Bort med denne!
„Bort med ham! bort med denne!“ Bort med hvem?
Fredsfyrsten, den sagtmodige, den rene,
Som til sin Verden kom sit Folk at tjene
Og føre det til Herligheden frem,
Som stifte vil det nye Jerusalem —
Den Hjørnesteen, den mægtige, som ene
Kan være Grundvold for de mindre Stene
Ved Rejsningen af alle Slægters Hjem.
„Bort med ham!“ og igjennem Dødens Porte
Han gik, dog ikke bort, nej, for at blive
Og med sin Udgangs Kræfter fylde Jorden,
Ej af sin Verden lod han sig fordrive:
Han gik at følge Verdens-Frelsens Orden,
Og den ifølge han er aldrig borte.
