1.
Saa ruster man med Magt paa begge Sider;
Da ser en Dag man flyve hen en Due,
Der pilsnart ned mod Stadens Mure glider;
Dens Fjedre glinse blankt i Solens Lue:
Som trøstig ad sin lyse Vej den skrider,
En Falk slaar ned brat under Himlens Bue,
Angst flyr den Arme, flux sin Vej den vendte,
Ret ned mod Gotfreds Telt den Falken sendte.
2.
Den grumme Klo det spæde Hoved rører,
Da favnes den af Heltens stærke Haand,
Som han med Kjærtegn ned ad Vingen fører;
Brat ser, om Halsen bundet, han et Baand,
Gjemt under Fjedres Skjærm, et Blad det snører,
Han løser det, nysgjærrig i sin Aand:
»Hold Staden!« i barbarisk Skrift der staar,
»Før femte Daggry jeg dens Mure naâr.«
3.
Han løsned Duen, som fløj viden om,
Ej atter hjem: den havde aabenbaret
(Den mærked det) en Tankes Helligdom,
Som under Vingens Ly den skulde varet.
For Hærens Fyrster brat den Høvding from
Forkyndte Himlens Gunst, dem vederfaret:
»Vi tage Staden, hvor, mod Østen stærk,
Den derfor skyttes mindst af Værn og Værk.
4.
Dèr Raimunds Stormstyr slaar paa Muren ned;
Ved nordre Kant jeg leder Fjenden vild,
Mit Taarn, som glider let fra Sted til Sted,
Jeg ruller frem; du, min Camillo snild!
Har nær hos mig det tredje Taarn bered.«
Taus grunder Raimund under Talens Ild,
»Der kan ved Gotfreds Raad,« han mælte da,
»Ej lægges til, ej heller tages fra.
5.
Kun vilde jeg, at Nogen rejste hen
Til Fjendens Lejr og satte os i Stand
Hans Plan at skjønne, Tallet af hans Mænd.«
Brat mælte Tankred: »Her har jeg en Mand!
Jeg lover for Vafrin, min Vaabensvend:
Letfodet, snild, som baade vil og kan,
Saa sindig klog som kjæk og uforsagt,
Og skifter Maal og Holdning som en Dragt.«
6.
Vafrin blev kaldt. Han Hvervet greb med Lyst,
Han løfter højt sit Hoved med et Smil:
»I Fjendens Hær jeg bjærger Nyheds Høst
Ved højlys Dag,« han mælte flux med Il,
»Hver Mand, hver Hest, hver Tanke i hans Bryst
Jeg nævner Jer.« Og ej han gav sig Hvil:
En Kappes Folder han for Trøjen tager,
Og slynget Linned hen om Panden drager.
7.
Han kaster over sin Person et Skjær,
Et Slør, et vist, jeg véd ej hvad, som blænder,
Og staar som Østerlænder færdig dèr:
»Var han i Memfis — en Ægypter kjender
Som Landsmand ham paa Tungemaal og Færd,
Derpaa som Tyrier sin Sæd han vender.
Afsted han paa saa let en Ganger fór,
At ej i blødest Sand den sætter Spor.
8.
Men Øxen klang i Frankerlejrens Skjød
Ved Dag og Nat; højt Gotfred Gud paakalder,
Hver kristen Kriger nyder Sjælens Brød.
For nordre Mur, hvor det i Øjne falder,
Staar Gotfreds Stormtaarn, som hans Snildhed bød;
Det skuffer vantro Mænd: da Luren gjalder,
Det knejser højt fra Øst i Morgnens Lue,
Paa begge Sidefløje Taarne true.
9.
Til Guelf, til Drotten for Normanners Skare,
Til Flanderns Hertug Gotfred overlod,
For Fjender bagfra Stormerne at vare,
Thi ham Ægyptens Hær for Tanken stod.
I tredelt Magt, af samme Heltemod
Hver Deling ført, hver lige blind for Fare,
Nu Frankerhæren stormer. Soliman
Til Forsvar staar, hvor Gotfred fører an.
10.
