Hvis Aanden lever først, som den jo gør,
Befriet fra Kødet, som ved Himlens Tvang
Den slæber paa sin Gang,
Først da den altsaa Salighed kan naa.
Thi gennem Døden bør
Hver, som til Død er født, til Himlen gaa.
Derfor ej heller maa
Det være Synd at vende
Til Smil vor Klage ved den Kæres Død.
Han staar ved Rejsens Ende,
Afført sit Hylster, fri for Sorg og Nød,
Og nyder Hvilen sød.
Stands da din Klage, du, som er bedrøvet,
Thi Liv i Gud er mer end Liv i Støvet.