Der gives onde Mennesker, som tale
Forbistret slemt om Ægteskab.
De aabenbare denne Stand afmale,
Som Elskovs Grav, som alle Glæders Tab.
Man andre hörer derimod tillægge
Den Södhed, Lyst, Lyksalighed;
Kort lutter skiönne Ting, der ret kan trække;
Hvad Sanden er, jeg ikke rigtig veed.
For min Person, jeg har ei Grund at klage;
Det Pigebarn, mig Himlen gav til Mage,
Er af en saare föielig Natur,
Hun giör mig grumme sielden Kattespaser;
Nu huuslig, nu igien hun leger, fiaser,
Ja hvad det befte er, fast aldrig suur.
Vel mueligt andre har ei samme Lykke;
Tungt for de Stakler Skoen saa mon trykke,
Jeg indseer let, det hesligt svie maae.
Hver her i Verden gierne har sin Nykke,
Men sligt jeg vil altsammen forbigaae.
Kuns dette jeg mig paatâr at forsvare:
At gode Koner ei er mere rare,
Det stærke ofte gîr kuns vel forskyldte Lön,
I godt Folk raabe stedse paa Xantippe,
Ja Konen var maaskee ei duefrom;
Men selv Sagtmodighed et Ord kan slippe,
Det bryder man sig ei saa nöie om.
De Gamle har desuden tidt den Vane
Til bedre Kryderie for lækker Gane,
At salte noget ganske dievleblændt,
Hver Bagatel, i fordums Tid er hændt.
Jeg stedse fundet har lidt Contrebande
Den Tale om den spildte spandfuld Vand;
Og hvo af jer, I Herrer, tör vel bande,
At og Historien er rigtig sand?
Men sæt engang hun kommen var til Skade;
Saa maae man ogsaa gunstig mig tillade
At melde i al Ære og Respect,
Hvorlunde Socrates var ret en heslig Knegt,
Jeg allerede veed, hvad I vil sige:
At Sielen kuns den sande Kierne er;
At Kroppen blot er Skallen, og deslige,
Som Vidne om jer dybe Viisdom bær.
Men seer I, Verden er en Daarekiste;
Kong Salomon var viis, men at han priste
Hvad I paa eders Sprog benævne Skal,
Beviser klart det store Tusind Tal.
En Socrates, en Philosoph maae være
Saa klog han vil, men gifter han sig först,
Saa bör han Ægtemandens Byrde bære,
I hede Ansigts Sved sit Bröd fortære,
Og finde Hielp mod alskens Trang og Törst.
Men, kiere, af en Mand, der som en Taabe
Kan fir’ og tyve Timer staae og maabe
Urokket, stiv, paa een og samme Plet,
Hvad Tröst kan vel en stakkels Kone haabe?
Hun maae jo med Vemodighed vel raabe:
Saa Fanden ogsaa fare efter det!
Hvorpaa man heel naturlig bliver bister;
Men da endogsaa det ei hielpe kan,
Man endelig Taalmodigheden mister,
Og altsaa fölge maae en Strippe Vand.
See det er korteligen Sagen,
Hvorved jeg troer klarlig lagt for Dagen,
Man uforskyldt paasætter Konen Klik;
Saa Ondskab af Samvittigheden slagen,
Bodfærdig vidne skal, den Feil har tagen,
Bekiendende at alting rigtig gik;
Og Philofophen vel fortiente hvad han fik.
Den Værstes Bröde da er klaret;
De andres Sag er grumme let forsvaret.
Jeg holder mig til hvad jeg för har sagt:
At begge Kiön Naturen eens har sparet,
Og lige mange Feil i begges Vægtskaal lagt.
Forlader mig, godt Folk, jeg har saalænge
Jer Kierlighed opholdt ved denne Sag.
Men alle til Madamerne vi trænge,
Som mindst det hændes mig hver anden Dag.
Det er saa godt at deres Yndest eie,
Jeg skatter den uendeligen höit;
I Livets Labyrint er mange Veie,
Hvo veed? — Men herom nu ei mindste Döit.
Jeg ile maae at Verden lade vide,
Der var engang i fordums Tide,
To unge Folk. Han Monsieur Ricard hed,
Hun jomfrue Thrine; han en Hoben vægtig,
Hun af Naturen pyntet saare prægtig,
Med al den Glands og Yndighed den veed;
Af Haar, af Öine, Næse, Læber, Tænder,
Af Smiil, af Farve, Taille, Födder, Hænder,
Kort hele Pakkenilliken var saa,
En Dronning selv ei bedre önske maae.
