Anine! deiligste blandt Nordens Piger,
Som Huldgudinder selv ei Prisen viger,
Hvis Mine aander Yndighed;
Hvis Træk, hvis Blik et ædelt Hierte maler,
Hvis kielne Smiil elysisk Vellyst taler,
Du tusind Önskers Öiemed,
At med dit Navn jeg zirer disse Blade?
Allene det skal skienke dem et Værd,
Som Seklet först illand at röve er.
Og Efterslægtens Sönner skal misunde
Den Digter, der saa heldig Lykke nöd,
At skue, kiende Frölich, dig, og kunde
Sit dunkle Minde selv udi hans Död,
Ved dig forlænget see. — Dit först forgaaer
Naar Musers Tempel ei i Norden mere staaer.
Hvor rigtig Huldrer du en Didos Qvaler,
Hvor mesterligt, hvor sandt dit Ansigt taler
En öm, fortvivlet Kones, Moders Sag!
Vor hele Siel til Fængslets Skræk dig fölger,
Hvor Sandsen selv den Blændeværket dölger,
Og gyser ved det rædselfulde Slag,
Men naar igien din Elsker troe da finder,
Naar smeltende du synker til hans Bryst;
Naar i hans Arm hver Kummers Spoer forsvinder,
Naar alt dit Væsen aander Elskovs Lyst;
Da föler dybt hver Nordens Sön hvad Lykke,
Hvad meer end jordisk Salighed,
Den Skiebnens bedste Yndling maae henrykke,
Der Virkeligheds Værd at give veed
Et Spil, forstilte Glæder kan udtrykke
Saa levende, saa stærkt. — O! elskte Pige,
Saa se vi dig det Sted igien bestige,
Hvor du saa tidt vor Sands fortryllet har.
Velkommen, nyd, behersk paa ny dit stolte Rige.
Beundret, yndet, tilbedt!
men nu var
Det Tid engang til Sagen selv at skride;
Og altsaa maae min Læser hermed vide,
Der var engang en ung, honet Person,
Rask, flink, fornem, thi Fyren var Baron;
Dog ei af dem, der fra daraussen kommer,
Med Ahners Skok i pengetomme Lommer,
Men af det rette ægte Slags; Patron,
Paa Smaating nær, af snart en Million.
Og fölgelig en grumme mægtig Herre,
Der i al Höviskhed og Ære,
Vor Frideric sig naadigst kalde lod;
Et eiegodt, uskyldigt Liv og Blod.
End videre Historien os siger,
At efter smukke Koner, Enker, Piger,
Baronen var en aabenbare Giek.
To sorte Öine kuns, et Smiil, et Træk,
Snup! smutted strax letfærdigt Hierte væk;
Men kom dog stedse kiönt igien tilbage,
Fornöiet med et lille Nip at smage
Af Vellysts sukkersöde Ocean,
Og passed’ nöie det ei blev Cupidisk Ran.
Kuns engang, det sig lokke lod at tage
Ved Lucifer forfört en vældig Dram;
Men denne sved til mange Livets Dage,
Flux maatte det saa tunge Lænker drage,
At paa et Haarsbred nær det fik al Last og Skam.
Dorinde var den Yndigheders Klippe,
Det Skiönheds Skier, hvorpaa Baronen leed
Uheldigt Skibbrud. Nu al Verden veed,
At som i Krig saa og i Kierlighed,
Der er et Middel, som vil sielden glippe;
Jeg næsten bande tör, man skulle slippe
Ved Hielp af det ind i Gibraltar selv;
Tænk bitte Glutter da dets Magt og skielv.
Saa mangen Fæstning faldt for Guld-Kanoner;
De runde, röde, lokkende Personer,
Saa ganske felsom Virkning har,
En vel afmaalt, en rigtig anbragt Summe,
Hver Dör paa Klem, hver Indgang aaben lâr;
Giör Hunden tavs, giör Kammerpiger stumme,
Og nu igien saa snakkend, saa grumme
Veltalende, at kuns en Sinke, Nar
Selv Cicero mod slige Damer bliver;
Kort, gyldne Kugler vissest Seier giver.
I hundred’viis Baronen altsaa lod
Dem regne ned; hver Dag var Fryd og Gammen,
Bal, Carrousel, Soupers, men alt tilsammen
Forgieves var. Dorindes Skandse stod
Saa reent fortvivlet fast, at ingenlunde
De allermindste Breske giöre kunde;
Og selv fornem og riig, hun tog ei mod
Foræring eller sligt, blot var saa god,
At naadigst Fritz tillade alt at öde;
For siden som en Nar at giöre Bod,
Og i Vankundighed sig græmme smukt til döde.
