte,
Til Slummer og til Haab om Lyst
fortolk du selv mit fulde Hjerte! —
Læs din Erindring i mit Bryst —
Der — Elskte, som jeg aander ved,
Min troe, min eneste Veninde —
Der skal du see dig selv — og finde
Et Gjenskin af din Kjærlighed —
Og den Alvidende skal mærke
Mit Suk; og agte paa min Bøn —
Han, den AlGode — Han — den Stærke —
Han være selv din Store Løn —
Hans Villie give at du maae
med Glæde sildig see tilbage
Med Mod erindre disse Dage
Hvis Kreds vi nu begynde paa
Hans Arm skal gjenne Frygt og Fare
Og Tvivl og Kummer af din Vey —
Hans Viisdoms Straale skal advare
Dit Fodtrin, at du snubler ey
Men naar du mættes af en sød,
En roelig, høy og æret Alder
Da byde Naaden at du falder
I dens Barmhjertigheders Skjød —