Nu dette unge Far en Dag udfinder,
At Skiebnen dem hverandre har bestemt.
De elske sig, hinandens Hierte vinder,
Og alting gaaer fornöieligt og nemt.
Men midlertid sex lange Uger rinder,
Og idelig der er den samme Hinder,
Som ogsaa dog er virke igen slemt.
Mama et saa forgabet i sin Datter,
Hun ingenlunde afsee hende kan;
Naar Mödre först slig narrisk Godhed fatter,
De sære Ting at giöre er istand.
Den hele Dag hun over Thrine ruger,
Og Natten ligger Staklen i en Krog
Bag Sengen; saa hvad Kunst hun ogsaa bruger,
De ikke engang under tillukt Laag,
Kan rigtig tales ved i Elskovs sande Sprog.
Lidt mere Friehed, mindre Ömhed, Mutter;
Sligt Kielerie er kuns for Patte-Glutter,
Med femtenaarig Möe er saadant Skarn;
Den vakkre Thrine er ei mere noget Barn.
Nu kiere, at I alle har fornummet,
Den lille Purks Indflydelse, og krummet
For Cythereas Altar eders Knæ,
Det tvivler ingen paa; men har I sukket
Forgieves nogentid, for I har plukket
Den nydelige Frugt af Livsens Træ;
Saa veed I selv, med hvad for lystent Öie,
Man kigger ret vansmægtende derpaa;
Og hvad en törstig Tantalus maae döie,
Der Æblerne sig seer paa Næsen slaae,
Men stækket stræber dog omsonst at noget naae.
Vort unge Par maae samme Skiebne frifte,
Men finder sig heel nödigen deri;
Vel kan Her Ricard undertiden liste
Sig til en lille Smule Plukkerie.
Et Tryk i Haanden, höit et Kys, men snuppet
I Hui og Hast, foruden Saft og Kraft.
Dog hvad er det? Naar man end did er sluppet,
Man netop har dog kuns en Mundsmag havt,
Af hine sukkersiöde Retter,
Hvorpaa med allerstörste Appetit,
Den lykkelige Elskere sig mætter
I beste Mag, ustöret, roeligt, frit.
Omsider de sig dog engang befinder,
Paa egen Haand og uden Bussemænd;
Men kuns et Öieblik; det snart forsvinder,
Flux de Mama paa Nakken har igien.
Den arme Fyhr sig skynder da at klage
Sin Nöd, og hvad han lide maae for Plage;
Hvor tung den, er, hvor martrende hans Qval,
Den giör tilsidst ham rigtig bindegal.
Vi kan jo aldrig tales ved allene;
Jeg troer saa min Siel, det er den rene
Malice af Mama; paa hvert et Sted
Hun ret til Trods skal evig traske med.
Hvad hielper det mig vel, min rare Thrine,
Jeg elsker dig saa ömmelig, naar blot
Min Kierlighed foröge skal min Pine,
Og aldrg jeg deraf maa nyde godt?
Ja, men jeg veed nok ogsaa hvad det volder,
Du ikke af din Riccard noget holder;
Naar Villien ei manglede, saa fik
Man sagtens dog engang et gunstigt Öieblik.
Den arme Glut til disse Finter svarer:
At aldrig hun med Tant og Falskhed farer,
Han rigtig Synd af slig Belkyldning har;
Og hvis hun mindre aabenhiertig var,
Hun andet Svar ham gierne kunde give;
Men Tiden kostbar er, vi kan ei blive
Tilsammen længe her? hvad giör vi da?
Jeg gierne legger mig saa slem en Bröde fra.
Med angergiven Siel Her Richard skyder
Al Skylden paa sin Kierlighed.
Han haardt sin Ubesindighed fortryder,
Men ogsaa selv min beste Thrine veed,
Jeg kan umuelig leve dig foruden;
Blev Gratier, blev Venus selv mig buden,
Jeg Venus selv med Gratier forskiöd
Og alle Guders Lyst i dine Arme nöd.
Men söde Tös, hvornær! kan du ei hitte
Paa nogen Maade, saa du faaer Forlov
At være for dig selv? Naar da de andre sov,
Saa kunde jeg maaskee dog til dig titte,
Og lure paa det nysseligste Rov.
