Midnats-Timen længst var slagen,
Alt henslumret var i Fred,
Kun Zenide vaagen græd;
Hun bortjamred’ Nat med Dagen.
Knurrende mod Himlens Veie
Slumred’ hun omsider hen,
Da en hedenfaret Ven
Stod i Drøm for hendes Leie.
Længe han med ynksomt Øie
Stirred paa den slumrende
Blidt, som fromme Engle see
Ned til Støvet og dets Møie.
»Sørg ei, brød han ud, Veninde!
Tung Dig Livets Byrde er,
Men Du kan ei fatte her,
Lønnen Du skal hisset finde.
I de Dødeliges Lande
Sørged’ jeg engang som Du,
Kom ei Gravens Trøst ihu,
Bruste som de reiste Vande.
Mismods kolde skumle Taage
Mig indhylled’ Fremtids Aar;
Og saa mangen Kummers Taar
Gled fra trætte Øienlaage.
Men med venlig Haand tillukked’
Livets milde Fader dem;
Lyst er Gravens mørke Hiem
For den Dydige, som sukked’.
Mellem tause Naboegrave
Slumre vi saa fredelig;
Der er saa koldt Støv og Liig
Tækkes maae iblandt de Lave.
Høihed der ei kan bedrøve
Ringhed i sit Hvilested,
Der har Træl og Armod Fred;
Gravene kun lidet behøve.
Der det kolde brustne Hierte
Føler ingen Sorger meer,
Gravens Borger fredlig seer
Til den overstandne Smerte.
Men hvad al Din Sorg maae lette,
Qvæle hver en Klagelyd;
Viid, at ubegrændset Fryd
Evigheder Dig forjætte.
Tit fra Lysets Egne stige
Glade Aander til os ned,
De bebudde Salighed,
Fryd, som Ord kan ei udsige.
Ingen, ingen Mand kan nævne
Glædens Maal i Himmelen,
Selv ei de, som nyde den,
At fortolke den har Evne.
Der blandt uafbrudte Glæder
Vore Godheds Fader nær;
O mod denne Fryd hvad er
Jordens korte Bitterheder?
Snart igien til venlig Slummer
Kalder Morgenstunden mig;
O lad den ei vække Dig
Op til Mismod og til Kummer.
Hist Dig vente blide Dage,
Hvis Din Aften skummel var;
Himlen lønner den, som bar
Faderlig tilmaalt Plage.«
Nu forsvandt han, og Zenide
Vaagnede med styrket Mod,
Følte, Godheds Gud er god
Mod hans Børn, selv naar de lide.