Nu det var grumt; blandt mine Landsmændinder
Man ikke saa steenhaarde Hierter finder;
Naturligviis de noget bedes vil,
Det ingen Löier er at gaae saa lige til.
Men naar Formalia har giört behörig Hinder,
Saa kiönt omsider Seiers-Palmen vinder
Den kielne Elskov. — Arme Frideric,
Langt andet for sin kiere Næse fik.
Han pröver alt, men ingen Ting vil lykkes;
Den gode Frues Forsæt ei kan rykkes;
Hun foret har, og foret uden Tant;
At ene hendes dyre Ægtefælle,
Skal kunde i Fortroelighed fortælle,
Og Notabene sige sandt;
(Thi mangen lille Herre ofte fandt
Fornöielse i sligt; hvad kan det skille?
Det er jo kuns en puur uskyldig Spas.)
Hvor tæt hun kyssede, hvor venlig,
Hvor sapholiig hun var, hvor rask, hvor tienlig
Til Egteskabeligheds skiönne Fias.
En Ting Baronen ret forbistret gierne
Gad vist, og lagde tit sin kloge Hierne
I Blöd derfor; men grublede omsonst,
Der ikke hialp al Verdens Klygt og Kunft.
Nu ved en saa fortvivlet Hurlumhei,
Baronens Pung en mægtig Svindsot fölte;
Ströe-Godset saare haftig sprang sin Vei,
Og Hovedgaardene ei længe nölte.
Ja skiöfit hans Fædre-Arv var dygtig fei,
Og Guld i hver en Skuffe mölte,
Saa Bugt dermed han dog omsider fik.
Kort, Penge, Meubler, Baroniet gik
Med Revl og Krat; og stakkels Frederic
Af alle fordums Herligheder,
Beholdte kuns en lille Bondegaard.
— Hvad dog den pokkers Kierlighed formaaer!
Jeg selv uværdig grumme lidt har veiet,
Men Broderparten dog af hvad jeg eied,
Den fine Ven med Pilekoggret tog;
Det snurrigt er med denne lille Pog,
Han över sine Kneb i hver en Verdsens Krog.
Imidlertid med Mistvivls bittre Smerte,
Med Lommen tom, men Elskovs fyldte Hierte,
Min uerfarne Helt sin Tilflugt târ
Til talriig Venne-Flok; men hastig har
Han lært, hvad der er ved at giöre.
En kiender ham ei meer, en kan ei höre
Hans Nöd af bare Föelsomhed.
En anden værdiger at före
Ham til Gemyt, hvorlunde det han leed,
Var Frugten, han sig havde selv bereed.
Den ivrigste blot sagde det var Skade:
Og alle skyndte sig Baronen at forlade.
Det eneste ham da tilbage blev,
Var i al Stilhed viselig at flytte
Fra Staden ud, til ringe Tilflugts Hytte,
Hvor han med Jagt sin Ledighed fordrev,
Op leved’ i sin Armod som han kunde.
Hans Tyende udgiorde trende Munde:
En Hest, en Falk, et gammelt, tandløst Skrog.
Med hine han ved første Morgenröde,
Og Kiellingen ved sildig Aftens Möde,
Beredede med jevne Kunst til Föde,
Hvad snelle Falk, sin arme Herre slog.
Saaledes löb en Rad af lange Dage,
Der stakkels Fritz med fulde Maal lod smage,
Sin slette Skiebnes Malurt-Drik.
Hvis han endda kun havde ladt tilbage
Sin Kierlighed, da han paa Landet gik;
Men ak! den fulgte med, og stedse vanked’
Besværlig Fölge-Svend i hvert hans Fied.
Til skuffed Sövn hver Nat sank med ham ned,
Hver Morgen ud i Lunden med ham reed.
Og dog han aldrig paa dens Selskab anked.
Den ene fyldte uafbrudt hans Bryst;
Den ene var hans bittre, söde Lyst.
Og langt fra at Dorinde Skyld at give
For Grusomhed, et sært, vrangvilligt Sind,
Han troer at burde kuns sig selv tilskrive
Sit Vanheld og hver umild Modgangs Vind.
At han ei havde Gaver at behage,
At han forstod ei Kiönnet at indtage,
Men aldrig faldt ham Tanken ind.
Sin Herskerindes Haardhed at anklage.
Dybt nedtrykt i hans Hierte Pilen sad,
Han fölte Saaret, men han sukked, taug, tilbad.