Den gamle Drot, som greb nedlagte Sværd
Og maned Kraften frem fra svundne Aar,
Mod Raimund, mod Camil Argantes staar —
Camil, der fører kjæk i Kampens Færd
Latinske Mænd, som Fædres Veje gaar
I Tapperhed, vel ej i Tugt dem nær.
Hos ham stod Tankred: Plads han maatte finde
Retfor den til hans Sværd udsete Fjende.
11.
Brat mørkne Luften Saraceners Pile,
Død, tændt af Gifters Saft ved Odden hænger,
Fra Blider og Ballister uden Hvile
Sig Sten og Bjælker ind mod Muren trænger,
Frem under Stormtags Dække Franker ile —
Rinaldo vil det ej: »Skal Muren længer
Hist knejse højt i Ro med Vaabens Krans?
Skjold over Hoved! op i luftig Dans!«
12.
Saa lød hans Ord til hin saa tapre Skare,
Tilforn af Dudo ført, og frem det gaar:
Tæt sluttet sammen Skjoldene dem vare,
Nedstyrtet Bjælke, Spydkast ej dem slaar,
Tæt under Muren ind i Hast de naâr.
Rinaldo, som fik Vingeflugt ved Fare,
En luftig Stige op til Muren kaster,
Paa to Gang hundred Trin, og opad haster.
13.
Hans Fæller følge ham til begge Sider
Og høje Stiger op mod Muren slynge,
De sætte Foden paa den stejle Gynge,
Dog hin faar Banesaar, og denne glider;
Rinaldo trøster, truer, opad skrider:
I Luften svævende, mod Fjenders Klynge
Han kæmper ene, Lanser om ham suse
Og Stenes Regn vil Bryst og Hoved knuse.
14.
Med udstrakt Arm han griber Murens Tinde.
Hver Hindring staar med Vælde han imod —
Saa mod en Vægt vil Palmen Styrke vinde
og stræber opad, stærk i Marv og Rod:
Paa Muren staar han alt, for hver en Fjende
Gjør Pladsen fri, og rækker, brodergod,
Eustaz, som snubler, Haand, at op han stiger. —
Hvor Gotfred staar, man med Maskiner kriger.
15.
Til visse Slag mod Stormertaarnet vendtes.
Rejst var paa Muren en uhyre Mast
(Paa Bølgen gynged den, nu stod den fast),
Fra den en jærnbeslagen Bjælke sendtes
Ved Tov mod Taarnet ned med tunge Kast;
At dette dog var rustet, hastig kjendtes:
To stærke Segle fra dets Skjød sig skynder,
Og med et Snit er Tovet skaaret sønder.
16.
Som naar en Klippesten fra høje Fjælde
Af Stormens Vinge slynges ned med Gny,
Hvad heller løsnes ved sin egen Ælde,
Og river med sig Skove, Borg og By:
Saa Bjælken fra sit Stade højt mod Sky
Rev Mur og Tinder med i Faldets Vælde.
Med Sejr fremrykker Gotfred; i det samme
Ismeno slipper løs sin Helvedflamme.
17.
Ild hvirvler ud med Lue, sort og blodig,
Det brænder og det bruser og det brager
Med Damp, af Helveds Aande fed og frodig.
Til Værn for Ild sig vaad om Taarnet drager
En Læderskjærm, den krymper og den knager;
Frisk gydes Vand, høj Gotfred staar og modig,
Sit Folk han styrker, men ved Vandets Svinden
Var Undergangen nær: da vendtes Vinden.
18.
Hil dig, o Høvding! Gud dig Frelse sendte,
Gud frelser sine, naar dem Farer true;
En Hvirvelvind han skikked brat og vendte
Mod dem, fra hvem den kom, den grumme Lue;
Ismen, som Bistand vil fra Helved hente,
En Stenblok rammer; før i Fjældets Bue
Den vældig sad: nu, slyngt fra Taarnet suser
Dens Vælde mod ham, og hans Hoved knuser.
19.
Ad Muren bølged ned, for Slag at lamme,
Et Dækkes brede Væv; af Luen tændt,
Det Ild om Forsvarsværkerne har spændt.
