Bringer Roser, fletter Krandse,
Det er Venskabs Bud;
Ingen Mørkheds Mine standse
Festens milde Gud!
See, han kommer, Hymen træder
Huld, livsalig frem;
I hans Følge muntre Glæder
Fylde Elskovs Hiem.
Lad os da den Guddom hylde,
Til hvis Yndest vi
Livets bedste Sødhed skylde;
Brødre stemmer i:
Du, som giør Din tro Tilbeder
Lykkelig i Dag:
Som Ham i Dit Tempel leder
Med et sandt Behag:
Hymen! stedse Du betrygge
Dette Ømheds Baand!
Held opgroe i Elskovs Skygge
Plantet ved Din Haand!
Blide Deres Dage flyde
I nyvalgte Stand!
Lad Dem hver en Glæde nyde,
Som du skienke kan!
Guden smiler; Venskab rækker
Krandsen, ædle Par!
Til et Tegn det aldrig brækker,
Brødre! Glasset taer:
Blot til Fryd vi samlet bleve,
Skingrer Punsken ud:
Gid vor Ven lyksalig leve
Med sin unge Brud!!