Nordlændene holde og Markeders Tiid,
Hvor meenige Sogner forsankes med Fliid,
Medførende mange slags Vahre,
Fra inderste Fiorder og yderste Skiær,
Sin Skat og Land-Gilder og Leeding enhver
Til Øvrigheds Stænder at svare.
Den flittige Kræmmer og passer op paa
I Tide sin’ Telter og Kiæll at opslaae,
Opskiber sit Lærret og Klæde,
Men Tønden beholder det middelste Rom,
Man tapper de selv-giorte Kander paa Skum
Med megen Samvittigheds Glæde,
Er nogen blant Skaren, som lyster en Pæel
Og Kanden fuldkommen, da tappes der vel,
Dog først tælles Skillinger aatte;
Der Greis det fornam, see da gik han omkring,
Men Kræmmeren føeled’ et smerteligt Sting,
Thi raabte han hvad han formaatte:
Høer Greis! kom dog nærmer, jeg seer I er tørst,
Goed Taar! denne Kande spanderer jeg først,
Den anden I selver betaler;
Og Gregus var tørstig, hvad kund’ det forslaae?
Den anden og tredie fulgte derpaa,
Han Qvinden at tappe befaler;
Greis seer sin Staldbroder gaae Kiællet forbie,
Han raabte, min Broder! jeg holder dig frie,
Giør vel, inden Døren at stige;
Paa sidstet blev begge vel vædsket og vaad,
Og saa foer all Fisken i Kræmmerens Baad,
Hvad haver nu Greis til at sige?
Om Morgenen, Manden udsovet sit Ruus,
Adskilligt han skulle da kiøbe til Huus,
Baad’ Klæder og Lærrit til Skiorte:
Han tinged’ paa Hamp, paa Slib-Steener og Liaa,
De svared’: skaf Fisken, saa skal du vel faae,
Men see! da var Fisken alt borte.
Og som hans Betalning var gangen paa løb,
Saa maatte han nøyes med dyrere Kiøb,
Kom dermed i bunde-løes Sumpe.
Thi dersom du altid vil skiølle din Hals,
Da tænk og at sætte din Kiole til Fals
Og løebe med Sværtede Rumpe!
Men Kræmmerne lagde sin Baader paa Rey,
Og flagge med Vimpler forsømtes der ey,
Thi Handelen gir Avantage,
Hver tog at indskibe sin Ladning med hast,
Saa vandt de sin Seyler paa flaggende Mast,
Til nærmeste Ledings-Bergs Pladser.