Stræb derfor allerbeste Pige;
Din Riccard har dig Tusind Ting at sige;
Men her er ingen Leilighed,
Saa kort en Tid det er kuns halv at tales ved.
Cathrine lidt paa Smilebaandet trækker
Ved disse Ord; de Tusind Ting opvækker
I Gluttens Sind en grumme Videlyst.
Hun altsaa gîr sin Elskere den Tröst:
At al sin Fliid hun sikkert skal anvende,
Og snart tilgavns han lære skal at kiende
Den Ömhed i hendes Hierte for ham bær;
Hvorpaa hun strax ham nogle Pröver giver,
Men hurtig af hans Favnetag sig river,
Just som Mama lâr höre fine Tær.
De skilles ad; han gaaer, hun overlægger,
Hvorledes allerbest huii bær sig ad.
Hvad gielder hun sin kloge Moder giekker?
Den Pokkers Skielm Cupido er saa glad,
Naar han kan hielpe til et Puds at spille;
Han veed saa nemt at sine Snarer stille,
Den klogeste selv falde maae deri;
Dog staaer han allermeest de unge Koner bi.
Nu underviist af ham, Cathrine haster
At öve næste Nat sit Spil;
Og saadan sig i Sengen vrier, kaster,
At ingen kan et Öie lukke til.
Om Morgenen det arme Barn sig klager,
For Hede, og for Lopper, hun ei kan
Faae mindste Blund; men om Mama behager,
Saa gik det grumme letteligen an,
At slaae min lille Felt-Seng op paa Svalen;
Der Luften ikke nær, saa lummer er;
Og der jeg hörer ogsaa Nattergalen,
Men det umueligt er at sove her.
Mama er ejegod, hun alt tillader;
Men man maae ogsaa spörge Thrines Fader,
Og det er just en af det butte Slags,
Der ikke kiender Fiinheds fine Grader,
Men falder i de haarde Toner strax.
Hvad, brummer han, er det for nogen Sluder?
I lige kloge ere begge to;
Lad hende bedre ryste sine Puder,
Saa blîr hun nok for Lopperne i Roe.
Jeg ikke vil af slige Nykker vide;
Vi andre jo maae samme Svie lide;
Det værre ei med saadan Töite gaaer,
Desuden vi i Nat nok mindre Varme faaer.
Der altsaa var ei mere at indvende
For denne Gang; men næste Nat,
Papa maae længe nok paa Thrine skiende,
Det bliver derfor ei desbedre fat.
Hun sprelilr, pusler, jamrer sig og klynker,
Saa Mutter ret den stakkels Pige ynker,
Og ikke meer tilsidst sig bare kan,
At melde sin uartige Her Mand:
Hvorlunde ret han har et Tiger-Hierte;
Det arme Barn jo vaander sig af Smerte,
Og dog du ikke sagtens kan tilstaae
Den ringe Ting, som jeg i Gaar begierte,
At hun paa Galleriet ligge maae.
Det er jo strax herved, hvad kan det hindre?
Saa har vi andre selv en Uroe mindre,
Og bedre kan vor Sövn og Hvile faae.
Nu Fatter, maae du dog vel give efter?
Ja vist, han bander fort af alle Kræfter,
Og sender dem til Bloksbierg begge hen.
— Jeg er tilfreds, hvor Lucifer I sover,
Den Mand er gal, der mindste Godt sig lover
Af saadan basiliske Art som den;
Hver Dag, hver Time, kommer det dem over,
Snart Ugler, snart de Nattergaler hover,
Ja, ja; lad gaae, men kom mig kuns engang igien.
Saavidt var da den Lilles Hierte lettet;
At flytte Sengen hurtig var bestilt;
Personen ved et Vink er underrettet,
Og alleting gaaer grumme nemt og snildt.
Allene den forvorpne Soel vil ikke,
For ramme Alvor til at paa sig stikke,
Den nöier just til Trods; hvad det er tungt!
Omsider naaer den dog bestemte Punct,
Og nu man Mörkets Skummel seer i Möde;
Det sene Mulm, den vennehulde Nat,
Der skal saamange Dages Qval forsöde,
Og aabne Adgang til den rige Skat,
Af alle sandselige Glæder.
Den kommer og med den Her Riccard træder
Sit Tog behændig an; snart er der fat
En Stie op til Vinduet, hvor Glutten
Med aabne Arme târ imod sin Ven;
Og uden lang Betænkning eller Prutten,
De iler nu til Amors Trone hen.
