Nej, det forbyde dog Guder! Gid aldrig Drømmen opfyldes,
som en ulykkelig Søvn stilled for Sjælen inat.
Overtroiske bort! Beholder de skuffende Syner,
kræver dog aldrig af mig virkelig Tillid til dem!
Sandhed varsle kun Guder, Indvoldene Fremtid bebude,
Sandhedens Varsler deri skuer Etruskerens Kunst.
Men i den gjøglende Nat os Tilfældets Drømme bedaare,
derved til unødig Frygt drives et ængsteligt Sind;
men til Bekymring er Mennesket skabt, og de natlige Varsler
soner han fromt med Korn blandet med knitrende Salt.
Dog — hvad rettest nu kaldes — om Sandhedens Varsler man hører,
eller man lyster at tro, skuffende Drømme, paa jer:
Lad, Lucina, som Tomhed de natlige Rædsler forsvinde,
lad min Sjæl uden Grund ængstes — uskyldig den er;
aldrig endnu forsandt er med Niddingedaad den beplettet,
Tungen ej fræk har talt mægtige Guder til Spot. —
Natten paa Himlens Vej havde kjørt sit mulmsorte Firspand,
badede Hjulene nu just i den blaalige Strøm;
Søvnen — for Sindets Bekymring en kvægende Guddom — ej dyssed
end mig i Søvn; han gaaer Kummerens Bolig forbi.
Dengang Phøbus alt højt fra sin himmelske Bane nedskued,
sildig Slummer da først lukked mit Øje saa mat.
Pludselig — tyktes det mig — en Yngling stod i min Bolig,
Lavren, Kydskhedens Tegn, rundt om hans Tinding var snoet.
Aldrig Verden endnu saa herlig en Skikkelse skued,
Billedhuggerens Kunst viser ej saadant et Værk.
Halsen var slank, paa den nedbølgede Lokkerne lange,
brune som Myrternes Bær, Salve der drypped fra dem;
Legemet straaled af Glands, som Maanen lyser i Natten,
over den snehvide Hud bredte sig Rosernes Skjær,
ret som naar Jomfruen først man fører til Brudgommens Kammer,
Aasynet blusser, paa Kind maler sig Roser saa skjønt,
eller naar Piger i Krands Amarant med Lillier flette,
eller som Æblet hvidt rødmer i Efteraarstid.
Kappen var prægtig og lang, i Folder den leged om Anklen,
det var Dragten, der ret smykked den dejlige Krop.
Men om hans venstre Skulder der hang den klingende Lyra
(Skildpaddeskal med Guld indlagt, et kosteligt Værk);
denne han slog, da i Kamret han tren, med Elfenbensplektret,
medens den herligste Sang lød med hans tonende Røst.
Dengang Haanden nu hvilte, der Lyren lod klinge til Sangen,
lød med den blideste Røst Talen, der varsled om Ondt:
Hil dig! Du Guden er kjær; thi Bacchus, Phøbus og Muser
ynde tilsammen en Skjald, som har os dyrket saa fromt.
Dog hvad den kommende Time vil bringe, sige dig ikke
Bacchus, Semeles Søn, — Musernes kyndige Chor.
Mig kun Faderen Magt til at skue det Kommende skjænkte,
Skjæbnens mægtige Lov, Hvad der i Fremtid er skjult.
Tillidsfuld lyt til mit Ord, min aldrig svigende Spaadom,
hør, hvad den cynthiske Gud taler med varslende Mund!
Hun, du elsker saa højt, som aldrig en Moder sin Datter,
aldrig en Mand berust elsked en Skjønhed endnu;
hun, for hvem du bestormer med Bønner de himmelske Magter;
hun, der er Skyld, at i Sorg Dag efter Dag rinder hen,
og at om Natten, naar Søvn dig i Mulmets Klædebon hyller,
Gjøglebilleders Hær daarer med Tomhed din Sjæl;
hun, dine Sange saa tidt have prist, den skjønne Neæra,
Hu til en Anden har sat, ønsker at elskes af ham.
Troløs i Sindet hun er, omtumlet af Uro bestandigt,
vil ikke kydsk som din Viv nøjes med tarveligt Kaar.
Ak, hvilken haardhjertet Slægt! dit Navn er Falskhed, o Kvinde!
Dø burde Hver, som har lært troløst Bedrag mod en Mand.
Dog — deres Sind omskiftes jo let — maaske hun bevæges.
Bønfald ideligt, stræk knælende Hænderne ud!
Amor, den grusomme Gud, os vænner til drøje Strabadser,
Amor, den grusomme Gud, vænner os ogsaa til Hug.
Selv har jeg vogtet engang Admetus’ snehvide Kvier
(ej kun et Sagn uden Grund, digtet til Moro, det er),
kunde med Lyraens Klang ej fryde mig mer, ikke længer
lokke til Sangene frem Strengenes svarende Lyd;
ikkun paa Fløjtens hullede Rør Melodier jeg spilled,
jeg, som er Juppiters Søn, født af Latona — en Gud.
Kjærlighed ikke du kjender, hvis, Yngling, du negter at bære
Pagtens tyngende Baand, naar Elskerinden er vred.
Nej, betænk dig kun ikke! Formild hendes Strenghed ved Klager!
Haarde Hjerter saa tidt bøjes af mindelig Bøn.
Troer hun, at Sandheds Varsler fra hellige Templer der lyder,
saa forkynd hende nu dette fra Sanggudens Mund:
«Selve den Delosfødte forjætter dig Pagten med denne,
Lykke hertil. Men vend ej til en Anden din Hu!»
Knap var det talt, før den døsige Søvn bortsvandt som en Taage. —
Ak, lad mit Øje dog ej skue den Ulykkesdag!
Aldrig tænke jeg kunde, din Vilje var modsat min Vilje,
tænke, dit Hjertes Dyb rummed en Brøde saa stor.
Thi du stammer dog ikke fra Havets vældige Vover,
ej fra Chimæra, der vild sprudede Flammer af Gab,
ikke fra Cerberus, Hunden med Trillinge-Hoved og Tunge,
rundtom hvis rædsomme Krop Slangernes Vrimmel sig snoer.
Ikke fra Skylla du stammer, hint Udyr, Kvinde foroven,
nedentil Hund. Ej har vilden Løvinde dig født,
heller ej Skythiens Land eller Afrikas sandige Strande,
nej, men et Dannelsens Hjem, aldrig Haardhjertetheds Ly;
du har til Moder jo faaet den kjærligste Kvinde blandt alle,
faaet til Fader en Mand, elskelig stedse som faa. —
Grusomme Drømme, jert Varsel afvende da Guderne naadigt!
Flyver kun magtløse bort, Vindene givne til Leg!
