Dend
Stormæctigste Høybaarne
Dronning
Charlotta Amalia
Dronning til Danmarck oc Norge,
de Wenders oc Gothers, Hertuginde i Schleszvig,
Holstein Stormarn oc Dytmarsken, Fød Land-Grevinde til
Hessen, Fyrstinde til Hirtzfeld. Grevinde til Oldenburg og
Delmenhorst, Kazzenellebogen, Diez Ziegenhain,
Niddag oc Skauenborg.
LJffsens Første Ærens Konning
Følge i hvert Fode-fed,
Min Stormæctigst Arffve-Dronning
Og forleene hende Fred.
Gid jeg med mit Klenlig Mæle,
Som et bev-ræd ydmygt Blod,
Underdanigst motte knæle
For min Naadig Dronnings Fod.
Jcke har jeg meer at bære,
End en haandfuld Sort paa Hvit,
GUd og Dronningen til Ære,
Qvinde-Magt forslar kun lit.
Enckens Skierff hun effter Effne
J GUds Kiste lagde ned,
Var vel lidet værd at neffne,
Dog tog Ærens Konge ved
Synderindens Taare-Gyden,
Hvor med hun har vunden Bøn,
Jeg paa Vers oplader Dyden,
Kronen for alt Qvinde-Kiøn.
Tag da, kroned Monarkinde
Bogen med it Naadigt Siun,
En bedrøffved Norsk-fød Qvinde,
Bær til Dronningens Paulun.
Møllers Trøst- og Taare-Kilde
Hand udførte priselig,
Om Jødindens Græde-Gilde,
Til den Gierning dristed mig,
Med en Pen i Graad Poleret,
Skreff jeg dette Qvinde-Verck,
Saa, som Mesteren dicteret,
Hand er i de Svage sterck.
Lad det hielpe lit paa Sagen
Dronninglige Majesteet,
At Maria bleff antagen,
Oc aff Christo høyt anseet.
Lærdis Bøger mig tilsteder
Jeg maa kalde Qvinden saa,
Hvem hun var, og hvad hun heder,
Fick hun hvis hun pegte paa,
Hendis Anger-fulde Noder,
Kunde meget got forsla,
Nu Høybaarne Landsens Moder:
O Charlott Amalia:
Naade staar ved Bøn at vinde,
Paa den Trøst mit Haab beroor,
Himmel-giffven Konninginde:
Sig: Dig skee da som du troor.
Hendis Majestetz
Allerunderdanigste
og
i dybest Ydmyghed
Trohiertig Forbederinde
Dorothe Engelbretz-Daatter.