O! hvo I er, om Möer, Koner, Enker,
Mod hvem Naturen sig saa eiegod har ted,
At unde meer end hverdags Yndighed;
Saa herlig Gaves rette Brug betænker,
Og graver ei jer Pund i jorden ned.
Foragter dybt Coqvettens sledske Rænker,
Betræder blot Naturens Fred;
Behersker os; læg Tusinder i Lænker,
Men værer fromme Börn, og ikke krænker
En stakkels villig Stymper, som I veed
Jer mindste Vink at lyde er bereed;
Kort, fode Glutter, elsker, foler, skienker,
Og deler vor Lyksalighed.
Men atter til Baronen da at komme,
Som sagt, han fik omsider tömt sin Lomme,
Skiönt langt fra ei sin Piinsels fulde Skaal,
Men midlertid at han sin Harme
Hver Dag udlod paa hele Snese arme
Betrængte Agerhöns, sin Banes Maal
Dorindes kiere Ægtefælle naade;
Og uden sig i allermindste Maade,
At kiere efter Sorg og Klage-Sang,
Han rigtig gik al Kiödets skieve Gang.
Nu kommer en Ulykke sielden ene,
Det trösteslöse Enke sande maae.
Knap Tidens Gunst begyndte at forlene
Sin Balsom-Lindring, förend at hun faae
Hvad ret en stakkels Moder kan forskrække;
En uforskammet Feber nemlig, lægge
Paa edderdunet Sotte-Seng,
Sin kydske Elskovs Frugt, sin Kieledægge,
Den søde Hans, sin magelöse Dreng:
En lille, snotted, snavs Person for Resten,
Der havde knap for fire Skilling Liv;
Men egensindig, umaneerlig stiv,
Formaaede meer i Huset næsten
End selv personlig kiere Frue Mama,
Der stedse sagde til hans Griller villig ja.
Nu denne lille strænge Herre,
Som sagt, bekom en pludselig Skavank;
Og slem tilforn, blev nu ti Gange værre,
Da Purken sikkert trodsed’ Skiend og Bank,
Imidlertid med vaagen Omhues Öie,
Og forgbespendte Siel, Mama saa nöie
Opvartede sin Hansemand,
At ikke mindste Trækvind var istand,
Sig under Dynen ind til ham at liste.
Alt hele Verdens Slikkerie,
Og alt det Legetöi hun vidste,
Tilrede staaer; men Manneken deri
Ei finder mindste Spas. Kuns et kan frie
Ham fra at döe, men dette vil han have;
Og ved hvert Au, hver Kniben i hans Mave
Personen truer rigtig, at det klart
Paa Timen være skal, hvis man ei snart
Ham i sit Yndiings Önske föier;
Og dette er den arme Fridrics Falk.
Er Drengen gal? See hvilken skabed Skalk;
Jo det saamen var rigtig smukke Löier,
Ifald Mama til sligt sig lokke lod.
— Min lille Sön, vær nu ret kiön og god,
Du veed jeg giör dig ingen Ting imod,
See her mit Uhr; alt hvad du vil begiere.
Ja Snak man væk; det bryder ei den kiere
Her Sönneken, Falk, eller visse Död;
Han skiötter jo ei elskte röde Gröd,
Og fölgelig, hvad Redning kan da være?
Godt, lad ham pakke ind den fine Ven.
Ja det er saavidt ganske rigtigt, men
Et Moder-Hierte er saa noget eget;
Vi Mandfolk ikke slige Ting forstaaer.
Vel föler Sigvardisten bandsat meget,
Men saadant Fuskerie dog saare lidt forslaaer.
Nu hvad var herved da at giöre?
Hans reddes maae, det koste hvad det vil.
Men arme Frideric, hvor kan hun före
Det over haarde Sind, saa ömt at röre
En Stakkel, der i Elskovs höie Spil
Har sidste Skierv for hendes Skyld fat til,
Men har dog aldrig Pouillen maattet tage?
Der ei engang et vindtört Kys har nydt;
Der har ei selv sin Daarlighed fortrydt,
Og nu sin Falk allene har tilbage,
Hans Alt, hans Ophold, Tidsfordriv.
Endogsaa den at ville ham beröve,
For bestialsk en Haardhed var at öve.
Men ak! hvor gik det saa med Purkens Liv?
Kort, Hierte, Hierne var i Pokkers Kiv;
Omsider dog den sidste smukt maae holde
Sin vise Mund. Sligt saare ofte skeer;
Gud veed hvad denne Höflighed kan volde,
Men dagligdags man Pröver derpaa seer.
