Vilde Du Birthe min Søster — Du midjeslanke, Du guldhjertede —
vilde Du, at Baaden derude — Baaden med de otte Mand —
der nu lig en saaret Hval, tumler i Braaddets Afgrunde,
frelst naaede Land?
Gerne min Broder vil jeg, at Baaden den kistesorte den vandtrukne
trodsede Bølgerne, der — efter Niddingers Skik
mange mod een — kaster sig over den.
Gerne vil jeg at Mændene — disse otte angstfulde Stakler,
frelste, glade stod paa Strandens Sten.
Birthe, elskede: Hvis Gud — Fiskernes Ven, Fiskenes Ven —
i sin Visdom, i sin Godhed — mættede Hajer med Mænd,
disse otte Mænd.
Vilde Du saa, elskede, at det skete hinsides Næsset eller her —
her for vore Øjne — Svar I
Kender Du ikke mig, kender Du ikke mit Hjerte?
Spare Gud disse arme Mænd, disse otte Helte!
Men hvad Gud vil — vil Birthe. Skal Ulykken ske —
hvorfor saa hinsides Næsset — lad Hajerne fodres her,
ud for vor lunende Klit, helst ganske nær ved Land —
os til lidt Spænding og Spil!