Nu vinke mig de hellige syv Stjerner,
De Naadeblus, som Kjærligheden tændte
Paa Jesu Læber i Langfredags Mørke.
Ej for en liden Stund som Lys de brændte,
Men Evigheden deres Flamme værner
Lig Glorien om Herren, som vi dyrke.
Du Kjærlighedens Styrke,
Som tusindfoldig straalerigt dig bryder
I disse Himmelperlers Farvetone,
Som til en Naadens Krone
Om dette hellige Hoved sammenflyder!
Du fylde nu min Sjæl med Sangens Luer,
Mens i Langfredags-Mørket ind jeg skuer!
Da Brøden skete, som har ingen Mage,
Fra Korset sig et Raab til Thronen vender,
Et Nødraab, hvori Kjærligheden brænder,
En Klage, som er Kjærlighedens Klage.
Thi med korsfæstet Haand vil Jesus tage
Ved Haanden dem, som fæstet har hans Hænder;
Et Medynksblik han deres Blindhed sender
Og Naadens Slør vil over Brøden drage,
O du, som sidder højt med Ærens Krone,
Men evigt strækker Haanden ned til Dine,
Den Haand, som her blev brudt i Dødens Pine!
Led ogsaa mig ved Haanden for Guds Throne,
Bed for mig, naar jeg vild i Blindhed vanker,
Og skjul min Synd med dine Naadestanker!
Fra Korset lyder Kjærlighedens Tale
Til dem, hvem Kjærlighed til Korset binder:
Sin Moder, meest bedrøvet nu blandt Qvinder,
Sin elskte Ven vil Frelseren husvale.
At vandre barnløs gjennem disse Dale
For tungt han for sin elskede Moder finder;
I Vennens Sjæl en Trøstedraabe rinder
Ved Sønlighed hans Moder at betale.
O Jesu! hvert dit Ord er mig en Gave:
Nu rinder i min Sjæl en Trøstedraabe
For hver en Sorg jeg kan i Verden have.
Thi paa din Forsorg tør jeg altid haabe:
Som Slægt og Venner i din Haand du tegner
Jo hver en Sjæl, som sig dit Ord tilegner.
Sig sænker i min Sjæl en Trøstens Kilde
Ved Røsten, som fra Korset atter lyder
Og Synderen til Paradiset byder,
Som vender sig til dig, skjønt det er silde,
Ej Mørkets Time kan hans Blik forvilde,
Ud fra hans Kors en Troens Spire bryder
Og hen mod dit ydmygeligt sig skyder;
Med luttret Sands han dig og sig kan skille.
Skjønt Nød og Død du har med ham tilsammen,
Han som sit Herskab hylder dig i Døden,
Og hilser dig som Skjold og Hjælp i Nøden.
Han Æren giver dig og foler Skammen —
Men du fra ham dig holder ej tilbage,
Til Paradiset med du vil ham tage,
Men Mørkets Time voxer: Solen dækker
Sit Aasyn til, og alle Himle grue,
Med Verdens Synd de monne Jesus true,
Og Syndens Angst ham ned i Helved skrækker.
Thi Helveds Nat omkring hans Sjæl sig lægger,
Som Vox han smelter hen i Korsets Lue,
Sin Faders Ansigt kan han meer ej skue:
Forladtheds Raab det af hans Hjerte vækker.
Forladt af Gud! forladt den gode Hyrde,
Forladt og glemt med hele Verdens Byrde,
Som han i Troskab bærer til det Sidste!
Nej! Gud, som Hyrdeværket har for Øje,
Velsigner just i denne Stund hans Møje,
At Ingen af hans Hjord sin Gud skal miste.
Han tørsted, og fra Himlens Kilder sendte
Hans Tørst ham ned, hvor Ørkens Sand ham brændte,
Og Tørstens Ildsvælg sig for ham oplukte,
Vi see ham ned i Tørstens Helved dukke,
Med hver en Qval dens Flamme ny sig tændte;
Men Livets Vand vil op til os han hente
I Dybet just af disse Tørstens Sukke. —
„Jeg tørster,“ sukker du, din Fader hører,
Han med din egen Tørst din Tørst vil stille,
Som torstig om Alverdens Frelse beder.
Thi Tørsten, som dit Hjerte sammensnører,
Opvælder af dit Hjerte til en Kilde,
Som Livets Vand til alle Hjerter leder.
I denne Time Sejrskrandsen bindes,
I denne Time Helved slagen klynker,
Den gamle Slanges Hoved knuset synker
For denne Fod, som knust til Korset bindes.
I denne Time Naadens Balsam findes,
I denne Time glattes Syndens Rynker,
Og Kjærlighed, som Verdens Jammer ynker,
I denne Stund af Trøstens Lys omskinnes.
Det Maal er naaet, hvortil Skriften peger,
Den bittre Kalk til Bunden ud er drukket,
Fra Jesu Læber: „det er fuldbragt“ toner,
Med Frelsens Sejr er Frelsertorsten slukket,
Men efter Hvile tørster vor Forsoner,
Mod Dødens Fred hans Sjæl sig hen bevæger.
Mod Dødens Fred hans Sjæl sig hen bevæger.
Dens Braad er brudt, han mod dens Fred sig bukker,
Et Raab af Fred han sender ud og sukker
Og drikker Hvilens Fred af Dødens Bæger.
Det Fredens Suk Alverdens Uro læger,
Den trætte Sjæl mod Freden hen det vugger,
Mod Dødens Fred, naar sig Guds Favn oplukker
Og med en evig Livskraft vederkvæger.
O Dødens Braad, hvor har du Jesus stunget!
Og hvo var træt som Jesus, da han blunded!
Men hvo sov hen i Fred som den Udkaarne?
Jo! denne Fred han hver en Sjæl har vundet,
Som har sin Fred i Faderens Eenbaarne —
Det Fredens Ord var for hans Krybbe sjunget.
Guds Hjerte brast, og Jorden gav tilkjende,
Hvad her var skeet: den vaanded sig ved Brøden,
Tro mod sin Skaber skjalv den dybt i Grunden.
Men Fredens Suk, som Jesus gav i Døden,
Brat splitter Templets Forhæng ad i tvende,
Thi Fred er funden, Børneret er vunden;
Skilsmissens Væg er svunden
Og bort fra Dom og Angst vor Frelser tagen;
Men de, som stod om Korset i hans Qvide,
Ak! monne de vel vide,
Det var med vore Synder han var slagen? —
Dog, at han denne Gjæld for os har klaret,
Har den opstandne Jesus aabenbaret.
