Men det var Caiphas, som havde givet Jøderne det Raad, at det var gavnligt, at eet Menneske skulde omkommes for Folket.
Ja, det er gavnligt, at du doer for Folket!
Skjønt for Guds Lys han monne Hjertet luke,
Det glimted ned og lysned fra hans Læber.
Har Kraften af din Død han vantro tolket,
Saa vend dig nu til Troens Længselssukke,
Som din Forsonings Værd at prise stræber!
Fast Synden ved mig klæber,
Min svage Tro kan ej til dig sig svinge —
Dog giv mig Sandheds Aand i Hjertegrunden,
Løs Tungen, som er bunden,
At Aandens Røst min Sjæl maa gjennemklinge
Og Troens Vidnesbyrd paa Læben føde,
Som vidner højt, det var til Gavn, du døde!
Til Gavn for Folket, for Guds Folk paa Jorden,
Guds Børn, som Faderen saa lidt dog kjende,
Guds Slægt, i Slægter deelt og Sprog og Stammer,
Guds Folk i Vest og Øst, i Syd og Norden,
Fra Tidens Ophav og til Tidens Ende,
Dog eens af Blod og eens i Syndens Jammer.
Dem du til dig annammer,
Det Folket er, dit Kors og Blod skal gavne,
Som Menneskenes Søn du dem tilhører,
Som Frelsens Gud dem fører
Vil dem som Eet i Naadens Favntag favne:
Ja, det var gavnligt, du fik Fred forhvervet,
At ej det ganske Folk blev let fordærvet.
Det var til Gavn, et Menneske var kaaret,
En Slægtens Søn, dog mere stærk end Slægten,
Som tager Byrden, Slægten ej kan bære.
Det var til Gavn, at Straffens Vægt blev baaret
Af Retfærds Herre, som kan løfte Vægten,
Som løfted den sit Navn til evig Ære.
Hvad kan vi meer begjere
Af Herlighed hos Herren, som vi dyrke,
End at for Retfærds Skyld han Døden taaler,
I Livets Kraft dog straaler
Og bryder vældig gjennem Gravens Mørke,
Hvad meer af Kjærlighed, end at han Livet
Har for en syndig Slægt i Sone givet?
Det var til Gavn, du frelste dem, du skabte,
Det var til Gavn, du gjenopretted Freden
Og skaffed Lægedom for Sjælenøden.
Det sømmed sig for dig, som de Fortabte
Vil føre hjem fra Død til Herligheden,
At vie dig ind til Frelsens Værk ved Døden.
Ja, du gav Bod for Brøden,
O, du Guds Lam, som blev for os hengivet!
Med vore Synder til din Fod vi haste,
Vor Sorg paa dig vi kaste,
Af din Haand tage Salighed og Livet:
O, Gud skee Lov, at du har lidt for Alle,
Ja, Gud skee Lov, vi Gud kan Fader kalde!
Ja, Gud skee Lov, at i hans Favn vi føres!
Hans Aande vækker os paa ny til Live,
Og Evighedens Kræfter kan vi smage.
Ja, Gud skee Lov, at vi kan helliggjøres
Og ej for evig skal i Synden blive,
Hvis Vægt i Dybet ned os maatte drage!
O, Broder uden Mage!
Hvor godt det var, at Synden blev forsonet,
Hvor meer end gavnligt skal vi ret udsige
Hos dig i Himmerige,
Naar saligt efter disse Tiders Stammen
Vi din Forsonings Priis skal sjunge sammen.