Hun fölgelig en Formiddag
Til Fridrics ringe Hytte sig begiver;
Der laae kuns, hvis min Author Sanden skriver,
Fra Fruens Gaard et ganske lille Tag;
Og derfor kunde Tingesten let have
Hört tale om den ædle Falkes Jagt.
Imidlertid Mama, som forhen sagt,
Indtriner hos sin Skiönheds svorne Slave.
Baronen stirrer, tvivler, seer,
Gienkiender sin tilbedede Dorinde,
Og henrykt troer det er en Engelinde,
Sendt til hans Tröst fra himmelsk Sphære neer.
Al Verden veed der gives Engle-Piger;
Om nu engang for Rimets Skyld jeg siger,
At der er ogsaa Pige-Engler til:
Hvo mon Contrarium mig da bevise vil?
Men det maae nu saa være; nok Baronen
Stor Möie havde ved at holde Tonen;
Det var jo ogsaa dog forbistret haardt,
At kunde ei sin Doris bede blive,
Og for man ei et Maaltid Mad kan give,
At lade hende gaae umættet bort.
Man kunde sig for meget mindre hænge,
Men Frideric var ikke slig en Nar;
Han famler, stammer, sig den Friehed târ,
At spörge: hvad for gunstig Stierne har
Forskaffet ham en Lykke, han saa længe
Forgieves sukked for; at see den strange
Dorinde ved hans Qval til Medynk rort.
Men Hændelsen Dem ene hid har fort;
Jeg ikke tör den söde Tanke nære,
At en saa ringe, slet Person som jeg
De ville vise slig udmærket Ære;
De sikkert agted sig en ganske anden Vei.
— Ma no Signor, jeg Deres Giest vil være,
Jeg kommer derfor just udtrykkelig;
Lad hvad De först ved Haanden har frembære,
Blandt gode Venner man ei maae genere sig.
Uheldige Baron! Hvad evig Jammer,
Du öiner Tomhed i dit Spisekammer,
I allerfæleste Gestalt.
Slet intet da? — Nei vist; lidt Bröd er Alt.
I denne Nöd hans skarpe Öie faldt
Paa yndte Falk; — end den? — Og Halsen knækker;
Den pillet, plukket gaaer i Fricassee.
Og medens gamle Mutter Bordet dækker
Saa godt som efter fattig Raad kan skee,
Den arme Fyhr fra ringe Have henter,
Lidt Rosmarin, en Rose eller to;
Det var Dessert. Man nu ei mere lenter,
Alt rede er, og saa i beste Roe
De sette sig til Bords. Dorinde nipper,
Af sieldne Ret kuns grumme lidt;
Men lader dog at have Appetit.
Og mens hun seer paa Verten saare blidt,
Tungt svæver Ordet paa de bange Lipper.
Omsider dog det af sit Fængfel slipper;
— Min Her Baron, jeg veed ei hvad jeg giör,
Jeg skal, jeg maae, og dog jeg ikke tör;
Men ynk en ulyksalig Moder.
Min Sön er syg, jeg frygter Barnet döer;
Kuns et han vil — — dog nei jeg ikke bör.
Jeg mister ham; min Sorg i Taare-Floder
Skal evig strömme fra mit Öie ud;
Men Billighedens Röst, Fornuftens Bud
Befaier mig at tie. Hvad fortiener
Jeg vel af Dem? Kuns Haardhed og Foragt.
Jeg aldrig Dem et venligt Ord har sagt;
Jeg ene Dem i denne Stand har bragt;
Og for al Deres Kierlighed jeg nænner
Det eneste, det kiereste De har.
Endnu at fordre! nei det Grumhed var.
För döe mit Barn, jeg selv, min Hans, min Verdens Glæde,
Min eneste, mit Haab min hele Lyst.
Und blot en Moders sorgbespendte Bryst;
Den ringe, svage Lindring at begræde
Sit Tab; tillad at hun i deres Skiöd
Sin Kummers tunge Byrde maae nedlægge;
Dens Magt vil snart mit piinte Hierte brække,
Men Döden selv mig da skal være söd.
Undskyld Baron. Mig Græmmelse forvilder;
De elsket har, De kiender Kierlighed.
Ak! — men omsonst jeg kuns Dem Tiden spilder,
Det nytter ei; jeg allerede veed
Hvor höi en Priis paa elskte Falk De fetter;
Den er — min Falk? O Gud, den er ei meer.
— Den er ei meer? — Usalige! saa seer
Du intet da din Skiebnes Grumhed trætter,
Det aldrig da skal staae i Fridrics Magt,
At kunde mindste Gunst af Dem fortiene!
