Hvert Blik, du ødsel skænker,
Berøver du jo mig!
Vel er det ikke Rov, at ej du giver —
Men at du huldt betænker
Hver Æsel, mig kun ej,
Er Mord, i Døden langsomt du mig driver.
O Amor, hvorfor bliver
Det taalt, at Skønhed støder
Det Hjærte bort, der fatter
Dens Værd, og Gunst forøder
Paa den, som ej den skatter?
Ak, skab du hende atter
Fra nu saa styg at se, saa god i Sinde,
At mig hun elsker, mens jeg afskyr hende.