Hvad der forrettet blev du maae tilgive,
Jeg ikke dig, min Læser kan beskrive;
Alt saadant er en tillukt Bog,
Og skildres ei med Ord tilgavns i noget Sprog.
Har Skiebnens Gunst: dig selv forundt at nyde
Saa söd en Tröst, saa veed du nok Besked.
Jeg dermed da ei skal min Hierne bryde,
Hvis ei, saa smör dig med Taalmodighed.’
Nok, Nattergalen qvidrer fort utrættet,
Saa smeltende, saa rörende en Sang;
At Gluttens Öre aldrig bliver mættet
Af slig Musik, var den end nok saa lang.
Men Samson selv omsider er en Kryster;
Naturen, som os gav umaalte Lyster,
Har snevre Skranker sat for Dödeliges Magt;
Der er et grumme Spring fra Evnen til vor Agt.
Det unge Par i Sövnens Arme hviler;
Paa Purpur-Læbe fyrig Vellyd smiler;
Og Tusind gyldne Drömme iler,
At södt inddysse slummertryllet Sands.
Men intet jordiskt Gode længe varer;
I dette syndefulde Liv,
Er beste Tryghed selv omspendt af Farer;
Tænk aldrig Lykken staaer urokket, stiv,
Du Daare dig jo lener til et Siv.
Nu medens de til intet Ondet kiender,
Beelsebub Papa af Ondskab sender
Til Galleriet, hvor han faaer at see
En Ting, han skal ei fristes ved at lee.
Her Riccard nemlig, og den lille Thrine,
Som med Uskyldighedens Mine,
Og i dens nögne Klædebon,
Indsluttet holdt i kierlig höire Haand
Hun nu fuldkommen lært at kiende haver,
Og fattet slig en Elsk og Yndesk til,
At selv, i Sövne hun den ikke slippe vil.
Naturligviis Papa en Smule studser,
Betænker sig, men gaaer omsider bort.
Pas paa Her Riccard, man dig ikke pudser,
Jeg önsker ret oprigtig du var fort.
Men ak! sin Skiebnes Dom kan ingen svække;
Den arme Fyhr maae altsaa holde Trop.
Papa er henne midlertid at vække
Sin dyrebare Ægtefælle op;
Og beder Konen hurtig med sig gange,
Saa skal han hende vise noget rart.
Tænk, Thrine Ram har faaet til at fange
Sin Nattergal; jo, jo, nu seer jeg klart,
Hvorfor hun ville ligge hisset inde.
Jeg tænkte hun os noget ville binde
Paa Ærmet, men Moerlille kom vær snart.
Ja vist min Fâr, her er jeg, raabte Mutter,
Kuns ikke den af Haanden hende smutter;
Det kiere Barn! saa veed jeg hun er glad;
Men slig mig, hvordan bar hun sig vel ad?
Nu det var rart, Ja kom kuns, svarer Fatter,
Der, skiönt forbistret vred, dog knap for Latter
Sig bare kan; men sagte, ingen Stöi,
Det ellers kunde hende let den flöi.
Hvorpaa saa sagte Dören op han lukker,
Hvor alt endnu var uden mindste Skiul.
Thi giör Mama forfærdelige Glukker,
Og da hun seer den vel bekiendte Fugl,
Saa ville hun just have raabt Carone,
Canalli Tös, og slige slemme Ting;
Men Fâr er bedre oplyst end hans Kone,
Han vender hende i en Snup omkrings;
Og ikke saa aldeles kierlig siger:
At nu det ingen Nytte giör hun skriger,
At Skaden nu var allerede skeet;
Man altsaa maatte see den at oprette
Paa beste Viis, og Skammen saa aftvætte,
At begge Parters Ære intet led.
Lad hurtig derfor sende efter Præsten,
Notarius og Commissar;
Jeg midlertid nok saa skal passe Resten,
At Tingene sin rette Vending târ.
Hun gaaer; og nu den arme Elsker kigger
Omkring, og seer at Solen oppe er;
Imedens han endnu i Sengen ligger,
Hvorover stor Fortrydelse han bær.
Og siger ganske sagte: beste Pige,
Vogn op, jeg maae i Hast mig fra dig snige,
Jeg frygter saare for at det er galt;
Vi sovet har for trygt, det var jo ret fatalt!
