Straalende Liber, o kom! — Gid Ranken stedse dig smykke,
og om din Tinding sig tæt Vedbendekrandsene sno!
Driv mine Sorger paa Flugt, helbred mit lidende Hjerte!
Ofte din Gave vandt Sejr, Kjærligheds Gud maatte fly. —
Fyld vore Bægre, min Dreng, da til Randen med kostelig Drue,
rask, med din villige Haand, skjænk os Falerneren i!
Bort, I Bekymringers trykkende Hær, bort, nagende Sorger!
Straalende Phøbus, o bring heldige Varsler idag!
Kjæreste Venner, I kjende min Plan, saa hjælper mig trofast!
Jeg skal styre, men rask følger mig nu, alle Mand!
Let er ved Vinens Kamp vor Bedrift; men vægrer sig Nogen,
gid hans Skjønne ham maa hemmeligt svige til Straf!
Amor gjør Sjælen saa rig; men han knækker den Trodsiges Modstand,
kuer ham, sender ham saa hen til den Skjønne som Træl;
gule Løvinder han tæmmer, han tvinger Armeniens Tiger,
selv i det vildeste Bryst Hjertet bli’er blødt ved hans Magt.
Dette, ja mere Gud Amor formaaer. — Men I glemmer jo Bacchus,
kræver dog Vin! Er et tomt Bæger da Noget for jer?
Velvillig, aldrig bister er Liber mod Alle, der dyrke
ham og dyrke hans Vin (Munterhed gjemmes i den),
mens han fortørnes paa hver, der er evig og altid alvorlig.
Frygter du Guddommens Magt, naar han fortørnes, saa drik!
Alle vi kjende hans Straffe, hans mægtige Trusler, thi Penthevs
faldt jo for Moderens Haand, blev hendes blodige Rov.
Frygten for Straf ej nærme sig os, men den troløse Pige
føle, den krænkede Gud sender en frygtelig Hævn!
Ak, hvad ønsker jeg dog, jeg Afsindige! — Luftige Skyer,
fører med Vindene bort mine letsindige Ord!
Sluktes endog i dit Hjerte for mig al Ømhed, Neæra,
Lykken følge dig dog, Fremtiden vorde dig lys!
Dog mine Venner, lad Timerne gaa med det lystige Gilde,
efter langsommelig Tid kom dog en glædelig Dag! —
Ak, hvor vanskeligt dog at hykle den Fryd, man ej føler,
haardt at finde paa Skjæmt, naar man har Kummer i Sind!
Ikke saa let er et Smil, naar det kun er Aasynets Maske,
Rusens lystige Spøg klinger den Sørgende hult.
Dog tør jeg klage, jeg Stakkel? Nej, bort I skjændige Sorger,
Fader Lenæus kan ej lide det klagende Sprog.
Hører Formaningen nu (Held den, der belært af en Andens
Lidelser mægter at fri sig fra den samme Fordærv!):
Lad jer ej fange, naar Armene blødt om Halsen sig klynge,
vogt jer, naar Tungen, den Strik, beder saa kjælent og mildt!
Om ved sit Øjenpar kjært den Lumske sværger jer Troskab,
eller ved Juno selv eller ved Venus endog,
troer hende aldrig! Thi Juppiter selv ad Elskendes Mened
leer kun, uændset til Leg giver han Vindene den.
Hvorfor bestandigt da klage for Løfter af Pigen, der sveg mig?
Nej Tungsindighed bort, Alvors Tale farvel!
— Ak, at hvile hos dig i de lange Nætter, at vaage
Med dig Dagen saa lang længes nu svarligt mit Sind.
Troløse Pige, forskyldte jeg det? Jeg var værdig din Elskov,
troløse Pige — men dog stadigt, skjønt troløs, mig kjær!
Bacchus elsker Najaden. Aa, skynd dig, langsomme Tjener,
bland med det mildnende Vand Vinen, der længe blev gjemt!
Om den ustadige Pige forsømmer vort Lag, Kammerater,
higende nu (hvo véd) efter den Fremmedes Favn,
spilder jeg Natten dog ikke med Sorg, gjentagende Navnet
stadigt med Suk. Nej, Dreng, skjænk os en stærkere Vin!
Ak, gid jeg længe før havde salvet med kostelig Nardus
Tindingens Lok og om Haar flettet den duftende Krands!
