Der sidder Grevinden ved den silkebredte Seng
med ludende Hoved, med skælvende Skuldre.
Fra de taareløse Øjne gaar Blikket bort i Natten
gennem Mure og Skove til Fjernhedens Taage.
Det er som hun sidder den unge Grevinde
ved Randen af Havet
det raa og det øde
det menneskeslugende
spejdende efter sin Elskers Lig.
Og Silketæppet vugger som lange lave Dønninger.
Men aldrig skal hun skue igen sin døde Elsker,
Thi midt i Silkehavet, der ligger Grev Dohna
paa Ryggen og sover.
Grev Dohna, som hun elsked’
han sover, han gisper, han aander, han lever.
Hans Sjæl og hans Elskov er sagtelig steget
som Dunst og som Snorken
fra hans skrævende Mund.
Hun beder og trygler med taareløse Øjne,
O Hav giv tilbage min unge Elskers Lig!
Men Silkehavet vugger med en rygvendt svullen Fisk.