Nu grønnes Jorden frydeligt —
men ikke for Stenbrohesten,
Storstadens arme Kræ,
den mimrer fattigt med Mulen
efter Damernes Blomsterhatte.
Den hungrer efter Græs
med Sjælen og med Maven.
Hvad Pokker, det er jo Foraar
ogsaa for en sølle Krik.
Skaglerebene er tykke,
Læsset for tungt til at rende løbsk med.
Endog Selvmordets makabre Fest er den nægtet,
den ejer ikke fem Øre til Arsenik.
En klog Mand har udtalt:
„Menneskene er gode,
men jeg foretrækker Grammofoner”.
Husk disse Ord, I Herrer Kuske og Grosserere,
og glem ikke den Gamle deroppe.
Den Dag Jeres Sjæle lander paa Himmelens Flyvebrædt
— forsent — en Albu for Brystet,
10.000 Mil ned i Afgrunden.
Gengældelse rammer en Nidding
Kusken blir evigt Stenbrohest,
Grossererens Sjæl spærret inde
i en daarligt pumpet Bilring.