Saa ny en Glæde, værd at agte paa!
Se Gederne saa kvikt paa Klippen springe
Fra Top til Top og nippe grønne Straa!
Hist nede høres Hyrdens Fløjte klinge
Og, mens han slentrer om paa Maa og Faa,
Ukunstlet Bud fra Hjærtets Dybder bringe.
Hans Pigelil, der er som Staalet haard,
Med sine Svin ved Egen stille staar.
Hvor køn er Hytten ej paa Højens Top,
Af Ler kun klinet og med Straaet takt,
Èn dækker Bord, én tænder Ilden op
Hist under Bøgens lyse Krones Pragt.
Èn fodrer Grisen glad og klør dens Krop,
Èn ser man tvinge under Tømmens Magt
Det unge Æsel, mens ved Døren dvæler
Vor Far og soler sig, ej stort han mæler.
Udvendig ser man her, hvad inde bor:
Fred uden Guld og uden Guldbegær.
Mens de om Dagen pløjer deres Jord,
Let skønnes kan, hvad deres Gods er værd.
Laas findes ej, til Frygt ej kendes Spor,
For hvem som helst staar Døren aaben her.
Saa glade de ved Aften, arbejdstrætte,
Paa Straaet slumrer ind, af Agern mætte.
Misundelsen har dette Hjem forladt,
Hovmodet her af Sult sig selv fortærer.
Som Maal for deres Ønsker har de sat
En frodig Eng, et Bed, som herligt bærer.
Den simple Plov er deres største Skat,
Dens Jærn er den Juvel, som mest dem ærer,
Som Disk de med to Kurve, ta’er til Takke,
Som drevet Gud de skatter Skovl og Hakke.
I usle Sjæle, gærrige og blinde,
Som slet kun bruger, hvad Naturen skænker,
I Kamp om Gud og Jord og Magtens Tinde
Formasteligt I Himlens Love krænker.
Af lad Blødagtighed I lod Jer binde,
Og nidske paa Næstens Skade I kun tænker,
I sanseløst Begær I ænser ej,
Hvor lidt der kræves paa vor korte Vej.
De gamle Tiders Folk, om hvem vi høre,
At deres Kost var Agern kun og Vand,
Vil jeg som Spejl for Øje Eder føre
Til Skjold og Værn mod Fraaseriets Ban.
Hør, hvad jeg siger, laan mig villigt Øre:
Den Fred, som Verdens Drot ej finde kan,
Mens efter jordisk Gods hans Brynde vokser,
Den ejer Bonden mellem sine Okser.
I Guld og ædle Stenes Pragt de Rige
Man ser med sky, bekymret Mine staa,
Lidt Blæst og Regn gør dem ulykkelige,
Og Tegn og Spaadomsord de agter paa.
Men Stodderen kan glad og sorgløs sige,
Han ejer alt, hvordan det saa vil gaa.
I Pjalter klædt han kan i Skoven bygge
Og blæse Pligter, Sorg og Strid et Stykke.
Om Mit og Dit, om udenlandske Sprader,
Om Godt og Ondt, om Kunstens høje Tind
Vèd Bonden ej Besked; paa fyldte Lader,
Paa Græs og Vand og Mælk han lægger Vind.
Hans simple Sang, hans Hænders haarde Flader
Er Regnskabsbogen, hvor han fører ind
De Renter, Jorden yder mangefold,
Og trygt han giver alt i Skæbnens Vold.
Gudfrygtig, tillidsfuldt hans Arme bredes
Mod Himlen ud i Bøn for Mark og Dyr,
Om Arbejdslykke der enfoldigt bedes,
For Koens Kælvning, for den ædle Tyr.
Her trives ej Maaske, Hvorfor, Hvorledes,
Og Tvivlen fra den Frommes Tærskel flyr.
Naar frem for Gud i Tro sin Bøn han fører,
Han stoler paa, at Himlen mildt ham hører.
Halt Tvivlen er, den Vaaben med sig bringer,
Græshoppen lig den flytter sig i Hop,
I Følge sin Natur den stadig svinger
For Vinden som i Kæret Sivets Top.
Hvorfor er magert, og ved Bæltet klinger
Der Nøgler nok, som intet lukker op,
Ej gaar i nogen Laar og intet nytter;
Ved Nat det færdes, Mørket det beskytter.
Slægtnære er Hvorledes og Maaske,
To Kæmper, saa umaadelige begge,
At op til Solen, som de ej kan se,
Da de er blinde, næstendels de række.
Storstæders Glans formørkes èn — to — tre,
Naar disse Kæmpekarle for dem dække;
Paa stejle Klippestier de er paa Færde
Med Hænder prøvende, om de kan bære.
Sandheden fattig, nøgen, ensom gaar,
Blandt jævne Folk den oftest Venner fandt.
Èt Øje har den, Straaler fra det staar;
Guld er dens Legem, Hjærtet Diamant.
Den trives frodig under usle Kaar,
Faar tusind Liv igen, for hvert, der svandt,
Smaragdgrøn skinner den med herligt Skær
Og svigter aldrig den, som har den kær.
Med kyske Blikke, som mod Jorden vende,
Gaar Falskhed frem i gyldenstukket Skrud,
Den Hykler, der er kun de Godes Fjende
Men vil som som alles Ven sig tage ud.
Af Is den er, tør Solens Glans ej kende,
Har Hjem ved Hoffet, hytter helst sin Hud
I Skyggen gemt, og som dens Værn og Værge
Svig, Løgn og Tvedragt til dens Fane sværge.
Nu kommer Smiger, smidig og adræt,
Saa ung og smuk den vimser allevegne,
Dens Klædedragt i Farver spiller, ret
Saa Blomster selv i Foraarssol maa blegne.
Ved kælen Lis den naar sit Formaal let,
Gør andres Meninger til sine egne,
Den gaar fra Graad til Latter uforknyt
Og stjæler fra dig, mens den smiler sødt.
Den er for Hoffets Laster ikke blot
En Moder, men en Amme, ved hvis Bryster
De næres, plejes, trives rigtig godt,
.....................................