Iil! gyldne Soel! fra fierne Egn tilbage,
Straal i din Glands paa Aarets bedste Dage,
Blid, som naar al Naturen feirest leer. —
Hist lysner den; og Nordens Myriader
Ved förste Glimt med ömhedsfulde Siel,
Anraaber for sin Konge og sin Fader,
Hans Mildheds Lön, hvert Himlens bedste Held.
Den CHRISTIAN ublandet du skal nyde!
Bekymring ei forstyrre skal din Roe,
Södt skal dit Liv til Seclets Aar henflyde,
Mens Glæder i din Thrones Skygge groe.
Og Du, som er Din Stammes Ziir og Ære,
Du FRIDERICH, to Rigers Haab og Lyst;
Du, som saa stolt engang skal Kronen bære,
Oh! læste du i Dag i Folkets Bryst!
Da skued’ Du hvad Fölelser det fylde;
Hvert Suk, hver Bön til Kongers Gud for Dig:
Da saae Du hvor Dig alle Hierter hylde,
Og önske varmt: Du blive lykkelig!
Ved Huldheds Smiil Du evig dem kan vinde;
Den ene i hver Barm oprette skal
Fra Slægt til Slægt, et Tempel for Dit Minde,
Lyst glindsende i Yndlings Fyrsters Tal.
Og naar Du da at vandre ei aflader
Med stadigt Skridt i Fierde Friderichs Spoer,
Skal ogsaa Du faae Navn af Landets Fader:
Liig Ham, tilbedt, navnkundig, æret, stor.