Jomfruen sømmer det fine Liin:
„Naar mon jeg favner Allerkjæresten min?“
Jomfruen gaaer ved den kolde Strand:
„Naar mon jeg hilser min Fæstemand?“
For hvert et Skib, hun fra Kysten saae,
Hun tænkte: „Kommer han ei derpaa?“
Men Skibene seiled saa let forbi,
Eensom hun gik ad den kolde Sti.
Aaringer gik, og Aaringer kom,
Kun Bølgen og Søen hun drømmer om.
Haanden flink tager Huset vare,
Tanken vil altid paa Havet fare.
Havet seer hun i Høitidsdragt,
Friske Kulinger, Solskinspragt.
Haabet omkaps med Vinden iler,
Hjertet svulmer, og Øiet smiler.
Havet seer hun, naar Stormen bruser,
Bølgen fraader og Skibet knuser.
Kæmpende vildt med det vrede Vand
Seer hun i Døden sin Fæstemand.
Aaringer gik, og Aaringer kom,
Kun ham og Havet hun drømmer om.
Jomfruen sysled med hvide Liin:
„Naar mon jeg favner Allerkjæresten min?“
Jomfruen huusligt ved Arnen stod:
„Naar mon jeg hilser min Fæstemand god?“
Døren gik op for en Sømand rank —
Ramt af Lynet til Jord hun sank.
Glædeslynet med knusende Lyst
Slog ned i den Armes trofaste Bryst.
Han lagde hende fast i sin ømme Favn,
Han kaldte hende tusinde Gange ved Navn.
Han kyste hendes Kind, han kyste hendes Mund,
Han kyste hendes Øine af Hjertensgrund.
Han kyste saa saare hendes Hænder smaa,
Bad hende Blikket igjen opslaae.
Hun hørte ham ei, hun svarte ham ei,
Hendes Sjæl var langt paa den dunkle Vei.
I Jorden han gjemte sin elskede Mø,
Saa seiled han ud paa den vilde Sø.
„Den er Bølger nok i det vilde Hav,
Der findes vel een, som vil være min Grav.“