Den kyssende Synderinde
Sangviis forfatted
Sangviis forfatted
Efter hosføyede Melodie
Efter hosføyede Melodie
1.
FRyd-Kyssen, søder en Sucker,
Hin salte Taare-smag slucker,
Jødinden lod sig forlyste,
Og Jesu Fødder smaa kyste.
2.
Jt stund hun syndegal svandset,
Og Courtisanerne fandset,
Nu rensit kysser allene
Sin Frelsers hellige Beene.
3.
O vel! o priselig bytted,
Ad ukysk Handel hun spytted,
Casseret Verdens Geseller,
Oc ærens Konning udveller.
4.
Aff Fryct og Blussel tillige,
Hun tordte neppelig kige,
Paa hannem Kyssene bydis,
Og mange tusinde ydis.
5.
De Gamle var saa grandværen
Der hilset Næsten i æren,
At Qvinder kyssed hinanden,
Oc Mænder blefve ved standen.
6.
For ellers skulde det hede,
Sligt aff Begierlighed skede
Til andre grofvere Noder,
Der følger mangen kaad Broder.
7.
Fik nogen Romer i Sinde
At kysse fremmed Mands Qvinde,
Blef Kroppen pisked for brøden,
Oc Lysten hannem forbøden.
8.
Var Kyß saa farlig omstunder
Hvert Træ til Koste gik under,
Opslit blef Grener og Toppe
Paa hine kysse-siug Kroppe.
9.
Dog tales inted u-ærlig
Om Kysse høfvisk og kiærlig,
En ven den anden kand gifve
Naar det kun der ved maa blifve.
10.
Vor Synderinde den stymper
Mod kiødsens Lyster sig krymper,
Og ene kyssendis helser
Sin allerkieriste Frelser.
11.
Hans Mund stod icke tilrede,
Hun sig paa Fødderne brede,
Og under dennem bedrøfved
Godvillig hafde kyst støfved.
12.
Da Judas kyste vor HErre,
Hand ham forraade dißverre:
En Kys Amasa blef gifved,
Der Joab stack ham i Lifved.
13.
Den kysser stundum fuld smøred,
Der end har Skalken bag øred
Oc fik hand krenge sin Næste,
Hand gaf nok skindet tilbeste.
14.
Hun icke som en Forræder,
Med Morder-kyssen fremtræder,
Men hos Guds Fødder har ligged
Og Liffved ynckelig tigged.
15.
Det syndig Hofved med rette
J bedre Skruer hun sætte,
Oc der Angst-bølgerne bruste
Fred ofver hende hand liuste.
16.
Var saa til Naade geneged,
Fordi hun elskede meged,
Og fik uhørlige Flager
Aff bare Kierligheds Sager.
17.
Naar en aff fremmede Lande
Kom hiem oc møtte sin grande
Da vilkoms Kysse der vancked,
Heldst hvor to Frender bleff sancked.
18.
Strax Jacob Rachel har funden
Til Kys hand lavede Munden
For Manden kunde vel tenke
Hun motte være hans frenke.
19.
Hand icke heller forgietter
At kysse Laban sin Fetter:
Og Joseph hilsede sine
Med samme Broderlig Mine.
20.
Hvem skulde denne da grysse,
Og heller blidere kysse,
End JESUM Qvindens Blod-Frende,
Der gik i Døden for hende?
21.
Fra hannem hafde hun stripped,
Og lenge synde-vild tripped
Hen ad forglemmelsens Stæder,
Hvor Vellyst-Fuglene qvæder.
22.
Nu Driften nagged Jødinden
Kom hun med Taare paa Kinden,
Med Hoffved-Haared udslagen,
Med Bode-kysse for Dagen.
23.
Og JEsu Fødder omfatted,
Der blef paa Kaarsed udmatted:
Hans førig Venskab hun søger
Ved anger-gifven Optøger.
24.
O Synder leg da paa Hierted,
Hvad hende tunglig har smerted,
Betenk at du som de fleste,
Est altid icke den beste.
25.
Kys HErrens Fødder i Aanden,
Hand er dog icke saa vaanden
Naar Troens Taarer udvelder,
At jo Bood-kyssene gielder.
26.
Men du faar tage til Tacke,
Hand stundom bøyer din Nacke,
Og dig med Kaarsed voldgiester,
Maria føyed sin Mester.
27.
Hans Fødder vaade oc taaret
Hun siden tørred med Haaret,
Da Kys var gangen i løbed,
Hun salved dennem paa kiøbed.