Oh nei, slet ikke, svarer gamle Fatter;
Men hör, min fine Herre, et af to;
Paa Timen sværg De ægte vil min Datter,
Hvis ei, saa skrivt, og gak til evig Roe.
Her hielper ingen Smutten; det allene,
Kan klare Sagen. Er hun ikke riig,
Saa var hun ærlig, og jeg tör vel mene,
Dem fuldt i alle andre Maader liig.
Kort sagt, de har os begge to beskiemmet;
Et Ord, saa er den hele Tummel hæmmet;
Men strax, hvis ei, saa Tusind Dolke-Stöd
Vælg hvad De synes best, men viid, gift eller död.
Nu seer I Venner, jeg vil kierligst haabe,
At ingen af jer var saa stor en Taabe,
Hvis Skiebnen ham i slig en Fælde jog,
Han klogelig jo sin Beslutning tog.
Det samme giör Her Riccard som betænker,
At Livet er med al dets Galde födt;
Og vælger altsaa heller Hymens Lænker;
End see sig ned blandt Tænders Gnidsel stödt.
Han nyelig har af Glædens Kilde drukket;
Og skiönt for denne Gang hans Törst er slukket,
Saa smagte dog den sidste Dram saa vel,
At let den friste kan igien en syndig Siel.
Kort, Stykket faaer da saadan Ende:
At Stymperen maae lystre Her Papa;
Maae med Bodfærdighed sin Skyld bekiende,
Og stamme frem et angergivent Ja.
Hvorved det lille Noer i Sövne spretter,
Gir Slip af hvad hun holder, og sig letter
I Sengen op; men da hun Custos seer,
Saa putter hun sig flux langt under Dynen neer.
Imidlertid de Lærde sig indfinde,
Der strax târ fat paa Da og Eftersom;
Hvorpaa de fast den stærke Knude binde,
Og Riccard underskrive maae sin Dom.
See nu er alting rigtigt. Man forlader
De unge Ægtefol, og Svigerfader
Dem siger just i det han Afsked târ:
Saa frisk Börnlille, væk med alle Griller;
Lad nu kuns Nattergalen smukt slaae Triller,
Tilforn det ei saa ganske sikkert var;
Nu lykkelig vi den i Fugleburet har.
Men Læser, hvordan mener du Personen
Ved dette Spilleværk tilmode blev?
Jeg tænker vel; naar kuns han holder Tonen,
Og viser lig en Ridder bold og giev;
Saa er det heller ei saa grumme farligt,
At derfor just han reent fortvivle maae.
Sandt, Glas og Koner skal behandles varligt,
Men begge taale dog at tage paa.
Sligt har Her Riccard jo tilfulde prövet,
Har fundet lille Thrine flink og kiek;
Kuns Glutten blîr en lille Smule övet,
Saa slaaer hun til hver Dannekone Smek.
Hvad vil han meer? med Rigdom selv begavet,
Han ægter Ungdom, Deilighed,
Var han just ei paa Brylluppet belavet,
Saa seer han dog ei heller suurt derved.
Han elsker, elskes, det er allerede
En Fond, hvorpaa man noget tære kan;
Om lidt endogsaa sagtnes förste Hede,
Saa holdes den dog nogen Tid i Brand.
Og ömt, fortroeligt Venskab liden tager
Den Plads, som Kierlighed opfyldte för;
Kort, skiönt man ei saa fyrig Glæde smager,
Man Livet dog hinanden moersomt giör.
Men mærker, Venner, jeg kuns slige mener,
Hvis Hu og Sind paa samme Strænge slaaer.
Naar Hymens Baand Gienstridighed forener,
Da Visen i en anden Tone gaaer.
Men hvorom alting er, godt Folk, saa gifter
Jer ikke hen paa mine ringe Ord;
Jeg ingenhaande Ægteskaber stifter;
Desuden paa saa syndefuld en Jord,
Hvor mod hver maadelig Gevinst man hitter,
Man treffer ti ulykkelige Nitter,
Der grumme let selv Klogskab pudset blîr.
Giör hvad I vil, det saare lidt mig skieller,
Men naar i siden, kiere Ægtefæller,
Allene Skyld for dagligt Onde gîr;
Da, seer I, jeg endnu som forhen siger,
At alt for höit I fine Venner skriger,
Ja hvis I end jer Skind forkrattet faaer;
Saa halve Skyld paa egen Regning skriver,
Jeg stedse ved min förste Mening bliver:
At begge Kiön i lige Nummer staaer.