Min Bog, naar du den Ære faar
At du forinden Dørren staaer
Hos Ober-Secreterer:
Naar Han dig i sin’ Hænder taer,
Og som Patron i sit Forsvar,
Den Gunst du høyt skatterer;
Jeg strax vil give saadant Raad:
Min Bog! du har dit Ynske naaed,
Gak hen, got Folk at gieste,
Gak friilig hen til alle Land,
Gak hen og tak den fromme Mand,
Der vide vil dit Beste!
Gak hen til Gammel og til Ung,
Skyt intet, Veyen bliver tung!
Gaaer det saa haart i Knibe,
At de dig fritter om dit Pass,
Da siig: jeg har min Attestats
Af vor høyædle Wibe.
Siig saa: Min Fader er en Klerk
Iført en Nordlands Messe-Serk,
Og boer blant kolde Tuer:
Han er, blandt andet, ret og slet,
Siig dem: du har de Klæder paa
Hvori du daglig pleyer gaa
I Sælskab blant vor’ Bønder:
Din’ Frynser er en Snor af Hamp
Dit Guld er idel Klint og Kamp
Dit Skriin er Lever-Tønder
Din Kappe har du giort af Skind,
Med Tran og Tiære smurt den ind,
Din Mantel er en Kofte
Gehænget er af Heste-Fax
Din Sabel er en Fisker-Sax
Der ligger paa den Tofte
Et barket Skind snørt om din Haand
Det er dit gylden Arme-Baand
Og Sølv-broderet Erme,
I Steden for et Hug-Gevær,
Dig et par Aarer færdig er,
Du Haanden med kand værme
Din Rechs og Linchs da læres brav,
Naar Aaren trækkes i det Hav,
Nu frem, nu flux tilbage;
Det blive vil dit Brug og Sveed,
Indtil dig gives fuld Beskeed,
Fra Verden ud at drage.
Du har en Færing til Caret
En Dybs-Ang til en Raritet
En Tofte til et Sæde
Et Øes-Kar til en Haand-Granat
Et Hval-Been til en Palisadt
En Angel til en Kiæde.
Med denne Prunk, med denne Pral,
Du Landet giennemvandre skal,
Og byde frem din’ Gaver,
Hvorvel de viises slet af Stand,
Man den dog karg ey kalde kand,
Som giver det han haver.
Hermed jeg dig befaler GUd,
Og dine Reyser ind og ud,
Og alle dem, dig ynder,
Men allermeest vor Adels-Mand,
Som udi din fornedret Stand,
Vil være din Formynder.