O du, hvis Blik mig gjennem Verden leder!
For dig i Bøn jeg folder mine Hænder:
Du seer, hvor tit jeg mig til Verden vender,
Hvor mangen Sorg jeg Naadens Aand bereder —
Paa de forbudne Steder, —
Ak, lad dit Blik mig møde
Og Hjertet gjennemgløde
Og kraftig Anger føde,
Som da du vendte dig og saae paa Peder!
Min Trøst er den, du slumrer ingensinde:
Naar selv af Tidens Strøm jeg med er reven
Og bort fra dig for Verdens-Vinden dreven,
Dit Blik i Hvirvlen skal mig altid finde,
Lad det for mig oprinde,
At brat jeg Faren kjender
Og strækker mine Hænder
Mod dig, som Frelse sender
Og fører Sjælen hjem for Naadens Vinde!
Min Trøst er den, at du kan aldrig svige;
Bedragen af mit svigefulde Hjerte,
Til dig jeg gaaer med al min Skam og Smerte
At læse, hvad dit Blik mig har at sige —
Dom, men dog Fred tillige:
Ak, lad mig Freden smage
Og imod Dommen tage
Og Kraft af Naaden drage,
Til jeg som Peder seer dig i dit Rige!
