Først ville vi sammen en Dag eller toe
Paa toe-rømmit Færing om Øerne roe,
Kun jeg og du eene selv anden;
Vor’ riflede Børser vi giøre maa klar,
Jeg meener, vi blive Vild-Gæssene var
Her nogen steds ude ved Stranden.
Hun pleyer gemeenligen holde sig der
Hvor Siivet opvoxer i Valer og Skiær,
Der pleyer og Svanerne svemme.
Men var, hvor du kryber om Steenene frem,
At du ikke kommer i Vinden for dem,
Da kand de dig straxen fornemme:
Der siges, at Gaasen dra’r Væjr som en Hund,
Jeg haver den Sagn udaf Skytterens Mund,
Forfarenhed vil det vel lære.
Hun klækker sin Unger i Tuer og Moos,
Der værper Almaasen og Sæingen hos
Samt Rypen med spraglede Fiære
Hvad Rype? spør du, hvad er det for et Slag?
Det er et slags flyvende, som under Tag
Ey gierne vil bygge sit Reede,
Men haver i Lynget saa hemmelig Hull
At hvo det vil finde, vel tie gang i Tull
Han Løbe maae hidset og heden;
Frue Rype er tilmed og ikke saa slet,
Hun er alamodig og holder sig net,
Kand klæde sig om, naar hun lyster;
I Lynget hun fører bruun-spraglede Pragt,
I Sneen hun drager den Snee-vide Dragt
Og sig imod Frostet beryster.
Nu vel, min Medbroder, skuv Baaden fra Land,
Her ligger en Holme paa høyere Hand,
Der er vel et Hundred og fleere;
Hvad Hundred? jeg meener Ud-Fuglernes Eg,
Som Unger af bliver med Laar og med Leg,
Halv-Straappe, og endda vel meere.
Ey Broder! hvad er det, du bilder mig ind?
Halv-straappen’ Eg er jo med Fiær og med Skind,
Jeg nieen’ du fordrager dem ikke.
Ach! Broder, den Ræt er vel lækker og sund,
Og helst for vor Halvor, han sig vel om Mund
For et af dem tie gang skal slikke;
Og har du en Snees, jeg forsikrer ret nu
Skal han dem fortære med Rue og med Stu,
Hvor stoere de synes at være:
Jeg siger, en Snees, efter Maaltid er giort,
En udsulten Bonde-Bug votter ey stort
Slig Byrde i sig til at bære.
Nu vel an! saa leg da til Holmen din Baad,
Gott slabber die Bauren! hvad er der Forraad,
Hvad er der mangfoldige Tænder!
Jeg frygter, hun snart med sit Tikke-Tik-Ter
Opfylder mit Øre, jeg hører ey meer,
Hun skriger i hvor jeg mig vender:
Saa gik jeg paa Holmen saa sagtelig frem,
Der laae Tænde-Reedene fire ja fem,
Ja femten og seksten tillige,
Jeg neppelig satte paa Landet min Fod,
Et Reede jo straxen mig kom udi Mod,
Jeg neppe for Eg kunde stige:
Saa løb jeg paa Skiærret en Gang om i tull,
Det vared’ ey længe før Hatten blev fuld
Vi hænted af gandske Formue.
Da saae vi, vor Halvor var knap paa sin Hand,
Saa svared’ den goe’ Karl og ey for sin Tand
Der Bryllupet stod i den Grue.