1. Træpælen er Markskjel, indviet til Grændseguden Terminus, Stenen paa Vejen var ligeledes helliget en Guddom (Trivia el. Hekate, se Digt 3). Ved Landmandens Gud kan tænkes paa Silvanus, der er Skovens Gud, men ogsaa velsigner Markerne og beskjærmer Hjorderne. Ceres var Gudinde for Kornet og Agerdyrkning. Priapus, der oprindelig var kommen fra Lilleasien, var Gud for Frugtbarhed. Larer vare en Art skjærmende Alfer for Huset og dets Beboere, de fremstilledes som smukke Ynglinger med Skjænkehorn og Skaaler, og deres Billeder (malede eller i Billedhuggerarbejde) fandtes i Huset ofte i et særegent lille Kapel med Alter ved; man ofrede dem hyppigt Krandse og Røgelse, en Gang aarligt en Gris. Pales var en gammel italiensk Guddom, der beskyttede Kvæget, og til hvis Ære den romerske Landmand holdt en Fest med ublodigt Offer i April Maaned, Hyrderne rensede sig ved at springe over et Baal af brændende Halm; denne Dyrkelse vedligeholdtes efter den gamle Skik, uagtet man vidste saa lidt om denne Guddom, at den snart omtales som Gud, snart som Gudinde.
2. Phæacien, der omtales i de homeriske Sange, mente man senere at finde i Øen Corcyra. Den almindeligste Begravelsesmaade i Oldtiden var at brænde Ligene paa et Baal, hvorefter de nærmeste Slægtninge samlede Aske og Ben, kom det i en Krukke og heldte vellugtende Vande derover, Krukken (af Ler, Sten eller Metal) hensattes derpaa i Begravelsen, der saaledes kunde rumme et stort Antal Lig (Familier, ja hele Begravelsescorporationer). Romerne havde en særegen Art Orakler ved flere Templer, nemlig Lodder med Bogstaver paa, der efter at være udtrukne tydedes af Præsterne; men man fandt ogsaa mange private Orakler af samme Art, paa de mest besøgte Steder i Byen sade Drenge med saadanne. I det Hele taget agtede man meget paa alleslags Varsler; der var af Staten ansat egne Præster, som toge Varsler af Lyn og andre Himmelfænomener, af Fuglenes Flugt, af de hellige Hønses Æden; ved Ofringer undersøgte man altid det slagtede Dyrs Lever (D. 7 og 11) og agtede ligeledes paa Ordvarsler, hvorfor man altid begyndte en Fest med Opfordring til de Tilstedeværende om at vogte sig for at forstyrre Festen ved Ord, der kunde varsle ilde (D. 7 og 15). Saturnus var Verdensherskeren af den ældre Gudeslægt, der blev stødt fra Magten af hans Søn Juppiter; til hans Tid henlagde man den Guldalder, som alle Folkeslag have tænkt sig ved Tidernes Begyndelse. Saturnus’ Dag er Lørdagen, der for Romerne egenlig ikke havde noget Helligt ved sig; men allerede paa Augusts Tid opholdt der sig mange Jøder i Rom, og jødiske Forestillinger, deriblandt om Hviledagens Helligholdelse, havde trængt sig ind hos Romerne, især hos Kvinderne, da man i Hedenskabets synkende Tid greb efter fremmede Religioner. Saaledes var Dyrkelsen af den ægyptiske Isis, Frugtbarhedens Gudinde, bleven almindelig; hun dyrkedes med Optog, mange Ceremonier og Hymner Morgen og Aften, og der brugtes herved et eget Instrument, en Ramme med løst indsatte Stænger, der klirrede, naar det rystedes (hvorfor Grækerne kaldte det Sistron «Rangle»). Isisdyrkernes Dragt var linned (ægyptisk), og de ansaa det Uldne (Romernes væsenligste Klædningsstof) for urent. Til Tak for Gudernes Hjælp i Sygdom eller anden Fare plejede man i deres Templer at ophænge Malerier, der forestillede den Nød, hvoraf man var frelst, eller andre Billeder (f. Ex. Afbildninger i Ler af den Legemsdel, hvori man havde været syg), saaledes som det endnu er Skik ved Helgenes Altre i de katholske Lande. Venus, Juppiters Datter (efter et andet Sagn opstegen af Havets Skum, D. 3) var Gudinde for Skjønhed og Ynde og beskjærmede de Elskede, hendes Søn Amor opvakte Kjærlighed