Oh! havde jeg mit Hierte for Dem lagt
Istedet for den Ret, De nys har smagt.
Jeg eied’ ei det mindste uden denne
Ulykkens Fugl; jeg dræbte den Madam.
Hvad er for godt, naar man sin Dronning imodtager?
Men snart jeg skaffe skal, om De behager,
En anden lige god og tam.
Vi let en Falk i Morgen kan udfinde —
Nei svarede den blussende Dorinde,
Baron, det alt er nok, De ingensinde
Paa Kieriighed mig större Pröve gav.
Mig Himlens Dom med Barnets Död maae krænke,
Dens Gunst hans Liv, min hede Bön maae skienke;
Men dette Træk jeg lige til min Grav
Skal med Erkiendtlighed betænke.
Kom sommetid, tag Sæde ved mit Bord,
Jeg venter Dem Baron, De gîr mig Deres Ord,
Og med det samme Frideric hun rakte
En silkeblöd, en Alabastes Hand;
Der som Magnet hans Siel paa Læben trakte,
Hvor henrykt den ambrosisk Södhed smagte,
Og smelted hen i Vellyst-Taarers Vand.
Hun gik: og nogle Dage efter,
Gik Hansemand fra Sind og Sands og Kræfter,
Og listed af til underjordiskt Land.
Der blev en Graad man sagtens tænke kan;
Men ingen Sorg saa dybt i Hiertet hæfter,
At jo dens Rod omsider lösnes lidt.
Dorinde alt har Crisis overstridt;
To store Mænd den rare Cuur fuldende,
Den ene Tid, den anden Kierlighed;
Og disse Leger skynde sig at sende
Hver Sygdoms Levning snart til Lethi Bredde ned.
Uledsket nu ei Fridric meer vansmægter;
I Pomp og Pragt man Her Baronen ægter,
Den unge Kone smiler i hans Arm.
Af Lyst henrykt, af Elskovs Lue varm,
Hun ingen Ting sin Ægtefælle nægter;
Ömt trykket til hans glædefyldte Barm,
Erstatter hun med rigeste Indtægter
I Veilyst Myndt hans fordums Sorg og Harm,
Hinanden nok, ukiendt med Hymens Larm,
De glide Banen hen i Amors gyldne Karm;
Og efterlade sidste Slægter
Hvor herlig Frugt i Elskovs Hauge groer.
Der man ei meer udstandne Qval begræder.
Der glemmes let en Snees forlorne Suk.
Oh! för blandt Invaliders Tal du træder,
Trin Læser först i Heltens Spoer og pluk.
Du Livets beste Glæders Væld,
Du Dödeliges störste Held,
Naturens Himmelsendte Datter;
O! Kierlighed, hvor söd din Lyst!
Du blusser i socratiskt Bryst,
Din Ynde Hottentotten fatter.
Hvor mild, hvor vindende den Lov,
Du i hver Skabnings Hierte grov,
Dit seierrige Navn at hylde.
Og selv i lette Lydighed,
Du lagde riig Belönning ned
Af alle Saligheders Fylde.
Vel den, din Södhed nyde kan,
Men trefold gienlydt væ den Mand,
Hvis kolde Siel din Ild ei kiender.
Han lever ei, han döser kun,
Og giennem Livets dorske Blund,
Til först bestemte intet vender.
Og I höilærde, sorte Mænd,
Som sende stakkels Elskov hen,
I svovlet Sous at evig syde;
Riv Satans Rige ned med Fynd;
Men, kiere, det jo dog er Synd,
At putte den i samme Gryde,
Med Mord, med Vold, med Falskerie,
Med Kriig, som synker Verden i
Et Ocean af alle Onder.
Hiin giör dog kuns et Loppestik;
Men disse har den slemme Skik,
At altid hugge dybe Vunder.
Vi er jo alle Kiöd og Blod,
Vi spire fra den samme Rod,
Naturen er vor fælleds Moder.
Den Phlegma skienkte dig, min Ven.
Velan, du maae beklage, men
Fordöm ei din sangvinske Broder.
Af gunstig Forsyns Haand vi fik
Liv, Sundhed, Druens Nectar-Drik,
En sielden Ven, som ikke sviger.
Men et for alle disse galdt;
Da, milde Himmel, gav du alt
Den Gang, du gav os hulde Piger.
O! söde Glutter! uden jer
Var det vel værdt at blive her
I disse underlige Hytter?
I giör et Valbye til Paris,
Men pigelöse Paradiis,
Med fæle Grönland selv jeg bytter.