Mener du, at jeg ikke nu kunde bede min Fader, at han Skulde tilskikke mig mere end tolv Legioner Engle? Skal jeg ikke da drikke den Kalk, som min Fader haver givet mig? Hvorledes skulde da Skrifterne fuldkommes, at det bor sig saa ledes gaae til?
Ja! du vil Kalken tomme,
Dig af din Fader givet,
Hvori han skjænker dig al Jordens Slægter:
Dem kan du ej forsomme,
For dem er Kalken Livet,
For dig Guds Løfters Ord, du ej fornægter.
Ifald du vil, du mægter
Med Himlens Legioner,
I Retfærds Pantserplader
Dig sendte fra din Fader,
At lyne frem ved Sejrsbasunens Toner;
Men du vil Kalken drikke,
Thi Skrifterne fuldkommes ellers ikke.
I Skrifter, forhen dunkle
Men nu som Dagen klare,
Der Jesu Kors og Sejr og Død afmale!
I Jer Guds Tanker funkle,
Paa Jer maa Sjælen svare
Med Andagts Bæven som paa Herrens Tale.
Det Hjertet kan husvale
Sig i Jert Dyb at sænke
Og see, hvor saare herligt,
Hvor længe og hvor kjærligt
Gud paa de faldne Børn har villet tænke —
En Evighedens Længde,
Barmhjertigheders Tal som Stjerners Mængde.
Min Jesu Smertensbæger
Er lig en hellig Lillie
Som Knop i Eders Blades Læ tilstede.
Nu Kalken Verden læger
Alt efter Herrens Villie
Med Livets Kraft og dufterige Glæde.
Lad i dens Dyb os græde
Bodfærdighedens Taarer!
Bodfærdigheden ene
Den Livsens Duft kan tjene,
Men Hovmod som en Dødsens Lugt den saarer:
O Jesu, lad os alle
Din Død en Livsens Duft til Livet kalde!