Til Hekla byder jeg dig flye,
Du Satans kiere Mesterstykke,
O Kiedsomhed! min Barm du skye,
Og andensteds forsøg din Lykke!
Bliv trygt hos den, som daarlig troer,
I Sværm at undflye Kiedheds Plager;
I Sværm, hvor just din Hæder boer,
Hvor taus din Orm saa pinlig nager.
Du følger os paa hver en Sti,
Hvert Øieblik tienstagtig reede;
I Kirken stod du Moloch bi
At giøre Siele kold’ og kiede;
Dit Værk det var, at Præsten slog
Omsonst i purpurklædte Kiortle;
At ei hans Torden Skræk indjog
De af din Aand indblæste Siele.
Hvor meget hitted’ du ei paa
Hver Høst og Vinter, Vaar og Sommer?
Til Bal, Concert, Collads man gaaer,
Ubuden allesteds du kommer;
Blot dig til Lyst gik Tiden hen
Ved prægtigt Bord med Snese Retter;
Hvor nedsat hos en ukiendt Ven
Man, Maven vel, ei Sielen mætter.
Unægtelig du har din Gang
Paa gylden Slot blandt Sværm og Bulder;
Og blyetung dig med Baandet hang
Dig tit om Stiernemændens Skulder.
Hvor Lys og Glæde smilte før,
Du puster giftig Mørk og Længsel,
Hver Gnist af Frihed i Gisp hendøer,
Og gyldne Sal blir skumle Fængsler.
Kun der, hvor Bacchus Helten er,
Du stundum maae tilbagestrømme,
Og fnysende see Glæden der
Af fulde Glas til Hiertet strømme.
Tit saae jeg, hvor du fremkom bleg,
For lumsk dig med i Laag at snige,
At Glædens Roser dig bortskræq,
Saa feig og slau du maatte vige.
Mindst saae’s du, hvor en Elsker glad
Sad henrykt ved sin Elskedes Side;
Contrast mod dig ei Elskov gad
Dit ubeqvemme Selskab lide;
Og Elskovs gode Skik det er,
At byde Tiden let henglide;
Den kiender ei til dine Manerer,
Den snegleseen at lade skride.
Flye, hvor du vil, kun mig du skye,
Du Molochs sande Mesterstykke;
Min Barm, o Kiedsomhed, du skye,
Forsøg kun andensteds din Lykke!
Men er du hevnfuld, vil du ei
Jeg skal undgaae din lede Harme,
For hvad jeg sang — saa trodser jeg,
Og leer dig ud i Damons Arme.
