Reen og ukunstled er den Fryd,
Som flammer i vort Bryst
Enfoldig er vor Glædes Lyd,
Og jævn vor Sang om Lyst —
Vi føle dybt i Hjertets Grund,
Det Held, som Øyet seer,
Og ingen Kunst har lært vor Mund,
At udbasune meer
Vi see dit Liv Elisabeth
Vor Lyst, vor Tak vort Haab
Vi føle og fortolke det
Med raske Glædes Raab —
Vi see din Fest og prise den,
Med vilde Toners Klang
Og kun den raae Natur, vor Ven
Istemmer med vor Sang
Uklipped Skov besvarer kun
Ustemte Fryde Skrig —
Og raaber længe leve Hun
Hvis Smiil opliver mig,
Vor Herskerindes Moder see
Sit elskte Kraagerup
I Lye og Hegn af Planterne
Som nu først spire op —
Bemooste Høye stemmer i
Med Dalens glade Raab
Og svare — Ædle, vær, som vi
Endnu de yngres Haab —
Du Armes Moder lev og nyd
Vor Afkoms Tak og Lyst —
Og see, som i et Speyl din Dyd
Udvikkled i der Bryst
Og han, som finder Velbehag
I spæde Læbers Bøn,
Han skal velsigne denne Sag
Som er saa mild og skjøn
At den maae længe blive det
Som den har vært os nu
stolt af dit Liv Elisabeth
Og god, og stoer som du —