Den danske Sommer naar fra Kornmarken til Oceanerne — fra Langelinies Promenade til Ispahan.
Den smiler til nye Verdener, straaler af Virkelighed. Man vilde ligefrem beklage sig over al den Sommer, hvis Digteren ikke var der med sin Spleen, der er syvfold dybere end nogen andens — dyb som Ormens, dyb som Fuglens, som Træets, som Bladets i Skoven. Og med sin ukuelige Livsfryd.
Med denne Spleen eller dødelige Kærlighed til den danske Sommer vil han samle alt i et eneste Ord af Solskin og Fryd før han lægges i Jord.
September 1921
Sophus Claussen