med sine Pile og Fakler. Elysium er Navnet paa Grækernes Paradis, der tænktes som en herlig Ø i Havet mod Vest. Casia: Kaneltræet. Forbrydernes Sted, Tartarus, laa lige saa langt under Jorden, som Himlen var over denne, og gjennemstrømmedes af flere Floder, deriblandt Styx, over hvilken de Døde førtes paa Charons Færge (D. 6), og Lethe, Glemselens Flod. Tisiphone var en af Furierne, de Skrækgudinder, der forfulgte Forbryderen. Cerberus var en Hund med tre Hoveder, som bevogtede Indgangen til Underverdenen. Ixion, en thessalsk Konge, havde villet omfavne Juppiters Hustru Juno, men et Skybillede traadte i hendes Sted; til Straf blev han i Tartarus bunden til et Hjul, som stadigt drejedes rundt. Tityus, Jordens Søn, havde villet krænke Latona (D. 11). Tantalus, Konge i Lilleasien, havde været Gudernes Ven, men røbet deres Hemmeligheder. De saakaldte Danaider, Døtre af Ægypteren Danaus, bleve af deres Fætre tvungne til Ægteskab, men myrdede (paa én nær) deres Mænd i Brudenatten; de straffedes i Tartarus med at øse Vand op i et hullet Kar, som de saaledes aldrig kunde fylde; ogsaa de øvrige Straffe betegne en haabløs, uendelig Pinsel. De Exempler, Tibullus har valgt, ere i Overensstemmelse med Digtet, fra Saadanne, der have begaaet Forbrydelser mod Kjærligheden. Aurora: Morgenrøden.
3. Medea var den grusomme Kongedatter i Sagnlandet Kolchis, der ved sin Troldom hjalp Helten Iason, som hun elskede, til at dræbe Dragen og vinde det gyldne Skind, men senere i Skinsyge myrdede sine Børn med ham. Hekate var en hemmelighedsfuld Gudinde i Underverdenen, der paakaldtes ved Troldom om Natten paa Korsveje; Romerne kaldte hende som Korsvejenes Gudinde Trivia (D. 5), som Drømmenes Gudinde Lucina (D. 11). At spytte paa Noget er i Folkeovertroen hyppigt et Middel til at afvende onde Varsler derfra.
4. Bona-Dea «den gode Gudinde» skjænkede Frugtbarhed og blev Familielivets Beskytterinde; hun dyrkedes af de romerske gifte Koner ved en Fest om Natten i et Hus, der maatte forlades af alle Mænd, ja hvor selv alle Billeder, der forestillede mandlige Figurer, tilhylledes. Den Mand, der vovede sig herind, maatte frygte Gudindens Vrede, der kunde slaa ham med Blindhed. Dog denne Fest havde allerede tabt sin kydske Karakter, utugtige Kvinder og Mænd i Fruentimmerklædning snege sig derind. Bellona er Krigens vilde Gudinde, hendes Begejstring betegner her Spaadomsaand i Almindelighed. Den lange Kjole og Hovedbind var den fribaarne Kvindes Kjendemærke, løse Kvinder skulde bære en kortere Dragt. Paa Olymp, et Bjerg i Grækenland, tænkte man sig Gudernes Bolig.
5. Offerdyret bestrøedes med grovtmalet Korn, blandet med Salt. Thetis, en mægtig Havnymfe, ægtede den thessalske Konge Pelevs, deres Søn var Helten Achillevs.
6. Mars var oprindelig en landlig Gud, men da den græske Mythologi fik Indgang og fordunklede den romerske, blev han Krigsgud.
7. Festen, ved hvilken Markerne rensedes, holdtes i Maj Maaned; Digteren paakalder Kornets Gudinde Ceres og Vinens Gud Bacchus (en Søn af Juppiter og Semele, D. 11), hvem Grækerne fra gammel Tid fremstillede med Horn ligesom Satyrerne i hans Følge. Den fortræffelige Falernervin kom fra Campanien i Syditalien, Chiervinen fra en Ø ved Lilleasiens Kyst; man blandede ofte disse sammen. Man holdt af at gjemme Vinen over Kjøkkenet eller andensteds, hvor den kunde gjennemtrænges af Røg, da man mente, den saa hurtigere blev gammel. Fra Chorsangene ved Bacchusfesten afleder man Skuespillets Oprindelse, selve Ordet Tragedie kommer af Tragos (en Buk). Minerva, Juppiters Datter, var Gudinde for Visdom, for Kunst og Haandværk, især for kvindelig Dont. Cupido (Attraa) var et andet Navn for Amor.
