Kom med din Hjælp, o Phøbus, som pranger med bølgende Lokker,
kom til den yndige Mø, driv hendes Sygdom paa Flugt!
Skynd dig! tro mig, o Phøbus, du aldrig vil angre din Gjerning,
at du din lægende Haand har paa den Dejlige lagt!
Mægtig beskjærm hendes Legem mod gusten Tæring, lad aldrig
Lemmernes snehvide Hud visne for Sygdommens Skjær!
Ondet, hun nu maa lide, samt Alt, vi med Bæven kun ane,
skyl det til Havet afsted nedad en rivende Strøm!
Guddom, kom! Bring naadigen med de Safter, de Sange,
som den udmattede Krop styrke med kvægende Ro!
Pin ej Ynglingen mer, som for Pigens Skjæbne sig ængster,
som for sin Elskedes Liv tusinde Løfter nu gjør!
Stundom beder han fromt; men stundom mod evige Guder
bryder i Trusler han ud: syg er hans Elskede jo. —
Bort med Frygten, Cerinthus, thi Guder ej Elskende plage!
Er kun din Kjærlighed tro, frelses din Pige forvist.
Taarer behøves ej nu; nej, Tid er det først til at græde,
skulde hun vorde mod dig ikke saa kjærlig som nu.
Nu er ganske hun din, hendes ærlige Hjerte kun rummer
dig. Forgjæves med Haab sidder nu Bejlernes Flok. —
Phøbus, o hjælp! Du her kan vinde dig glimrende Hæder,
frelser fra Sygdom du En, vækker du Tvende til Liv.
Da vil du vorde navnkundig og glad, naar kappevis begge
bringe til Altret med Fryd Ofret, som lovet dig var;
Gudernes hellige Kreds vil kalde Phøbus lyksalig,
hver vil ønske, han selv ejed din mægtige Kløgt.