Elegie
til en lidende Veninde.
til en lidende Veninde.
Sørg ei, Bedste! sørg ei meer! Mit Hierte
Taaler ei at see saa megen Qval.
Tænk: Den Gud, som skuer al Din Smerte,
Sendte dog et Smiil til Sorgens Dal.
Grib det, giennemføl det, lad det glæde,
Lad det trøste Dig med kiærlig Glands,
At ei alt for hyppig Graad skal væde,
Ak! Din Ungdoms visnelige Krands!
O Veninde! snarlig Vaaren iler:
Hvorfor skal da Sorg bortkysse den?
Kort er Rosens Flor; og knap den smiler,
Naar forborgen Orm den tærer hen.
Ak! saa skal Din stumme Harm bortstjæle
Al Din Ynde, Sundhed, Aand og Lyst,
Skal det sidste Glimt af Haabet qvæle,
Og Dit Hierte vorde tomt for Trøst;
Mørke trindt omkring Dig skal neddale,
Mere gyseligt, end Ørkners Nat,
Og selv hellig Graad Dig ei husvale,
Og Din Afskedstime komme brat. —
(O! mit Hierte bæver, som om Kulde,
Dødens Kulde styrted’ sig derpaa;
Rædsomt er det mig, som hvis jeg skulde
Ved Dit Liig i Sorgeskare gaae.) —
Da skal, sønderknust, Din Elskte klage,
Vride sig i Vaande, martre sig,
Bande den, nu signede, blandt Dage,
Da han saae, kun saae — og elsked’ Dig.
O! jeg hører ham: som fængslet Torden
Skingrer huult i nøgne Fieldes Dal,
Stormer høit hans Jammer; bange Jorden
Bæver Gienlyd til hans tunge Qval.
„Ha! min Lyst er fældet ved min Brøde;
„Engles Lyst! hvor herligt blomstred’ du!
„Uerstattelige, tabte Spire!
„Jeg har voldt, du blomstrer ei endnu!
„Himlens Vrede, hele Jordens Harme
„Paa mit knuste Hierte vælte sig;
„O! jeg kan ei bære den, jeg Arme!
„Gud! mon Døden selv kan frelse mig?„
Saa han jamrer; Døden skal han kalde,
Dag og Nat han skal paakalde den,
Snart i Manddoms Kraft for Stormen falde,
Snart hans sidste Sukke hvine hen.
Og Din Slægt, og — ak! Din Ven skal slæbe
Centnertunge Dage ved Dit Støv,
Indtil Dødens Aande ham skal dræbe,
Vred afrystende hans visne Løv.
Det var Skiebnens Lov, mig tit at saare,
Og ulægeligt er mangt et Saar:
Jeg har grædt saa mangen bitter Taare,
Og en Høst af Smerter var min Vaar.
Dog endnu jeg dristig mod det Høie
Løfter blegnet Aasyn; thi jeg veed,
All den Dyd, som straaler i Dit Øie
Daled’ evig i Dit Hierte ned;
Og at dette Hierte varmt omfatter
Mig med Venskabs rene Himmel-Ild,
Værdig for en Paradisets Datter,
Og, som paradisisk Lue, mild.
O! den er min Stolthed, denne Lue,
Og min Forsmag paa Guds Evighed,
Og min Trøst, naar idel Plager true,
Og mit Værn om alt for svage Fied.
Hvorfor vil Du da frivillig ile
Fra den Kreds, der signes saa ved Dig,
Før Din Ven i Gravens hulde Hvile
Skiønner Himlens Kierlighed til sig?
Ak! saafremt hans bange Røst kan række
Til Dit ømme, qvidefulde Bryst,
O! saa lad den, Ædle! lad den vække
Haab, som slumrer nu, det Haab om Lyst!
Drik dets milde Straale! lad den varme,
Reise, holde, støtte, hylde Dig!
Den er blid og stærk: saa tit den Arme
Fandt dens Almagt, fandt sig lykkelig.
O! Du skal ei da saa mørk hensvinde,
Ei vor Taare svømme paa Dit Leer.
Haabet blot er Himmel. O Veninde!
Hør mig: Sørg ei, Bedste! sørg ei meer!