8. Apollo, en Søn af Juppiter og Latona (D. 11) og født paa Øen Delos i Archipelagus (derfor kaldes han den deliske, den Delosfødte og efter et Bjerg paa Øen den cynthiske, D. 11), var Poesiens Gud og ledsagedes af Muserne, de ni Gudinder for de forskjellige Kunster. Han beskrives i Digt 11 med den lange Dragt, som Sangere og Musikere bare, og med Lyren, der var skjænket ham af Hermes (Mercurius), som havde opfundet den ved at trække Strenge over en Skildpaddeskal. Han havde Tilnavnet Phøbus (den Straalende), der dog ogsaa tillægges Solen. Perlerne kom fra det saakaldte røde Hav, hvorved man i Oldtiden forstod, ikke hvad vi kalde saaledes, men Bugten imellem Persien og Indien (den persiske Havbugt); se D. 14 og 15. Circe var den Gudinde, der forvandlede Odyssevs’ Stalbrødre til Svin. Thessalien var rigt paa kraftige Urter og berygtet for Troldom.
9. Haabet dyrkedes som Gudinde ligesom Freden (D. 6).
10. Juno var Juppiters mægtige Hustru, Himlens Dronning, Kvindernes, især Ægteskabets, Beskytterinde.
11. Fra Etruskerne, som boede nord for Rom (i Toskana) og havde en ældgammel Kultur, havde Romerne laant Meget, især paa Religionens Omraade; derfra kom Sandsigere, som udtydede Varslerne af Offerdyrenes Indvolde. Lavren kaldes Kydskhedens Tegn ifølge Sagnet om Nymfen Dafne, der bly flygtede for Guden Apollo, der elskede hende, og da hun standsedes af en Flod, bønfaldt Juppiter, der forvandlede hende til et Lavrbærtræ. Plektret var en lille Stav, hvormed Lyren spilledes. Admetus var en thessalsk Konge, hvis Hjorder Apollo maatte vogte til Straf for et Drab. Chimæra var et ildsprudende Uhyre i Lilleasien, «fortil en Løve, bagtil en Drage, i Midten en Ged», som blev dræbt af Bellerofon. Skylla, nærved Messinastrædet, var en af de Rædsler, som mødte Odyssevs paa hans møjsommelige Hjemfart; da han sejlede forbi, greb hun sex af hans Rejsefæller, som hun slugte. Skythien kaldtes det af nomadiske Folkestammer beboede Land uden bestemte Grændser nord for det sorte og kaspiske Hav.
12. Liber (Befrieren) og Lenæus (Vinperseren) ere Tilnavne til Bacchus. Dennes Dyrkelse fandt i Begyndelsen Modstand flere Steder, saaledes ogsaa hos Kong Penthevs i Theben; men da Kvinderne i bacchantisk Begejstring fejrede Gudens Dyrkelse paa Bjergene i Nærheden, og han, for at modsætte sig det, vovede sig ind imellem dem, antog hans egen Moder ham i Raseriet for et vildt Dyr og sønderrev ham. Bacchus (Vinguden) elsker Najaden (en Vandnymfe) d. v. s. Vinen maa blandes med Vand. Nardus kaldtes flere Planter, hvoraf man lavede vellugtende Olie.
14. Mars var den gamle romerske Nationalgud, hans Fest fejredes den 1ste Marts, med hvilken Maaned Aaret i ældre Tid begyndte. Vertumnus var Gud for Aarets Omskiftninger og skjænkede Aarstidernes forskjellige Gaver. Purpuret var opfundet i Phønicien, hvor den mægtige Handelsstad Tyrus laa ved Middelhavet.
15 er (ligesom D. 16 og 20) til Ære for Fødselsdagen; paa denne ofredes til Menneskets skjærmende Aand, der ledsagede det fra Vuggen til Graven og ved Manden kaldtes Genius, ved Kvinden Juno; man fejrede Dagen med en munter Fest.
19. Diana, Apollos Søster, var Gudinde for Jagten og for de vilde Dyr; hun var evig Jomfru.
20. Parcer: Skjæbnens Gudinder, man tænkte sig dem spindende Menneskets Livstraad.
21. Phøbus d. v. s. Apollo, var ogsaa Lægekunstens Gud, og Æskulap, der almindelig nævnes som saadan, var hans Søn.
Hvad Navnenes Udtale angaaer, have følgende Tonen paa første Stavelse: alle Tostavelsesnavne (undtagen Olymp) samt: Cerberus, Danaus, Delia, Genius, Hekate, Juppiter, Marathus, Nemesis, Pholoe, Tantalus, Tityus, Trivia; Aqvitaner og Bona-Dea have Tonen paa næstsidste Stavelse, de andre paa næstførste.