Fra Taarnet driver Vinden hver en Flamme,
Det glider nær, og alt sin Bro har sendt:
Frem haster Soliman med Sværd at ramme;
For Broen ned at slynge, løs han hugger,
Da brat af Taarnets Skjød et Taarn opdukker.
20.
Fra Muren skue vantro Mænd forfærdet,
Hvordan sig Massen løfter højt mod Sky,
Og ser fra oven ned paa Vold og By;
Kun Soliman, mod hver en Fare hærdet,
Staar uforsagt, den Drot af Heltery:
Omsust af Sten, han vældigt svinger Sværdet,
Ej flytter Fod, men Broen vil forøde,
Og frisker op sit Folk med Ord, som gløde.
21.
Men, Michael gav for Gotfred sig tilkjende.
Guds Engel, omflydt af en Straaleflod,
Usynlig, kun for Gotfred synlig, stod,
I Himlens Rustning klædt, hvis Luer blænde.
»Sku opad!« bød han, Sejrens Stund er denne,
Mod Himlens Undre se i Troens Mod!
Nu skrider Zion af sin Trældom ud,
Mod Hjælpen se, som sendes dig fra Gud!
22.
Sku opad! kjend Udødeliges Skarer!
Jeg tager Støvets Dække fra dit Øje,
Dit Blik jeg styrker, og dit Syn jeg klarer,
At det kan taale Glansen fra det Høje,
Mens Engleskikkelser sig aabenbarer.
Kjend dem, som delte med dig Kampens Møje!
De segned om dig, tro mod Kristi Sag,
Nu stævne de herhid paa Sejrens Dag.
23.
Se, Hugo kæmper hist paa Grusets Dynge!
Se Dudo! trofast mod sin fordums Skare,
Han ildner Modet i den tapre Klynge;
Han tager deres Tarv ved Muren vare,
Og styrer Stigerne, de opad slynge;
Kjend Ademar i Præsteklæder klare
Paa Højen hist! han lyser, fyldt af Aanden,
Mens til Velsignelse han hæver Haanden.
24.
Sku opad! højere lad Blikket gaa!
Fra Himlens Mark til denne Times Glans
Sig flokker Engles Hær.« Og op han saâ
I Lyset skjult for Dødeliges Sans.
Tre Fylkinger, hver tredelt, stod i Krans,
I vinget Dragt, med Himlens Rustning paa.
Tre Gange tre sig Straaleringen drog,
Hver Kreds sig større om den indre slog.
25.
Af hint uhyre Lysskjær overvundet,
Han sænked Øjet — slog det op igjen;
Da var det hellig store Skue svundet.
Til sine Krigerskarer saâ han hen,
Og trindt om havde Sejrens Smil dem fundet.
Han ser paa Muren, fulgt af kristne Mænd,
Rinaldo staa; da greb med frydfuld Aand
Han Fanen af sin Fanebærers Haand.
26.
Paa Broen tren han frem, den Første dèr;
Med dragen Glavind Soliman ham møder —
O snævre Plads for denne Heltefærd,
Mens disse Tvende mod hinanden støder!
Til Mændene paa Muren, bag ham nær,
Højt raaber Soliman, mens Øjet gløder:
»Hug Broen af! Paa mit Liv tænkes ej,
Dyrt skal det sælges paa den knappe Vej.«
27.
Da fløj hans Blikke henad Stadens Vold,
Og Bertholds Søn i Sejerstorm han saâ,
Mens Flugtens Bølger for hans Glavind gaa.
For Gotfred viger da den Herre bold;
»Ej mer paa den Vís er jeg Rigets Skjold,«
Han tænker, nye Planer i ham laa.
Snelt Høvdingen skred hen ad luftig Bane
Og planted højt paa Muren Korsets Fane.
28.
Bredt gjennem Luften Frelsens Banner bølger,
I Lyset kredsende for Himlens Vinde,
Sig Ærefrygt i hver en Luftning dølger,
Mer frydfuldt synes Dag i Dugen skinne,
Det er, som Zion bøjer dybt sin Tinde,
Tilbedende, og Oljebjærget følger:
Hver Pil, mod Korset skudt i Vantros Mod,
Hjemsendes eller daler for dets Fod.