Mon virkelig jeg ser, o Amor, svar!
Den Skønhed, hvorimod jeg altid higer,
Eller mon af min egen Sjæl den stiger
Forskønnet, som et mejslet Billed klar?
Du ved det jo, du, som med hende bar
Min Fred til Graven, saa mit Hjerte skriger,
Skønt hvert et Smærtens Suk mig sødt beriger,
Og Ildens Glød en salig Vellyst har.
Vist er det hendes Skønhed, du beskuer,
Kun højnet ved mod Højderne at ile,
Idet den gennem Øjet Sjælen naar.
Først her som Guddomsskønhed ren den luer,
Hvad evigt er, maa imod Evigt stile
Den er det, ikke hin, som for dig staar.