Jacob J. Dampe (1790–1867)

Amici! Viisdoms-Timen slaaer for eder,

det er en Alvors-Times Klokkeslag;

fra Jordens Tant jer Sind og Aand bortleder,

thi Bollen stiger frem i festligt Lag!

O, ædle Venner af Philosophien!

Jeg Viismænd rundt omkring ved Bordet seer;

lad hvo der vil kun søge Theorien,

Philosophia practica er her.

I lærde Mænd, som have valgt det Rette,

jert Lærdoms-Navn som Stjerner glimre maae;

thi vil man jer mod Andres Lære sætte,

mod eder Stoici er’ bitte smaae.

Den doctus vir, som skjænker til os alle,

saa ædelmodig Mand som kundskabsrig,

hvad enten han skal staae, hvad eller falde,

gi’er Andre samme Viisdoms Maal med sig.

Os alle Dyder kan vor Nectar lære,

for Tapperhed den største Priis og bør;

thi staae vi, da, som Mænd, vi staae med Ære,

og falde vi, vi falde med Honneur.

I Taalmod vige vi for ingen bipes;

saalænge som vi staae, fro er vor Sjæl;

men, naar vi sige maa: sta pes! sta mi pes!

vi bære ogsaa denne Skjæbne vel.

I Trofasthed særdeles dybt vi stikke,

vi Venner er’, saalænge vi er til,

og vi er’ til, saalænge som vi drikke,

thi uden Bacchus slukkes Livets Ild.

Vi i at handle viist, har ej vor Lige;

den handler viist, som vil kun, hvad han kan:

og andet skal ej Nogen om os sige,

vi vil kun fylde Glasset til dets Rand.

I alle Dyder har vi ej vor Lige,

enhver af os man for en Cato gaae;

ved at see rejst paa Jord sligt Viisdoms Rige,

vi umaneerligen hovere maa.

Naar vi ej skille U’er meer fra Es’er,

hjemvandre, tynget af vor Viisdoms Vægt,

da paa vor Hær af store Socrates’er

skal syndig Vægter see med dyb Respect.