Græd ei! Elskede! naar Dagen hæver
over Skovens vakte Sanger sig,
og i Choret Sørgetonen bæver:
»ak! den Elskede er fjernet Dig.«
Græd ei! Elskede! naar Straalen dækker
hele Scenen med sin fulde Glands,
og i fjerne Suk Sjælsvennen rækker
Dig sin Elskovs altidmodne Krands.
Græd ei! Elskede! naar Vesten maler
med sit Skjær Dit stille Kammers Væg,
og det underlige Lysglimt taler:
»ak! mod Vesten, Vesten han bortveg.«
Græd ei! Elskede! naar søde Drømme
vække Dig i Nattens dybe Fred,
og Dig Luftens sælsomt grebne Strømme
vifte: »Vennen fjern,« mod Leiet ned
Græd ei! elskede, tilbedte Pige!
viid! han hører Dig i Lærkens Sang,
naar de første Straaler langsomt stige
fra det Blaae henover Dal og Vang.
Viid! i Dagens Straale han Dig skuer,
beder for Dig under Vestens Skjær,
favner Dig ved Nattens kydske Luer;
Alt, Alt i et sødt fremtryllet Nær.